Indsatsen for at redde og forandre liv
Hvert år den 19. august hylder World Humanitarian Day de mennesker, som dedikerer — og nogle gange ofrer — deres liv for humanitært arbejde. FN's World Food Programme's (WFP) medarbejdere over hele verden fortæller, hvad det betyder at arbejde for at redde liv og gøre en forskel for millioner af mennesker hver dag.
, FN's World Food Programme
"Hver gang jeg ankommer til en skole for at levere fødevarer til skolemåltider, bliver jeg mødt af glade børn, som råber 'Grød! Grød! Grød'!" — Stanley, Chauffør i Malawi
"Jeg har mere end tre gange prøvet at overnatte på vejen, når min lastvogn sad fast i mudderet, eller når vejene har været ufremkommelige på grund af dårlige forhold. Men jeg bliver altid opmuntret, når jeg ankommer til en skole for at levere fødevarer til skolemåltider. Jeg bliver mødt af glade børn, som råber 'Grød! Grød! Grød'!"
Når jeg leverer fødevarer eller særlige ernæringstilskud til hospitaler, bliver jeg altid mødt af lettelse fra både personale og patienter. Det motiverer mig til at arbejde hårdt. Jeg føler mig nyttig og er glad for at kunne hjælpe folk i nød.
Min lastvogn sad fast fire gange i dag. Det regnede i går, så der er meget glat, men blandt kollegaer hjælper vi hinanden. Vi ved, at der er mennesker, som venter på os, og det giver os styrke til at fortsætte.
Min kone og børn ved hvad mit arbejde indebærer. De ved, at hvis jeg kommer sent hjem, når det er blevet mørkt, så er det fordi jeg har haft en hård dag i felten. De har lært at leve med det."
"At forsøge at være menneskelig i situationer med stor umenneskelighed har været den største udfordring." — Marwa, talskvinde i Syrien
"At forsøge at være menneskelig i situationer med stor umenneskelighed har været den største udfordring. Når jeg taler med ofre og hører om deres kampe, deres tab og deres evige håb, så føler jeg, som alle mennesker ville føle: vrede, vantro og fortvivlelse. Mine oplevelser fra områder med igangværende konflikter har lært mig, at det er disse følelser, som gør os til mennesker og giver os muligheden for at relatere til dem, som vi forsøger at hjælpe. Det gør mig ydmyg, fordi jeg erkender, at det kunne have været mig, der var en af disse forældre, en af disse børn, en af disse søskende eller ægtefæller, hvis jeg tilfældigvis var født et andet sted. Jeg prøver at få den følelse med i alle mine historier, så vores læsere kan genkende sig selv i de personer, hvis historier vi deler og måske også føle sig motiveret til at hjælpe ved at give et bidrag.
Jeg vil aldrig glemme, da jeg kom til Douma den 15. marts i år, årsdagen for den syriske opstand for syv lange år siden. Alle i den belejrede by — unge som gamle — tiggede mig og mine andre kolleager om at tage dem med ud. Ingen trøstende ord kunne berolige menneskerne i Douma, og det knuste mit hjerte at opleve begrænsningerne for vores humanitære mission.
Det gør mig også ondt at se vores fælles arv i ruiner. At besøge byer på tværs af Syrien, som plejede at være centrum for store virksomheder, og så se dem ødelagte nu er hjerteskærende, fordi med tabet af dem mistede folk også deres hjem, levebrød og historier.
"Jeg kan genkende mig selv i flygtningene på grund af de ting, jeg selv har oplevet." — Liberée, Tilsynsmedarbejder, Rwanda
"Jeg havde en stor familie; forældre, søskende, bedsteforældre, fætre og kusiner. Mange af dem døde under folkemordet. Jeg så mine forældre og brødre blive dræbt for øjnene af mig. Det har ikke været let for mine søstre og mig at vende tilbage.
