FN's World Food Programme glæder sig over fremskridt på væsentlige forholdsregler fra de Sana’a-baserede myndigheder
KØBENHAVN/ROM – FN’s World Food Programme har i dag budt positive tiltag fra de Sana’a-baserede myndigheder velkommen. Tiltag, der sikrer, at humanitær fødevareassistance når frem til de mest udsatte børn, kvinder og mænd i de områder i Yemen, som hører under deres kontrol.
En aftale underskrevet med de Sana’a-baserede myndigheder lørdag 3 august 2019 og de tekniske bilag underskrevet efterfølgende vil gøre det muligt for WFP at etablere en uafhængig og ansvarlig proces, som skal identificere og registrere de familier, der har størst brug for livsnødvendig fødevareassistance.
WFP vil genoptage uddelingen af fødevarer efter højtiden Eid Al Adha. Omkring 850.000 mennesker i Sana’a har ikke modtaget fødevarerationer fra WFP de seneste to måneder.
WFP vil begynde at introducere et såkaldt smart-card styringssystem, som skal registrere de 9 millioner mennesker, der lever i de områder i Yemen, som er under de Sana’a-baserede myndigheders kontrol. Disse vigtige foranstaltninger sikrer beskyttelse af og fortrolighed for de mennesker, vi bistår, samt uafhængighed i forhold til vores humanitære operation.
Den underskrevne aftale skaber de rette rammer for, at WFP’s største operation fungerer på den mest effektive og omkostningseffektive måde. For at sikre dette, har de Sana’a-baserede myndigheder afgivet skriftlig forsikring om, at WFP vil kunne sende de medarbejdere og det udstyr til landet, som er nødvendige for en målrettet udvælgelses- og registreringsproces. WFP’s medarbejdere og vores partnere vil også få uhindret adgang til de områder, hvor vi arbejder. Når udvælgelsen af modtagere og den biometriske registreringsproces er afsluttet, gør aftalen det også muligt for WFP at indføre kontantoverførsler til lokalbefolkningen, så de kan købe fødevarer fra lokale butikker, der hvor det er muligt.
WFP arbejder fortsat utrætteligt for at sikre, at de yemenitiske børn, kvinder og mænd, som sulter, får den fødevareassistance, de har brug for. De seneste tre måneder har WFP fortsat med at øge indsatserne med en målsætning om at sikre livsnødvendig fødevareassistance til 12 millioner mennesker over hele landet hver måned.
Yemen forbliver den mest komplekse og udfordrende humanitære krise i verden. Mere end fire års konflikt har skubbet millioner af yemenitter ud på randen af hungersnød. Nogle indikatorer er begyndt at forbedres i en række hårdtramte områder, hvor WFP har øget hjælpen. Den generelle situation er fortsat skrøbelig og det humanitære samfund må ikke slække på hjælpen nu.
# # #
FN’s World Food Programme – redder liv under katastrofer og forandrer liv for millioner af mennesker gennem bæredygtig udvikling. WFP arbejder i mere end 80 lande i verden, giver fødevareassistance til mennesker fanget i konflikter og katastrofeområder og skaber grundlaget for en bedre fremtid.
Danmark er blandt WFP’s vigtigste donorer af fleksible bidrag. Disse bidrag gør det muligt for WFP at reagere hurtigt og effektivt, når katastrofer indtræffer, finansiere forsømte kriser og dermed sikre, at hjælpen når dem, der har mest brug for den.
Følg os på Twitter WFP_DK & @WFP_Media
For information om WFP på dansk, besøg vores hjemmeside: da.wfp.org