Skip to main content

COVID-19 og Nobels fredspris – tilbageblik på et praktikforløb ud over det sædvanlige

FN’s World Food Programme (WFP) er den største humanitære organisation i verden og assisterer 100 millioner mennesker i 88 lande. WFP har 20.000 medarbejdere over hele verden og tilbyder derudover meningsfulde og interessante praktikforløb for studerende og nyuddannede. I denne artikel deler Pinja Front, Kit Christoffersen og Erica Fahlström – praktikanterne på WFP’s Nordiske Kontor i efteråret 2020 – deres tanker om praktikken, som både bød på måneder præget af hjemmearbejde, men også det vigtige øjeblik i WFP’s historie, da organisationen blev tildelt Nobels fredspris.

Da vi i august 2020 for første gang ankom til FN Byen i København, så COVID-19-situationen lysere ud i Danmark end andre steder i verden. Rejserestriktionerne mellem de nordiske lande var netop blevet lempet, og selvom der ganske vist stadig var nogle begrænsninger i FN Byen, såsom nedsat kapacitet blandt personalet på stedet og aflysning af fysiske begivenheder, kunne tingene alligevel betragtes som ret normale i denne ellers så unormale tid.

I løbet af vores praktikforløb så vi en lang række restriktioner, store som små, blive genindført, og det kulminerede i, at vi blev hjemsendt fra kontoret. COVID-19-pandemien var dog ikke det eneste, der gjorde denne praktikperiode bemærkelsesværdig. Vi var tilfældigvis også en del af WFP-teamet i det historiske øjeblik, da WFP blev tildelt Nobels fredspris – for sine bestræbelser på at bekæmpe sult, for sit bidrag til at forbedre forholdene for fred i konfliktramte områder og for at fungere som en drivkraft i bestræbelser på at forhindre brugen af ​​sult som et våben i krig og konflikt.

Dagen, hvor WFP blev tildelt fredsprisen, er en dag, vi sent vil glemme. Bekendtgørelsen kom i høj grad bag på os, og dagen endte med at være den mest hektiske arbejdsdag, nogen af os nogensinde har prøvet. I den første time efter annonceringen stoppede telefonerne på kontoret ikke med at ringe.

Men hvordan har både pandemien og fredsprisen mere præcist påvirket vores arbejde og opgaver som praktikanter på WFP’s Nordiske Kontor?

WFP’s Nordiske Kontor er beliggende i FN-byen i København, og det er et ganske lille kontor i betragtning af, at WFP har 20.000 medarbejdere på verdensplan. Det Nordiske Kontor fungerer som et bindeled mellem de nordiske lande og WFP's hovedkvarter, regionale kontorer og landekontorer. Derudover har det til opgave at kommunikere omkring de resultater, som er opnået i samarbejde med WFP’s nordiske regeringspartnere, og derved sikre politisk og offentlig støtte for at opnå Verdensmål 2: Stop Sult. Der har formentlig aldrig været en vanskeligere eller bedre tid at gøre netop det. COVID-19-pandemien har bragt sult og ulighed i verden i fokus, og Nobels fredspris gav et ansigt til de næsten 700 millioner mennesker, der lever med sult, og var med til at udbrede viden om det arbejde, WFP gør for at nå ud til og assistere 100 millioner mennesker i 88 lande. Under vores praktikforløb har vi blandt andet kunnet mærke dette i kraft af øget mediebevågenhed omkring sultproblemer og WFP’s arbejde. Men på samme tid er forekomsten af sult rundt om i verden i stigning som følge af pandemiens konsekvenser, konflikter og klimaændringer. De humanitære behov er historisk høje – og WFP har brug for mere støtte end nogensinde før for at kunne nå ud til 138 millioner mennesker; det største antal i organisationens historie.

Som praktikanter på WFP’s Nordiske Kontor støtter vi organisationens kommunikations- og advocacy-arbejde ved at kommunikere om WFP's aktiviteter, Verdensmål 2 og de vigtige partnerskaber med vores nordiske regeringspartnere, der er nøglen til, at WFP kan udføre sit livreddende arbejde. Vi kommunikerer hovedsageligt på de nordiske sprog og til det nordiske publikum. Nedenfor følger et par højdepunkter fra vores tid som praktikanter i WFP på dette ekstraordinære tidspunkt i organisationen.

