Lyden af stilhed
En nødhjælpsarbejders liv ved Yemens frontlinje
, FN's World Food Programme
FN's World Food Programmes (WFP) Policy Programme Officer, Judith Lumu, fortæller om sine oplevelser under en kompleks humanitær nødhjælpsoperation.
Forbindelsen er dårlig. Lyden af en telefon der ringer møder mig, og Judys stemme skærer knitrende igennem. Hun siger hej. Hun undskylder for at have været nødt til at udskyde vores opkald med så kort varsel.
"Vores team deler et kontor her," starter hun med at sige, mens jeg kæmper for at forstå, hvad hun siger. "På det seneste har det været ekstra svært at finde et stille sted at tale."
Enestående, medmindre du selvfølgelig står midt i det hele. Det her er Yemen — hjem for knap 30 millioner mennesker og omdrejningspunktet for en tiltagende, kompliceret humanitær nødhjælpsoperation.
Hendes telefon ringer for anden gang, og Judy hvisker til en kollega, at hun er midt i et opkald. Hun lægger vægt på, at det er med hovedkontoret. Jeg fanger knap nok de få ord gennem de knitrende højtalere, men det er tydeligt, at hun skal være tre steder på én gang. Og det er hun vant til. "Og jeg troede, at jeg ville være sikker i konferencerummet," griner hun stille. "Jeg beklager meget."
Yemen var allerede et af verdens fattigste lande, da kampene brød ud i marts 2015. Den bitre konflikt har skubbet millioner af yemenitter dybere ud i fortvivlelse og fattigdom. Fødevarer fra FN's World Food Programme (WFP) og de humanitære partnere er det, som har forhindret et massivt udbrud af hungersnød.
I begyndelsen af december sidste år forberedte det internationale nødhjælpssamfund sig på de nyeste IPC-tal (Integrated Phase Classification), som er en fødevaresikkerheds- og ernæringsvurdering, der bearbejder landedata på både regionalt og lokalt niveau. Resultaterne forventedes at være dårlige, og det var de.
Men de underbygger også, at de mest kritiske niveauer af sult opleves af mennesker i konfliktzoner — steder, hvor WFP og dets partnere ikke har vedvarende og sikker adgang.
De samme organisationer arbejder nu døgnet rundt for at identificere og nå et endnu større antal sårbare mennesker, der har akut brug for fødevarer og ernæringsassistance. Familier der er fejlernærede, kvinden er eneforsørger eller familien har et handicappet medlem, har første prioritet.
Med en ny plan for at nå ud til 12 millioner sultende mennesker i 2019, er den humanitære nødhjælpsverden i fuld opskalering.
Der kommer et opkald, som denne gang er til mig. Det virker som om, Judy smiler igennem telefonen. "Så, hvor var vi nået til?"
Judy har det forkromede overblik og er mellemmand; men frem for alt er hun en do'er.
Som Policy Programme Officer med fokus på general fødevareassistance hjælper hun med planlægning for at nå frem til folk med fødevarer, men hun vejleder også WFP's partnere i, hvordan disse planer skal implementeres. Koordinering og rådgivning er de ord, som hun selv bruger mest til at beskrive sin rolle.
Judy forklarer, at hun også monitorerer fødevareuddelingsstederne, hvilket kræver, at hun er fysisk til stede — og engageret. Hun arrangerer fokusgrupper med kvinder. "Det sikrer, at det er de rigtige mennesker, som får assistance," fastslår hun.
"Har du nogensinde haft mulighed for at høre folks beretninger om, hvad de har været igennem?" spørger jeg, mens jeg fornemmer et voksende smil. "Hver gang jeg får chancen," siger hun lige inden, hendes stemme forsvinder.
I 2017 uddelte WFP og partnere 3,8 millioner tons fødevarer til både flygtninge og tilbagesendte, internt fordrevne og lokalbefolkningen.
Hun beskriver, hvor omtumlende det er at være på et fødevareuddelingssted. "Det er meget larm, og alle vil snakke med dig," beretter Judy. "Nogen gange er der mennesker, som græder. Når jeg spørger, hvor længe melet vil række, kan en mor fortælle mig, at hun har ti børn, en søster, der mistede sin mand, og andre familiemedlemmer, som hun skal tage sig af." Hun holder en pause. "De fortæller mig, at maden ikke engang vil række til to uger." En fødevareration er tiltænkt at række til en hel måned.
Der er så mange mennesker, som har mistet så meget. Jeg undrer mig over, hvor Judys styrke til at smile kommer fra.
Et par måneder efter de tiltagende fjendtligheder i 2015, og da sikkerhedssituationen stabiliseredes og hjælpearbejdere endelig fik tilladelse til at vende tilbage til Yemen, ankom Judy til Sana'a, hvor hun bor og arbejder i et sikret område.
"Dag bliver hurtigt til nat her," siger hun og vender tilbage til kravene om opskalering.
Vi udveksler høfligheder. Mindre end ¼ af hendes kollegaer er kvinder. Hun fortæller mig om sin egen baggrund i socialt arbejde og om, hvordan hun er aktivist for børns rettigheder i Uganda. Vi snakker om hendes familie og de nærtstående helligdage. Vi taler som gamle venner, der catcher op.
Jeg tænker tilbage. Tre og et halvt år er lang tid at arbejde i en konfliktzone. Jeg er for nysgerrig, så jeg spørger hende om, hun vil dele nogle af sine oplevelser med mig. Hun smågriner og indleder sit svar: "Hver eneste af os, som har været her længe, du ved, dem af os, der er long-timers. Vi har hver især vores historier," siger hun med et grin denne gang.
"En summende lyd betyder, at der vil blive bombet snart," forklarer hun stoisk. "Når der er luftangreb, ryster alting bare." Pludselig ændrer hendes tonefald sig, og hendes stemme stiger i ophidselse. "Jeg har haft episoder, hvor jeg har måtte gemme mig under sengen eller løbe ud på badeværelset!" Der er et element af vantro i Judys stemme, når hun fortæller; det er næsten som om, disse episoder er fjollede i eftertanken.
Jeg snager lidt mere, mens jeg håber, at jeg ikke har overskredet en grænse og ramt et ømt punkt.
"Engang da jeg var på feltmission, var der luftangreb 250 meter fra, hvor jeg boede. Der troede jeg, at det var ovre — at jeg skulle dø. Jeg skrev endda til min familie hele natten igennem, at jeg ikke ville komme tilbage i live."
"Undskyld, hvor var det?" Jeg er bekymret for, om jeg får afbrudt hendes tankestrøm, men den frygt viser sig at være ubegrundet. "Det var i Hodeidah, 2017. Jeg troede, at jeg skulle dø der. At de ville tage et lig med ud og tilbage til Kampala."
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Der er helt stille. Selv knitren synes at være forsvundet. "Når jeg er hjemme igen, og jeg hører et fly over mig, flyver mine tanker rundt. Jeg bliver nødt til at minde mig selv om, at jeg er i Kampala og ikke i Yemen," siger hun. Hendes smil lammer mig.
Judith "Judy" Lumu har mere end 15 års erfaring med humanitært arbejde og samfundsudvikling. Hun har arbejdet for WFP i 13 år. Hendes opgaver har bragt hende til Yemen, Jordan, Centralasien, Sydsudan, Afghanistan og hendes hjemland, Uganda.
Foruden general fødevareassistance, fokuserer Judy også på integrering af kønsaspektet og katastrofeberedskab.
