Mit håb: En mors følelsesmæssige rejse gennem Syrien
En syrisk kvinde, der blev slået omkuld over tabet af sin mand, finder styrke i at genopbygge sit liv og støtte sine børn gennem arbejdet på en af de fabrikker, WFP støtter.
, FN's World Food Programme
Vi har en tendens til at tænke på konflikt i form af fakta. For eksempel antallet af døde under krigen i Syrien. Eller hvordan mere end 8 års ødelæggelse har efterladt trefjerdedele af den syriske befolkning i ekstrem fattigdom, mens mere end 6 millioner mennesker fortsat er internt fordrevne.
Men en gang imellem møder vi et menneske, som minder os om, at konflikt også er en følelsesmæssig rejse, der definerer vores liv. Dima Hussein, enke og mor i tyverne, gennemgik over de sidste år et virvar af følelser — en rejse gennem frygt og tab, hjertesorg og benægtelse, beslutsomhed og til sidst selvtillid og selvstændighed.
Jeg mødte Dima på en lokal fabrik, hvor hun hjælper med at tilberede friske måltider til skolebørn som del af et af World Food Programmes projekter i Syrien. I to år har moren til tre små børn arbejdet for at forsørge sin familie og sende sine børn i skole.
Dima står for enden af samlebåndet og pakker sandwichene pænt sammen i hånden. Hendes hurtige og mekaniske arbejde gav indtryk af en målrettethed, som tiltrak min opmærksomhed. Sådan lærte jeg, at hun ikke altid har været så selvsikker og beslutsom, som hun er i dag.
Da krigen brød ud i Syrien, boede Dima i Zabdiya — et boligområde i den sydøstlige del af Aleppo. I begyndelsen af konflikten var hun fanget sammen med sin familie i den bygning, de boede i. Bange for at gå ud i gaderne, der hærgedes af kampe.
"Vi kunne knap nok holde os i live," sagde Dima, hvis mand var så bange for hendes og børnenes liv, at han bad hende om at blive indenfor, uanset hvad der skete. "En aften fortalte han mig, at hvis der skulle ske ham noget — selv hvis jeg så ham ligge død på gaden — måtte vi ikke gå derud." Den næste dag tog han afsted for at købe mad på markedet men blev dræbt på vej tilbage.
Dima blev dybt påvirket af sin mands død: "Det var som at få en kniv i hjertet. Han var rar og omsorgsfuld," sagde Dima med tårevædede øjne.
Konflikten har påvirket alle syreres liv, men kvinder har skulle bære en tungere byrde for at overleve. Mange har mistet deres mænd og blevet forsørgeren for store familier. Med en arbejdsløshed på 50 procent er det svært for kvinder at finde et job. Det er endnu sværere for dem, der aldrig har arbejdet før og som var afhængige af deres mænd.
"I starten havde jeg ondt af mig selv, hver gang en nabo kaldte mine børn forældreløse."
Dima led et andet tab, da hun måtte forlade sit hjem i Zabdiya for at flytte til et mere sikkert område i Aleppo. Hun var nødt til at stole på sine naboers barmhjertighed og støtte for at kunne tage sig af sine børn. Hun blev mere rastløs og fik det dårligere med det for hver dag, der gik, hvor hun blev genstand for folks medlidenhed.
"I starten havde jeg ondt af mig selv, hver gang en nabo kaldte mine børn forældreløse," sagde hun. I Syrien bliver børn, der har mistet deres far, betragtet som forældreløse, fordi det traditionelt set er mændene, der er familiens forsørgere.
"Det efterlod en bitter smag i munden, at den mad, jeg spiste, var et resultat af andres medlidenhed. Jeg var fast besluttet på at få stoppet mit og mine børns behov for velgørenhed."
Dimas beslutning ledte hende til at kigge efter et arbejde. Det fandt hun på sandwichfabrikken, hvorfra 52 andre enker får en stabil indkomst.
Med sin første løn på omkring 77.000 syriske pund (ca. 1.180 kroner) købte Dima en fodbold, som børnene kunne lege med samt skoleartikler. "Jeg blev overbevidst om, at jeg kunne tage mig af mig selv og børnene. Jeg var ikke længere afhængig af velgørenhed, og det gav mig en grad af værdighed."
Nu er Dimas selvtillid drevet af at dække sine børns behov. Hun bruger sin hårdt tjente indkomst på at købe mad, skoleartikler og legetøj. "Min første løn havde stor betydning. Med den købte jeg en fodbold til dem," griner hun. "At have mine egne penge har gjort mig stolt af at være mor og familiens forsørger."
World Food Programme (WFP) og vores partnere giver fortsat nødhjælp til mere end 3 millioner af de mest sårbare mennesker i Syrien, men vi har også projekter, der hjælper syrere med at genopbygge deres liv. Det gavner mange syriske kvinder som Dima. Programmerne har støttet kvinder, som pludselig stod i en position, de traditionelt ikke har haft — inden for økonomi, på arbejdsmarkedet og som familiens forsørger.
"Maden smager bedre nu, hvor jeg kan give mine børn mad takket være min løn i stedet for folks velgørenhed."
I dag er syriske pund kun en tiendedel værd af det, de var i 2011. Derfor bruger familier nu mere end 80 procent af deres indkomst på mad. Mens de fortsat er afhængige af udenlandsk bistand til at dække deres basale behov — mad, vand og husly — har de brug for mere end nødhjælp, hvis de skal blive produktive medlemmer af samfundet igen.
"Maden smager bedre nu, hvor jeg kan give mine børn mad takket være min løn i stedet for folks velgørenhed," slutter Dima.
