World Humanitarian Day - Gør det af de rette grunde

Udgivet på 18 august 2016

I anledningen af World Humanitarian Day (19 august) har vi talt med Dorte Jessen, som er chef for FN’s Fødevareprograms (WFP) Monitorering & Evalueringsafdeling i Afghanistan om, hvad der ansporede hende til at søge arbejde i en humanitær organisation. Og hvad der driver hende i det daglige arbejde i nogle af verdens værste brændpunkter.

Hvad består dit job af?

I Afghanistan leder jeg vores afdeling for monitoring og evaluering. Den er rygraden i vores rapporterings-system. Mit team er ansvarlig for at afrapportere på vores distributioner af fødevarer og kontantoverførsler – hvor mange mennesker vi har været i stand til at nå med enten fødevarer eller kontanter. På grund af den skrøbelige situation i Afghanistan er det svært at nå alle dele af landet, men vi gør hvad vi kan. Vi arbejder også sammen med eksterne monitorer – organisationer, som udfører vores monitorering i områder, hvor vi ikke selv har adgang.

Den anden – og mere interessante – del af mit arbejde er evalueringen. Her analyserer vi, hvordan vi har bidraget til den langsigtede udvikling hos de mennesker, vi assisterer. WFP har for eksempel et uddannelsesprogram, som hovedsageligt er målrettet kvinder. De er typisk i programmet i seks måneder og lærer et nyt håndværk. De kan for eksempel blive uddannet som skræddere eller de kan lære at dyrke nye afgrøder som f.eks. svampe, der kan sælges på det lokale marked. Kvinderne fortæller mig, hvordan bare det at komme ud af huset og deltage i undervisning øger deres selvværd. Vigtigt er naturligvis også det månedlige kontantbidrag, de får for at deltage og som er med til at sikre, at de kan sætte mad på bordet til deres familier. Det er igennem de snakke, jeg ved, at det nytter, det vi laver.

Som dansker er ligestilling noget, vi tager som en selvfølge. Kontrasten til Afghanistan er slående. Jeg har oplevet at være den eneste kvinde i møder med 50 mand. Der er simpelthen ikke nok kvalificerede kvinder – dels fordi de ikke har haft adgang til uddannelse og dels på grund af den svært patriarkalske kultur. Det håber jeg selvfølgelig, at jeg kan være med til at lave om på.

Hvorfor valgte du at arbejde for en humanitær organisation?

Før jeg kom til FN’s Fødevareprogram arbejdede jeg på reklamebureauer i København og i Brisbane, Australien, i 12 år. Jobs som jeg holdt meget af. Men en dag vidste jeg bare, at nu havde jeg lavet de reklamer, jeg skulle. Det var blevet tid for en ændring i mit liv. Men til hvad? To ting stod klart. Jeg ville gerne være med til at hjælpe andre og jeg ville gerne være mere udendørs. Jeg ville også gerne leve et simplere liv. Og så pludselig ramte tsunamien Asien i 2004. Der sad jeg i Australien og så katastrofen udfolde sig. På et tidspunkt så man et skandinavisk team, som skulle ind og være med til at hjælpe som nogen af de første. Og der kom den der følelse, at det er dét, jeg skulle! Jeg ville være med til at koordinere katastrofeindsatser. Katastrofekoordinering er på ingen måde opskriften på et simpelt liv. Kompleksiteten er enorm. Men det er lige mig. Mit job er intenst, men det er så uendeligt meningsfyldt.

 

Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud for dig?

Som monitorerings- og evalueringsekspert bruger jeg i øjeblikket mere tid end jeg har lyst til at indrømme bag et skrivebord. Det er svært for os at komme ud i felten på grund af sikkerhedssituationen. Og sikkerhed er noget, vi tager meget alvorligt her.

Men når jeg kommer afsted, bruger jeg så meget tid, jeg kan, på de sundhedsklinikker, vi arbejder sammen med. Jeg kan sidde i timevis, snakke med mødrene, og bare være der, lytte, og for en stund være en del af deres liv. For nylig besøgte jeg en klinik hvor forekomsten af underernæring blandt børnene var særligt høj. Størsteparten af dem var stærkt underernærede. De lå nærmest livløse i deres mødres arme. Når jeg kiggede på mødrene, kunne jeg se desperationen i deres øjne. En fuldkommen magtesløshed.

Og dog er de privilegerede, de der finder vej til klinikken. Hvad med dem vi ikke når? Dem, der ikke har kræfter til at nå frem? Det er den barske virkelighed, at det ikke er alle, vi kan hjælpe. Men så minder jeg mig selv om, at jeg skal koncentrere mig om dem, vi kan hjælpe. Og beder til, at der er andre, som vil kunne hjælpe de andre.

