Børn af krig
Som 4-årig burde Batol Yahiya hoppe rundt og lege. I stedet ligger hun i en hospitalsseng og modtager behandling for alvorlig fejlernæring. Krigen har sat rammerne for det meste af hendes liv og har frarøvet hende — og omtrent 1,8 millioner andre børn under 5 år — den ernæring, hun har brug for til at vokse og være sund.
Hvert tiende minut dør et barn i Yemen på grund af årsager, som kan forebygges. Fejlernæring gør dem mere modtagelige over for sygdomme — heriblandt kolera — og kan føre til døden, da de svage kroppe giver op.
Mere end tre års krig har skubbet Yemen — som i forvejen er en af de fattigste arabiske lande — ud i en af verdens største sultkatastrofer. To tredjedele af yemenitterne, eller 18 millioner mennesker, ved ikke hvor de skal få deres næste måltid fra. Otte millioner af dem er på grænsen til hungersnød. Kvinder og små børn er dem, der lider mest.
Gaderne hvor børnene plejede at lege, er nu dækkede af murbrokker og ødelagt metal; deres hjem og skoler er ødelagte. Ødelæggelsen af infrastrukturen, den økonomiske krise samt de stigende fødevarepriser — som er steget med mere end 35 procent de seneste år — skubber flere og flere mennesker ud i sult.
Ubarmhjertige kamphandlinger forhindrer leveringen af international assistance, som millioner af yemenitter er afhængige af for at overleve. Over de seneste måneder har WFP assisteret mere end 7 millioner mennesker månedligt. WFP's fødevareassistance består af hvedekorn eller mel, bælgfrugter og vegetabilsk olie. Udsatte kvinder og børn modtager specialiserede ernæringsprodukter.
Blandt ruinerne af det, der engang var 7-årige Ahmeds nabolag i Sa'ada, drømmer han om fremtiden. Han vil gerne være læge. Men en hel generation af yemenitiske børns drømme og håb er i fare for at blive endnu et tab i krigen.
For at holde disse børn sunde og drømmene i live, har WFP startet et skolemåltidsprogram, som sigter mod at levere færdiglavet, ernæringsholdig mad til 600.000 børn henover 2018/2019 skoleåret.
Yemens børn har mistet deres barndom til krig. Det er udelukkende øjeblikkelig og vedvarende fred, som kan give dem muligheden for at vokse op og genopbygge deres land.