Hvad har været det mest mindeværdige øjeblik i praktikforløbet?

Pinja
Pinja har været den finske praktikant på WFP’s Nordiske Kontor og har en kandidat i udvikling og internationalt samarbejde på Jyväskylä Universitet i Finland.

Pinja: Det er svært ikke bare at sige "Nobels fredspris," da det var sådan en stor ting, men jeg vil nævne et mere specifikt øjeblik fra den dag, det blev bekendtgjort, at vi var blevet tildelt fredsprisen. På et tidspunkt hen under aftenen satte vi os sammen for at reflektere over en ekstraordinær arbejdsdag, der havde budt på opgaver lige fra oversættelse af pressemeddelelser med korte tidsfrister og udarbejdelse af tweets til retweeting af lykønskningstweets og besvarelse af telefonopkald. Dette øjeblik var præget af lettelse ovenpå en lang dag, men det var også et øjeblik, hvor jeg følte en enorm taknemmelighed for at kunne være en del af sådant et vigtigt øjeblik i WFP’s historie. At spise middag og diskutere dagens begivenheder sammen med mine fantastiske kolleger var en perfekt afslutning på en dag ud over det sædvanlige.

Erica
Erica har været den svenske praktikant i WFP’s Nordiske Kontor. Hun har en bachelorgrad i globale studier fra Göteborg Universitet og har for nyligt færdiggjort en kandidatuddannelse i journalistik ved Södertörn Universitet i Stockholm

Erica: Som Pinja siger, er det naturligvis vanskeligt at finde et bestemt øjeblik eller en bestemt dag, der har været mere uforglemmelig, end da det blev annonceret, at vi var blevet tildelt fredsprisen. Det var bare en vild dag fra start til slut, især fordi det kom som en kæmpe overraskelse for os. Jeg vil dog vælge at fremhæve noget andet, som også har været mindeværdigt for mig, for det at være i praktik i en FN-organisation, har været en fed oplevelse for mig, da FN-systemet – med sit fokus på internationalt samarbejde og menneskerettigheder – har interesseret mig længe. Før vi startede, havde jeg aldrig været i FN Byen i København, og det er et meget specielt sted, hvor så mange FN-agenturer, som alle arbejder med forskellige verdensmål, har kontor. WFP's kontor er for eksempel placeret tæt på kontorer for UNFPA, UN Women, UNDP og IOM. Det er uheldigt, at vores praktikforløb har fundet sted under COVID-19-pandemien, da det har betydet, at aktiviteter i bygningen og netværk med andre praktikanter har været begrænsede. Men alligevel har det været dejligt at opleve et sådant internationalt arbejdsmiljø.

Kit har været den danske praktikant på WFP’s Nordiske Kontor og læser på kandidatuddannelsen International Business Communication på Copenhagen Business School.
Kit har været den danske praktikant på WFP’s Nordiske Kontor og læser på kandidatuddannelsen International Business Communication på Copenhagen Business School.

Kit: Jeg tror ikke, at noget rigtigt kan overgå det at blive tildelt Nobels fredspris, men et andet tidspunkt i løbet af vores praktikforløb, som bestemt også har været mindeværdigt, var da WFP's eksekutivdirektør David Beasley besøgte København i efteråret. Dette skete kort tid efter annonceringen af fredsprisen, og på trods af hans meget travle tidsplan satte Beasley tid af til at hilse os i FN Byen. Det gjorde virkelig indtryk, og det var en stor oplevelse at være tæt på en så central person for WFP på et så vigtigt tidspunkt i organisationens historie. Besøget i København skete i forbindelse med en ministeriel rundbordskonference om det centrale Sahel, som Danmark var medvært for, og ud over at stå med en følelse af ærefrygt over at komme tæt på nogle af de højtstående mennesker, der stod bag og deltog i konferencen, fandt jeg det også meget interessant at få et indblik i det hårde arbejde, som alle parter lagde i en sådan begivenhed.

Hvad vil du tage med fra dette praktikforløb?