I dag er det anderledes. I dag søger folk tilflugt i Rwanda fra de samme lande, som os fra Rwanda flygtede til for 24 år siden. Jeg kan genkende mig selv i dem på grund af det, jeg selv har oplevet. Jeg har en dybere forståelse af, hvad de går igennem og for deres overlevelse i lejrene. Vi kan hjælpe med fødevareassistance og sikre os, at deres basale behov er dækkede. Men livet i lejrene er stadig udfordrende og forskelligt fra hjemlandene.
Jeg kan godt lide at hjælpe mennesker og arbejde med humanitært arbejde — særligt når jeg kan løse et problem for nogen og dermed gøre deres liv lidt lettere. Siden jeg var lille, har jeg haft lyst til at hjælpe mennesker i nød.
Minderne fra folkemordet og alle de mennesker i nød, har motiveret mig til at arbejde for WFP. Som de fleste fra Rwanda har jeg fået hjælp fra WFP og husker de højenergikiks, som skolebørn stadig modtager i dag.
"Det føles godt at hjælpe andre, efter selv at have modtaget hjælp fra WFP" — Garang, Logistik Assistent, Sydsudan
"Jeg hørte om WFP og FN for første gang i 1998. Borgerkrigen intensiverede, og min familie og jeg blev fordrevet. Fødevarer var sparsomme, og der blev erklæret hungersnød. Der var ingen mad. Jeg så mennesker som sultede, og jeg var stadig bare en ung dreng. Det var en virkelig forfærdelig oplevelse for mig at se, hvordan folk led og sultede… lige ved siden af dig. Jeg husker, at WFP plejede at sende os vignabønner, bønner og hvede — kun via nedkastning fra fly — fordi vejene var utilgængelige på grund af regnen.
Jeg kom til WFP Sydsudan i 2014 som logistik assistent. Jeg har det godt med at hjælpe andre og få forsendelsen til de rigtige steder.
Engang sendte vi et hold afsted, og en af mine koordinatorer for vores nedkastningsområde ringede til mig og forklarede at menneskerne led, og anmodede om at få en nedkastning leveret hurtigst muligt, så folk ikke ville sulte.
Da han fortalte mig det, genkaldte jeg, hvad vi var udsat for dengang. Jeg mødtes med luftfartsenheden og insisterede på, at vi skulle hjælpe hurtigst muligt. Det blev gjort, og efterfølgende spurgte de lokale myndigheder vores nedkastningskoordinator: 'Hvem er denne Garang? Sig mange tak til ham fra os.'"
"Min første prioritet er at lytte til folk." — Daniela, Ingeniør, Bangladesh
"At være kvindelig ingeniør i felten er svært, fordi denne sektor stadig i høj grad er mandsdomineret, og folk antager, at man som kvinde ikke har nok erfaring. At arbejde steder, hvor kvinder ikke engang er synlige, er hårdt.
Som kvinde føler jeg, at jeg har en anden empati for de samfund vi arbejder med, og det gør en kæmpe forskel. Når jeg ankommer, er min første prioritet at lytte til folk samt til vores entreprenører, for at forstå hvad de har af behov, hvad de vil have og hvordan vi bedst kan samarbejde. Så sent som i dag sad jeg med dem, som arbejder i den nye logistik-hub vi bygger i Kutupalong lejren. De tilbød mig et glas koldt vand og fortalte, gennem min tolk, om deres familier og deres børn — og det skaber en forbindelse.
Mit team er centralt for at hjælpe WFP med at levere fødevareassistance og nødhjælpsforsyninger, og også at støtte lokalsamfundene i at opbygge langsigtet modstandskraft, så de kan brødføde sig selv. Jeg kan godt lide, at mit arbejde har en direkte indflydelse. Jeg arbejder altid hårdt for at løse en opgave. Uanset hvor jeg er, sikrer jeg mig, at vi giver lokalsamfundene den nødvendige kapacitet til at forbedre deres hjem, deres levebrød, bygge skoler og hjælpe deres børn, så de ikke har brug for vores støtte længere.
Artiklen er skrevet med bidrag fra Alessandro Abbonizio, Marwa Awad, Jonathan Eng, Shelley Thakral og Francis Thawani.
