Mad, liv og død
Dagbog fra Yemen
, FN's World Food Programme
Marco Frattini, kameramand ved FN's World Food Programme, er netop vendt hjem fra Yemen. Han reflekterer over oplevelserne med at dokumentere verdens største humanitære krise.
WFP redder liv i Yemen. Giv et bidrag nu.
Jeg var i Hajjah, da jeg hørte at Mohamad, en lille dreng jeg havde fotograferet et par dage tidligere på Al Sabeen hospitalet i Sana'a, var død. 8 måneder gammel, men han havde samme vægt, som min datter havde ved fødslen. Da jeg hørte nyheden følte jeg sorg. Og skyld. Jeg havde postet et billede af ham på de sociale medier: et smukt sort og hvidt billede — kunstnerisk, kunne man kalde det. Jeg rakte straks ud efter min telefon for at fjerne det, men der var ikke noget signal. Det føltes upassende at lade det blive på de sociale medier. Jeg tænkte på Mohamed's far, som han sad ved hans seng og holdtham i hånden. Han havde underskrevet en tilladelse til, at billedet måtte bruges, men det var da hans søn stadig var i live — og nu er han død.
Det var min femte tur til Yemen. Hver gang har jeg besøgt de samme hospitaler. Hver gang var det værre end gangen før. Selv før krigen var afsnittene for fejlernæring fyldte. Dengang skyldtes det fattigdom. Men denne gang var noget forandret. Det var ikke bare, at der ikke var nok senge eller medicin: hvis man kom tilbage få dage senere, ville nogle af de børn man så sidst ikke længere være der. Man ville tænke over, hvad der var sket med dem. Inderst inde vidste man det. Og man ville skubbe tanken væk, så man var i stand til at fortsætte sit arbejde.
Man kan ikke undgå at tænkte på, hvor langt tid der er gået, siden børnene fik ordenligt mad. Man hører historier om mødre, som er så underernærede at de ikke kan amme. De koger den samme håndfuld ris igen og igen, så de kan give kogevandet til deres babyer, så de har noget at drikke. Man spørger næsten sig selv 'hvorfor ventede de så længe med at få deres børn på hospitalet?' Så taler man med forældrene, og alle deres historier minder om hinanden. At se så mange fædre siddende ved siden af deres børns senge overraskede mig, sammenlignet med hvad jeg har set i andre lande. De havde mistet deres arbejde, da krigen startede. De heldigste havde arbejde i tre, fire dage om måneden som dagslejere, i køkkener eller byggepladser, og fik løn på helt ned til US$1 om dagen. De havde solgt alt, hvad de ejede for at klare sig. Og når det så var blevet helt slemt, var det svært at skrabe penge nok sammen til at rejse til det nærmeste hospital.
Man er nødt til at være stærk for at se og høre om alt det her. Man er nødt til at være i en slags 'beskyttelses' tilstand, for at navigere i det. At se de her ting gennem en linse hjælper med at holde en vis distance. Men oplevelserne bliver hos én.
Nogle gange på den her tur ville jeg tvinge mig selv til at græde om natten for at lade nogle af følelserne ud. Jeg ville ringe hjem og fortælle om mine følelser. Efter Mohameds død sagde min kone til mig, at jeg ikke burde fjerne hans billede fra mine sociale medier, fordi det var et vidneudsagn om tragedien i Yemen, og at billederne kunne hjælpe med at fortælle verden, at der kræves handling. Det hjalp, men nogle gange tvivler jeg på, at det er sådan, det hænger sammen. Et sted som Yemen får en til at tænke på begrænsningerne i humanitært arbejde.
Til trods for lidelserne og den overvældende følelse af sorg, ser man små enklaver af normalitet midt bland murbrokkerne. Børnene legede udenfor i skyggen af Sana'a's smukke bygninger. Markederne var åbne, boderne var fyldte med frugt og grøntsager, som folk ikke havde råd til at købe. Uden for børneklinikken stod en lille pige og solgte balloner — en af de få fornøjelser, som forældre stadig kunne forkæle deres børn med.
Menneskerne inviterede os glædeligt ind i deres hjem. Deres køkkener var tomme, men de ville insistere på at dele den smule mad, som de havde. Fadet som alle spiste fra indeholdte typisk et fladbrød og en lille smule ris fra WFP's fødevaredistributioner, med en næsten symbolsk tilstedeværelse af kød og et par tomater. Sammenlagt svarede mængden af mad, som fem eller seks mennesker delte, til et måltid til én.
Så snart vi var ude at køre og holdte for rødt lys, ville en velkendt scene gentage sig: en kvinde ville komme op til os og tigge om en mønt, mens hun holdt en lillebitte baby i armene. Det tykke, pansrede glas ville dæmpe hendes banken på ruden og forvrænge hendes ansigt.
Det forvrængede billede og lyd i mit sind udtrykker den ubegribelige afstand mellem os: en afstand som stadig vokser, i takt med at jeg rejser tilbage til hverdagen. Yemen føles uvirkelig, som en drøm — eller snarere som et mareridt. Jeg kigger på mine billeder, gennemgår optagelserne og så kommer det hele tilbage til mig: navnene, ansigterne, historierne. Jeg fanger mig selv i at tænkte på, hvordan det går med de her mennesker, og om de stadig er i live. Og så bliver jeg nødt til at skubbe jeg tankerne væk.
Fortalt til Simona Beltrami
