Underernæring og fejlernæring


En under- eller fejlernæret person kæmper en daglig kamp, for at opretholde kroppens normale funktioner, som for eksempel at vokse og kunne modstå sygdomme. Fysisk udfoldelse bliver svært og indlæringsevnen nedsat.
 
Kvinder løber en større risiko ved graviditet og fødsel, under- eller fejlernærede børn kan risikere kronisk underernæring hvis deres tilstand ikke behandles inden de fylder to år, skolebørn kan have svært ved at lære og udvikle deres fulde potentiale og voksne kan ikke bidrage til samfundets udvikling, hvis de er svækket af manglen på mad eller af følgesygdomme.  
 

Vigtigheden af den rette ernæring  

Overordnet set er der to tilstande, som kroppen kan blive udsat for når den enten ikke får den rette mængde mad eller den rette form for mad.  
 
Underernæring betegner en tilstand som kan forekomme når et menneskes fødevareindtag ikke indeholder nok kalorier (energi) til at opfylde kroppens fysiologiske minimumsbehov og hvor kroppen derfor tærer på musklerne og på fedtlagene, for at kunne overleve.
 
Underernæring fører derfor til vægttab og i de ekstreme tilfælde kan vægttabet være livstruende. Antallet af underernærede mennesker i verden i dag er opgjort til 1.02 milliarder – flertallet af dem bor i udviklingslandene. Det er en af de største kilder til sygdomme og påvirker både menneskers fysiske og psykiske udvikling og tilstand. Dette har ydermere en påvirkning på samfund, da en sulten og svækket befolkning ikke kan bidrage til udviklingen.  
 
Handler det ikke bare om at få mad nok?

Vi har spurgt WFP's ernæringsekspert, Anna Horner, om børn og ernæring, samt om det ikke blot handler om at få mad nok? Se hendes svar her: 

 

Fejlernæring betyder dårligt ernæret, men betegner mere end bare opgørelsen af hvad vi spiser eller ikke spiser. Fejlernæring karakteriseres ved et utilstrækkeligt indtag af proteiner, energi og/eller mikronæringsstoffer, som gør en inaktiv og svag, og ofte medfører manglen på dette følgesygdomme med sig.
 
Når man er fejlernæret er almindelige infektioner som mæslinger og diarre ofte dødbringende. Ydermere kan fejlernæring hos små børn forårsage underudvikling, som har store konsekvenser for dem senere i livet. Når dette er tilfældet kaldes det for kronisk underernæring, da det er en tilstand som ikke kan ændres. 
 
Kronisk underernæring er et udtryk for kronisk hæmmet vækst og måler den mere langsigtede ernæringsmæssige tilstand af en befolkningsgruppe. De første to år af et barns liv er de vigtigste, når det gælder opbyggelsen af et tilstrækkeligt ernæringsgrundlag for resten af livet.
 
Hvis et barn ikke bliver behandlet for under- eller fejlernæring inden det når to års alderen, så vil dette have uoprettelige skader for barnet resten af livet i form af kronisk underernæring. Blandt andet vil det have konsekvenser for den fysiske vækst men også den psykiske, da kronisk underernæring forhindrer hjernens vækst.
 
De første 1000 dage af et barns liv er essentielle når det gælder bekæmpelsen af kronisk underernæring, da der efter disse dage ikke længere er mulighed for behandling. Ydermere hvis en kvinde føder et barn mens hun er underernæret, vil hun automatisk give hendes tilstand videre til sit barn og derved er barnet i risko for kronisk underernæring.   
 
At undgå fejl- og underernæring handler derfor om at sikre såvel kvaliteten samt kvantiteten af den daglige kost, samt sikre at den nødvendige sundhedspleje er til rådighed. WFP bekæmper fejl- og underernæring både ved at uddele de rigtige fødevarer, samt de rette fødevarer, som ofte har tilsat vitaminer og mineraler. På denne måde sikrer vi, at de som sulter får den rette mængde mad på det rette tidspunkt.