Skip to main content

2019 - The State of Food Security and Nutrition in the World (SOFI): Safeguarding against economic slowdowns and downturns

https://docs.wfp.org/api/documents/WFP-0000106760/download/

For tredje år i træk stiger antallet af mennesker i verden, som sulter. Sidste år var der 821 millioner kronisk underernærede mennesker i verden, hvilket er en stigning fra 811 mio. året før. 1 ud af 9 lider af sult. Afrika er det område i verdenen med den største forekomst af sult - der er 1 ud af 5, som sulter i Afrika. Niveauet af sult stiger også i den vestlige del af Asien. 



Efter flere årtiers fremgang understreger stigningen i sult endnu engang, hvor stor en udfordring det er at nå verdensmålet, stop sult, inden 2030. Antallet af mennesker i verden, der sulter, er nu på samme niveau, som det var for næsten et årti siden. I øjeblikket er verden ikke på rette vej, når det kommer til at nå verdensmålene om at stoppe sult og sikre at alle har adgang til mad. 



Konflikt og klimarelaterede katastrofer er hovedårsagerne til sult. Dette års rapport har et særligt fokus på økonomisk afmatning. Sult stiger i mange lande, hvor der er en økonomisk nedtur eller stilstand - især i middelindkomst lande. Den største trussel findes, hvor der er en kombination af de forskellige faktorer – konflikt, klimaforandringer og økonomisk afmatning.

Om publikationen: ”The State of Food Security and Nutrition in the World” (SOFI) er en årlig rapport, der er udarbejdet af FAO, IFAD, UNICEF, WFP og WHO for at informere om fremskridt med at stoppe global sult, opnå fødevaresikkerhed og forbedre ernæringen. Rapporten giver en dybdegående analyse af de centrale udfordringer, verden står over for, når det kommer til nå dette mål inden rammerne af Verdensmålene. Den er rettet mod et bredt publikum, herunder politiske beslutningstagere, internationale organisationer, akademiske institutioner og offentligheden.