En global fødevarekrise

Omfanget af den nuværende globale sult- og fejlernæringskrise er enorm. WFP anslår - fra 79 af de lande, hvor organisationen arbejder (og hvor data er tilgængelige) - at mere end 345 millioner mennesker står over for høje niveauer af fødevareusikkerhed i 2023. Det er mere end dobbelt så mange som i 2020. Det er en voldsom stigning på 200 millioner mennesker sammenlignet med niveauet før covid-19-pandemien.

Mindst 129.000 mennesker forventes at opleve hungersnød i Burkina Faso, Mali, Somalia og Sydsudan. Desuden risikerer de fremskridt der allerede er gjort med at reducere antallet at gå tabt på grund af manglende finansiering og deraf følgende nedskæringer i assistancen. Det globale samfund må ikke svigte sit mål om at udrydde sult og fejlernæring inden 2030.

WFP står over for flere udfordringer - antallet af akut sultne mennesker fortsætter med at stige i et tempo, som midlerne sandsynligvis ikke kan matche, mens omkostningerne ved at levere fødevareassistance er rekordhøje, fordi priserne på fødevarer og brændstof er steget.  

Uopfyldte behov øger risikoen for sult og fejlernæring. Hvis ikke de nødvendige ressourcer stilles til rådighed, vil prisen være tabte liv og tilbageskridt af hårdt tjente udviklingsgevinster.

Men hvorfor er verden mere sulten end nogensinde? 

Denne voldsomme sultkrise er forårsaget af en livsfarlig kombination af faktorer. 

Konflikter er stadig den største årsag til sult, og 70 procent af verdens sultende mennesker bor i områder der er ramt af krig og vold. Situationen i Ukraine er endnu et bevis på, hvordan konflikter skaber sult - tvinger folk ud af deres hjem, ødelægger deres indtægtskilder og ødelægger landenes økonomier.

Klimakrisen er en af de vigtigste årsager til den voldsomme stigning i global sult.  Klimachok ødelægger liv, afgrøder og levebrød og underminerer folks evne til at brødføde sig selv.  Hvis verden ikke straks handler i forhold til klimakrisen, vil sultkatastrofen være ude af kontrol. 

De globale gødningspriser er steget endnu hurtigere end fødevarepriserne, som fortsat ligger på det højeste niveau i ti år. Virkningerne af krigen i Ukraine, herunder højere naturgaspriser, har yderligere forstyrret den globale gødningsproduktion og -eksport - reduceret forsyningerne, hævet priserne og truet med at reducere høsten. Høje gødningspriser kan forvandle den nuværende krise inden for fødevarepriser til en krise inden for fødevaretilgængelighed, med produktionen af majs, ris, sojabønner og hvede alle falder i 2022.

Omkostningerne er også på et historisk højt niveau: WFP's månedlige driftsomkostninger ligger 73,6 millioner dollars over gennemsnittet for 2019 - en voldsom stigning på 44 procent. Det ekstra, der nu bruges på driftsomkostninger, kunne tidligere have brødfødt 4 millioner mennesker i en måned. I lande som Nigeria, Sydsudan og Yemen står WFP allerede over for svære beslutninger, blandt andet at skære i rationerne for at kunne nå ud til flere mennesker. Det er det samme som at tage fra de sultne for at brødføde de hungerramte.

Fra den mellemamerikanske tørre korridor og Haiti, gennem Sahel, Den Centralafrikanske Republik, Sydsudan og så østpå til Afrikas Horn, Syrien, Yemen og hele vejen til Afghanistan, driver konflikter og klimachok millioner af mennesker til randen af hungersnød. 

Sidste år samlede verden ekstraordinære ressourcer - et rekordstort beløb på 14,1 milliarder dollars til WFP alene - for at tackle den hidtil usete globale fødevarekrise. I lande som Somalia, der har været på randen af hungersnød, stod det internationale samfund sammen og formåede at redde folk. Men det er ikke nok kun at holde folk i live. Vi er nødt til at fat på de grundlæggende årsager til sult.

Konsekvenserne af ikke at investere i resiliensaktiviteter vil give bagslag på tværs af grænser. Hvis lokalsamfund ikke er i stand til at modstå chok og stress, kan det resultere i øget migration og mulig destabilisering og konflikt. Den seneste historie har vist os dette: Da WFP løb tør for midler til at brødføde syriske flygtninge i 2015, havde de intet andet valg end at forlade lejrene og søge hjælp andre steder, hvilket forårsagede en af de største flygtningekriser i nyere europæisk historie.

WFP's arbejde med at ændre liv hjælper med at opbygge menneskelig kapital, støtte regeringer i at styrke sociale beskyttelsesprogrammer, stabilisere samfund i særligt usikre områder og hjælpe dem til bedre at modstå pludselige chok uden at miste alle deres aktiver. 

På bare fire år med Sahel Resilience Scale-up har WFP og lokalsamfundene forvandlet 158.000 hektar ufrugtbare marker i Sahel-regionen i fem afrikanske lande til landbrugs- og græsningsarealer. Over 2,5 millioner mennesker har draget fordel af de integrerede aktiviteter. Beviser viser, at folk er bedre udstyret til at modstå sæsonmæssige chok og har forbedret adgang til vitale naturressourcer som jord, de kan arbejde på. Familier og deres hjem, ejendele og marker er bedre beskyttet mod klimarisici. Støtten fungerer som en buffer mod ustabilitet ved at bringe folk sammen, skabe sociale sikkerhedsnet, holde jorden produktiv og tilbyde jobmuligheder - hvilket alt sammen er med til at bryde sultens onde cirkel.

Som et andet eksempel beskytter WFP's førende mikroforsikringsprogram - R4 Rural Resilience Initiative - omkring 360.000 landbrugs- og hyrdefamilier mod klimarisici, der truer afgrøder og levebrød i 14 lande, herunder Bangladesh, El Salvador, Etiopien, Fiji, Guatemala, Kenya, Madagaskar og Zimbabwe. 

Samtidig samarbejder WFP med regeringer i 83 lande om at styrke eller opbygge nationale sikkerhedsnet og ernæringsfølsom social beskyttelse, hvilket giver os mulighed for at nå ud til flere mennesker, end vi kan med akut fødevarehjælp.

Humanitær bistand alene er dog ikke nok. En koordineret indsats på tværs af regeringer, finansielle institutioner, den private sektor og partnere er den eneste måde at mindske en endnu mere alvorlig krise i 2023. God regeringsførelse er den røde tråd, der holder samfundet sammen, så menneskelig kapital kan vokse, økonomier kan udvikle sig, og mennesker kan trives.  

Verden har også brug for et dybere politisk engagement for at nå nul sult. Kun politisk vilje kan afslutte konflikter i lande som Yemen, Etiopien og Sydsudan, og uden en fast politisk forpligtelse til at begrænse den globale opvarmning, som fastsat i Paris aftalen, vil de vigtigste årsager til sult fortsætte.