Fødevareassistance: et skridt mod fred og stabilitet

Konflikter er stadig den vigtigste årsag til sult i de fleste af verdens fødevarekriser. Udbredelsen af væbnede konflikter, usikkerhed og civile uroligheder underminerer i høj grad fødevare- og ernæringssikkerhed yderligere til historiske niveauer.

FN's Sikkerhedsråd anerkendte sammenhængen mellem konflikt og sult og fordømte brugen af sult som et krigsvåben, da det vedtog Resolution 2417 i 2018. Med denne resolution anerkendes behovet for at bryde den onde cirkel mellem væbnet konflikt og sult, og etablere ansvarlighed for dem, der udnytter sult til deres egne interesser.

Nul sult kan ikke opnås uden stabilitet - det er derfor, WFP spiller en nøglerolle i opbygningen af veje til fred. Dette blev formelt fremhævet i oktober 2020, da Nobels Fredspris blev tildelt til WFP for "for sin indsats for at bekæmpe sult, for sit bidrag til at forbedre forholdene for fred i konfliktramte områder og for at fungere som en drivkraft i bestræbelserne på at forhindre brugen af sult som et våben i krig og konflikt.".

Bistand fra FN’s World Food Programme (WFP) er ikke blot en livsreddende støtte for mennesker der er fanget i en konflikt, lever under belejring eller er på flugt efter at være blevet tvunget ud af deres hjem – det kan også være det første skridt i retning af fred ved at bidrage til at mindske spændinger, der kaneskalere til konflikt.

De foreløbige resultater af en fælles forskningsundersøgelse med Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), der fokuserer på El Salvador, Irak, Kirgisistan og Mali, viser at WFP’s arbejde bidrager til at forbedre mulighederne for fred ved at forbedre adgangen til naturressourcer (f.eks. vand og jord), styrke den sociale samhørighed og løse problemer i og mellem lokalsamfund, øge mulighederne og inklusionen, herunder for unge, og øge tilliden mellem borgere og stat ved at bidrage til at styrke statens ansvarlighed og levering af tjenesteydelser.

Især udviklingsprojekter hvor folk modtager fødevarebistand mens de opbygger eller genopbygger infrastruktur i lokalsamfundet, f.eks. veje, kunstvandingssystemer eller vandreservoirer, kan forbedre fødevaresikkerheden og mindske konkurrencen om ressourcerne.

F.eks. WFP's engagement i lokalsamfundene med henblik på at rehabilitere vandingskanaler og rørledninger i omstridte områder langs Kirgisistans grænse til Tadsjikistan har ført til en stigning i vandforsyningerne og landbrugsproduktiviteten, hvilket bidrog til at forhindre konflikter mellem lokalsamfundene om vand.