Kit:Praktikforløbet i WFP har givet mig en masse praktisk erfaring med forskellige opgaver inden for kommunikationsområdet, hvilket har været virkelig interessant. Det har også givet mig en meget klarere idé om, hvilke aspekter af kommunikationsfaget, jeg gerne vil arbejde med i fremtiden, så fra en studerendes perspektiv har det været en meget lærerig proces. Derudover har jeg elsket at få en fornemmelse af, hvad et "voksenarbejde" virkelig indebærer, og det har været fantastisk at få chancen for at dykke ned i mere omfattende opgaver, end hvad jeg fx har haft tid til på mit studiejob. Min uddannelse har et meget akademisk og ofte ret teoretisk fokus, så det har været rigtig godt for mig at komme ud og anvende den teori, jeg har lært på studiet, i praktiske situationer. I forbindelse med dette føler jeg, at praktikken har modnet mig meget og givet mig indblik i, hvad jeg kan forvente af et job, når jeg kommer ud på arbejdsmarkedet, hvilket er meget værdifuldt for mig.

Pinja: Jeg kan helt sikkert sige, at dette praktikforløb har forbedret mine kommunikationsevner og gjort mig mere selvsikker i forhold til at arbejde med sociale medier og organisationskommunikation. Udover at arbejde med mange skriftlige materialer, såsom oversættelse af pressemeddelelser og udarbejdelse af Facebook-indlæg, har jeg fundet det meget interessant at arbejde med visuel kommunikation. For eksempel har det været meget opmuntrende at se, hvordan mine videoredigeringsevner er blevet forbedret under praktikforløbet, og jeg kan bestemt se mig selv arbejde med denne type kommunikation i fremtiden. Derudover har arbejdet som kommunikationspraktikant lært mig meget om WFP og hvordan organisationen takler forskellige udfordringer, såsom underernæring og klimaforandringer, rundt om i verden. Dette forløb har givet mig et godt overblik over WFP's operationer og det humanitære område generelt.

Erica: Jeg havde et meget begrænset kendskab til det humanitære område, inden jeg kom til WFP, idet jeg for det meste har beskæftiget mig med langsigtet udviklingssamarbejde under mine studier og tidligere praktikophold. Min tid i WFP har derfor været med til at udbygge min viden om organisationen såvel som den bredere udviklingssektor, da WFP både arbejder for at opnå bæredygtig fødevaresikkerhed og arbejder med fødevareassistance i forskellige kriser. Viden om denne sammenhæng er noget, jeg vil tage med mig videre fra dette praktikforløb, ligesom jeg selvfølgelig også har opnået vigtige færdigheder inden for kommunikation og advocacy, hvilket jeg tror, jeg vil få stor gavn af i fremtiden.

Har du nogle tips eller anbefalinger til den næste "generation" af praktikanter?

Kit: Kast dig ud i de udfordringer og opgaver, du bliver bedt om at udføre. Dette praktikforløb er en fantastisk mulighed for at få praktisk erfaring med mange forskellige aspekter af kommunikationsfeltet, så se det som en læringsproces og sug al den viden til dig, du får fra alle de dygtige mennesker i organisationen!

Pinja: Tænk på hver dag som en læringsoplevelse, for i dette praktikforløb lærer du ikke kun om kommunikationssiden af ​​tingene, men også om arbejdet i verdens største humanitære organisation. Og hvis du har tid, skal du sørge for at drage fordel af WFP’s digitale læringsplatform, hvor du kan tage kurser om alle mulige emner, blandt andet partnerskaber og overvågning

Erica: Vær ikke bange for at stille spørgsmål, dele dine idéer med teamet eller bede om at prøve forskellige opgaver, som du måske er interesseret i. Selvom der altid vil være rutineopgaver og prioriteret arbejde, er der plads til individuelle idéer og projekter inden for det Nordiske Kontors mandat – det vigtige er bare, at sætte tid af og planlægge det.

 


WFP’s Nordiske Kontor befinder sig i FN-byen i København, som er hjemsted for 11 FN-organisationer. To gange om året – i foråret og i efteråret – byder WFP’s Nordiske Kontor velkommen til praktikanter fra de nordiske lande, der er interesserede i at kommunikere om Verdensmål 2 og WFP's arbejde. I løbet af praktikforløbet får du indsigt i en bred vifte af opgaver relateret til kommunikation, advocacy og marketing.

Er du interesseret i et praktikforløb i World Food Programme? Læs mere om praktikoplevelsen og find information om de forskellige praktikmuligheder her.