Hvad har detailhandel at gøre med humanitært arbejde?
I 2019 domineres nyheder om detailhandlen af emner som omni-channel, den omkostningsbevidste forbruger, den miljøvenlige forbruger, brugen af blockchain-teknologi og hvem der overtages af Amazon næste gang.
Der skrives sjældent om de små butikker, der styrer markederne i flygtningelejre. Endnu sjældnere skrives ordene 'humanitært arbejde' og 'detailhandel' i samme sætning.
Så hvad har detailhandel at gøre med humanitært arbejde?
Fra fødevarehjælp til fødevareassistance Sidste år gav FN's World Food Programme (WFP) kontantoverførsler til sårbare individer i 62 lande til en værdi af 11,15 milliarder kroner. Det betyder, at for 35% af den assistance WFP giver, er folk afhængige af de lokale markeder.
"Der er ingen chance for at stoppe sult uden bæredygtige markeder. Så simpelt er det."
At skabe effektive, pålidelige og modstandsdygtige markeder og udvikle detailsektoren er en af de måder, WFP sikrer, at de mennesker vi bistår og lokalbefolkningen får mere værdi for pengene f.eks. i form af bedre ernæring, priser, kvalitet og service. Som WFP's chef for forsyningskæden: kontanter og markeder, Ludovic Salen, siger: "Der er ingen chance for at stoppe sult uden bæredygtige markeder. Så simpelt er det."
Her vil vi besvare de mest typiske spørgsmål, om hvad en humanitær organisation som WFP gør i detailhandlen. Hvad ved en humanitær organisation om detailsektoren? WFP har mere end 50 års erfaring med at levere fødevarer til de mest afsides steder i verdenen. I 2017 leverede WFP 3,8 millioner tons fødevarer til 71 lande. For at gøre dette muligt, har vi omfattende erfaring med at kortlægge varekæder fra oprindelsespunktet gennem forskellige havne, leverandører, varehuse og hele vejen til de mennesker vi bistår. Vi anvender præcis samme koncept i detailhandlen — pånær at vi her kortlægger hvilke produkter, vores støttemodtagere køber fra butikken og sporer det tilbage til oprindelsesstedet. Ineffektive forsyningskæder har en direkte indflydelse på et produkts pris for forbrugerne. Ifølge et studie er priserne i de butikker, WFP har aftaler med i Libanon, 5 procent lavere end den gennemsnitlige markedspris. Det gjorde, at folk havde ca. 42,6 millioner kroner mere til rådighed til at brødføde deres familier.
Hvilke detailhandlere samarbejder WFP med? Og hvem driver egentlig butikkerne? WFP arbejder med over 4200 detailhandlere i 35 lande. Butikkerne varierer i størrelse fra et stort supermarked i Jordan — ikke meget anderledes end dem, du måske handler i herhjemme — til en familieejet butik i en flygtningelejr.
De fleste af butikkerne er drevet af den lokale befolkning. I Kalobeyei, som er en ny lejr ved siden af Kakuma (en af verdens største flygtningelejre, der ligger i Kenya) er butikkerne ejet i fællesskab af kenyanere og flygtninge. At sikre integration mellem værtssamfundet og flygtningelejren er vigtigt for Kenyas regering, som fortsætter samarbejdet med WFP om at engagere detailhandlen.
"I begyndelsen da vi startede den her virksomhed i Kalobeyei, frygtede vi faktisk flygtningene, men nu er de vores venner. Vi snakker sammen," siger Jackline Nekesa Wafula. Hun er en af de lokale kenyanske detailhandlere, som er ansat af WFP i Kalobeyei-lejren i Turkana-regionen. Hun tilføjer: "Jeg har fem medarbejdere i butikken — tre er flygtninge, og to er kenyanere." Hvad tilbyder WFP detailhandlere? Udover at hjælpe dem med at analysere og optimere deres forsyningskæder, giver WFP uddannelse til detailhandlere i forskellige emner som f.eks. forhandling, planlægning af sortiment, prognose over efterspørgsel, kundeservice og meget mere.
Fordelene er tydelige. "Normalt køber og sælger vi kun. I slutningen af måneden opdager vi, at vi mister penge, men vi ved ikke hvorfor. Med den her uddannelse lærer vi mere omkring vores virksomheder," siger en butiksejer fra Nakivale-lejren, som har deltaget i en uddannelse af WFP om bankvirksomhed.
Gennem WFP's uddannelse lærer detailhandlere, hvordan de bedre kan bestyre deres virksomheder og i sidste ende give bedre priser, bedre service og mere nærende produkter til de mennesker vi bistår og lokalsamfundet.
Er det bæredygtigt? Ja. Helt essentielt er formålet med vores arbejde inden for detailhandel at give støtte til landene, så de kan skabe de bæredygtige markeder, de har brug for til at blive selvforsynende. Vi arbejder målrettet fra starten af på at lægge en plan for overførsel af viden til værtslandene og lokalbefolkningen. På den måde er strukturerne på plads for, at de kan blive selvforsynende.
Hvad vil skabe overskrifter for detailhandlere i den humanitære sektor i år? Lange køer er måske en ting, som hører til fortiden på markeder, hvor der er AmazonGo-butikker. Men i Cox's Bazar i Bangladesh, som er hjem for omtrent 900.000 flygtninge, venter folk ofte op mod 40 minutter i kø for at købe gennemsnitligt seks ting. 80% af deres penge bruges på ris, efterfulgt af olie, æg, løg og sukker. Det prøver WFP at lave om på. Inden slutningen af 2019, planlægger WFP at bygge 13 ekstra butikker i Cox's Bazar, så der i alt vil være 21 butikker. Sammen med andre detailinitiativer såsom uddannelse i fødevarekvalitet, vil dette give bedre service, produkter og priser til de familier, som bor i flygtningelejrene.
Efter 8 års konflikt i Syrien er landets genopbygning begyndt. Detailinitiativer er en af måderne, hvorpå WFP arbejder mod at hjælpe Syrien med at komme på fode igen.
WFP arbejder i øjeblikket med 72 detailhandlere i hele landet for at udvikle en pålidelig forsyningskæde bestående af en række ernæringsrige fødevarer til en god pris. Det vil skabe en model, som kan genbruges hurtigt og implementeres i de ekstra butikker, som det kræves for at betjene de mere end 3 millioner mennesker, som er fødevareusikre.
Derudover udvikler WFP også en "Madbil" i Syrien, der bringer friske fødevarer til folk i områder, der er svære at nå frem til. Det sikrer, at ingen i landet bliver glemt.