Skip to main content

FN's World Food Programme (WFP) står til enhver tid i frontlinjen i kampen mod sult. Tusindvis af dedikerede medarbejdere bruger deres ekspertise og alle de midler, de har til rådighed - lastbiler, fly, skibe, helikoptere og endda amfibiekøretøjer - til at sikre at store mængder fødevarer og andre vigtige varer når frem til dem der har mest brug for dem.

Med 60 års erfaring med at levere fødevarebistand i nogle af verdens mest fjerntliggende og usikre regioner er WFP en privilegeret partner i forbindelse med humanitære indsatser og i stigende grad også i bestræbelserne på at nå verdensmålene.

Vi samarbejder med regeringer og ngo'er, med leverandører og lokalsamfund. Vi engagerer virksomheder og små landbrugere. Vi investerer i lokale økonomier, markeder og den private sektor.

Ved at prioritere lokale virksomheder og nationale respondenter så meget som muligt, både i forbindelse med vores nødhjælpsbistand og vores projekter til opbygning af modstandsdygtighed, bidrager vi til mere bæredygtige landbrugssystemer, mere dynamiske detailhandelssektorer og mere robuste transportnetværk. Gennem vores forsyningskæde bruger vi mere end 13,7 mia. DKK i de lande hvor vi opererer og lukker hullerne i de lokale forsyningskæder, hvor der er behov for det.

I transaktioner der involverer kontanter, hjælper vi med at optimere transport- og storkøbsstrategier hos vores detailhandlere, så de kan reducere omkostningerne og hyldepriserne. Det betyder en stigning i købekraften hos både vores modtagere og lokalbefolkningen, så de kan købe flere - og mere næringsrige - fødevarer. Vores planlægnings-, indkøbs- og leveringsstrategier udnytter donorernes ressourcer bedst muligt og bidrager til at professionalisere de kommercielle markeder og dermed til at fremme den økonomiske vækst.

WFP stiller også denne globale kapacitet og ekspertise til rådighed for FN-agenturer, ngo'er og regeringer.

Vi tilbyder fælles tjenester, som gør det muligt for vores partnere at nå ud til dem der har brug for hjælp. UNHAS, FN's eneste humanitære luftfartstjeneste, sørger for sikker og troværdig transport for nødhjælpsarbejdere; UNHRD køber, opbevarer og sender nødhjælpsforsyninger til partnere fra sine globale knudepunkter; og Logistics Cluster sørger for koordinering og informationsstyring under nødhjælpsaktioner og letter adgangen til fælles logistiktjenester.

Samtidig med at vi perfektionerer redskaberne til nødhjælp, fortsætter vi med at lukke afstanden mellem den humanitære indsats og udviklingsindsatsen. Sammen med regeringer og andre partnere søger vi bæredygtige løsninger på de grundlæggende årsager til kriser, investerer i mere levedygtige markeder og fremmer stærkere kommercielle sektorer.