12 ting du ikke vidste om FN’s World Food Programme
Dette års modtager af Nobels Fredspris i billeder
Af Paul Anthem, Simona Beltrami og Mert Er
Verdens største humanitære organisation — der arbejder sammen med andre FN-organisationer, partnere og donorer — er blevet tildelt Nobels Fredspris 2020. Her er 12 ting, du måske ikke vidste om os:
1. WFP er verdens største humanitære organisation. Vi hjælper 100 millioner mennesker i 88 lande.
2. Hver dag har vi op til 5.600 lastbiler, 30 skibe og 100 fly på farten, der leverer mad og anden hjælp til nogle af de mest afsidesliggende og udfordrede steder i verden.
3. WFP arbejder i frontlinjen og sætter ind over for katastrofer forårsaget af konflikt, klimachok, pandemier og andre nødsituationer. Vi håndterer igangværende katastrofer i 20 lande og regioner, hvoraf størstedelen er drevet af konflikt.
4. Vi leverer skolemåltider til 17,3 millioner børn og forbedrer derved både deres ernæring og deres adgang til en potentielt livsændrende uddannelse. Siden 1990 har vi opbygget nationale regeringers kapacitet, og mere end 40 regeringer har nu overtaget skolemåltidsprogrammerne.
5. Bidrag til WFP er steget i de seneste år, og i 2019 nåede vi et rekordhøjt niveau på DKK 50,4 mia. Vi har dog stadig et underskud på DKK 25,8 mia. Det stadig stigende behov for assistance kombineret med de høje omkostninger ved at hjælpe mennesker, der befinder sig i langtrukne konflikter, klimarelaterede katastrofer og coronaviruspandemien betyder, at vi mere end nogensinde før har brug for øget økonomisk støtte.
6. WFP forbinder småbønder med markeder i mere end 40 lande. I 2019 købte vi for DKK 234,2 mio. mad fra småbønder, som producerer størstedelen af verdens mad.
7. I 2019 blev 127.000 hektar land dyrket og 7.000 hektar skov plantet under WFP's Food Assistance for Assets-initiativ, som forbedrer folks langsigtede fødevaresikkerhed og modstandsdygtighed over for klimaforandringer.
8. I 2019 uddelte WFP mere end 4,2 mio. tons fødevarer, svarende til 840.000 asiatiske elefanter.
9. Mere end tre fjerdedele af den mad, vi køber, kommer fra udviklingslande, hvilket sparer tid og penge på transport og hjælper med at understøtte og styrke lokale økonomier.
10. WFP er den største distributør af kontantoverførsler i det humanitære samfund. I 2019 blev der ydet DKK 13,2 mia. i kontantoverførsler i 64 lande. Kontantoverførsler øger valgmuligheder for de mennesker, vi assisterer, og styrker lokale markeder.
11. WFP hjælper 15 lande med at forudsige ekstreme vejrfænomener og udløse forebyggende handling, før sårbare familier rammes af katastrofer. Kontantoverførsler forud for oversvømmelser, tørker og storme gør det muligt for udsatte mennesker at evakuere ejendele og husdyr, styrke deres landbrug og købe fødevarer, frø og anden katastrofehjælp, , så de er bedre forberedt på at håndtere en fødevarekrise.
12. Flere end 50% af de mennesker, som WFP assisterer, er kvinder og piger. I 2019 var 60% af deltagerne i WFP's R4 Rural Resilience-initiativ kvinder. Det betød, at 56.10o kvinder i syv lande blev bedre til at håndtere deres klimarisici gennem forsikringspolicer, der beskytter dem mod en række risici.