Hvad har været din karrieres højdepunkt?

Det har uden tvivl været indsatsen i Pakistan gennem 2010 oversvømmelserne, hvor jeg ledte WFP’s katastrofeindsats fra Karachi i Sindh Provinsen i den sydlige del af landet. Sammen med de øvrige humanitære organisationer i Pakistan mobiliserede vi i løbet af ingen tid en katastrofeindsats, som var uden sammenligning. Vi var et stort team og alle løftede i flok. Med et umiddelbart og enkelt formål – at redde liv, førend det var for sent. Og vi formåede at nå næsten alle i tide. Vi mistede meget få. Ud af 21 millioner mennesker, som blev fordrevet af oversvømmelserne, mistede kun omkring 1,800 mennesker livet. Og de fleste af dem i de allerførste timer. Jeg får stadig gåsehud, når jeg tænker på vores indsats og på hvordan alle stod sammen – donorer, FN-organisationer, NGO, militæret, de pakistanske myndigheder.

Helt anderledes var det med hungersnøden på Afrikas Horn to år senere. Man kan vel nærmest sige, at det var min karrieres lavpunkt. Jeg arbejdede i den store Dadaab flygtningelejr i det nordlige Kenya, hvortil somaliere flygtede fra tørke, konflikt og hungersnød. Lejren var deres sidste håb. Vi hjalp dem, der nåede frem til lejren. Men den gribende realitet var, at kun alt for få nåede frem. Alt for mange klarede ikke turen igennem ørkenen fra det sydlige Somalia til det nordlige Kenya. Billederne af udmagrede kvinder og børn – ude af stand til at udtrykke nogen form for følelse – har brændt sig uigenkaldeligt fast på min nethinde.

 

Hvad har været din største udfordring?

Den første gang jeg mistede en nær og kær kollega. Det var i Damaskus, i en trafikulykke. Vi ved godt alle sammen, at der er farer ved at arbejde i krigszoner, men vi bliver vant til det... på et eller andet plan. Vi hører dagligt mortererne i baggrunden. Bliver mindet om at holde os væk fra vinduerne, hvis der skulle komme en vildfaren kugle. Men når en banal trafikulykke pludselig vender op og ned på dit liv, så går alt i stå. Øjeblikkeligt. Man er på ingen måde forberedt. Men så finder man på forunderligvis en styrke, sørger for, at alt det praktiske bliver ordnet og lukker ned for alle følelser. For en stund. Men det var svært. Vi var alle sønderknuste, men vidste, at vi først og fremmest måtte fokusere på at få ordnet de praktiske ting så fint og værdigt som muligt.

Det skete et par uger inden World Humanitarian Day for to år siden. På World Humanitarian Day stod vi som altid ude i gården, hvor vi holdt et minuts stilhed for vores faldne kolleger. Det var der, følelserne kom skyllende ind over mig. Det var først da, at det sank ind – at det gik op for mig, hvad der var sket.

Hvordan endte du i en humanitær organisation?

Da jeg begyndte at se mig omkring efter en ny retning i mit professionelle liv, spillede mine 10 år i hjemmeværnet rent faktisk en lige så stor rolle som min formelle uddannelse som markedsøkonom fra Niels Brock i København. Meget hurtigt fandt jeg ud af, at katastrofekoordinering var mit kald og jeg tog derfor en række kurser inden for logistik, koordinering af humanitære indsatser, sikkerhed etc. Kurser som jeg selv finansierede. Jeg byggede min profil op omkring logistik og koordinering, hvilket viste sig at være den rette kombination for en nødhjælpsarbejder. For nylig fik jeg en mastergrad i Risk and Disaster Management, hvilket har givet mig et robust akademisk fundament for mit arbejde. Særligt er forskningsdelen af min uddannelse nyttig i mit relativt nye job som leder af WFP’s afdeling for monitorering og evaluering her i Afghanistan. Lige nu er jeg for eksempel i gang med at analysere den langsigtede effekt af vores arbejde, særligt for kvinder, og arbejder på at udvikle nye indikatorer, som kan måle, hvordan kvinders liv forbedres takket være WFP’s indsatser. Disse indikatorer kan forhåbentlig også bruges i operationer uden for Afghanistan.

 

 

Hvilke råd har du til andre, som ønsker at arbejde i en international, humanitær organisation?

Sørg for, at du gør det af de rette grunde. Det er hårdt arbejde. Og sørg også for, at du går igennem et professionelt netværk – hvad enten det er en NGO eller en FN organisation. Lav dit hjemmearbejde. Læs op. Studer. Tag kurser. Bliv klar på, hvad det lige præcis er, du vil. Sørg for, at du arbejder med noget, som du oprigtigt tror på og at det kommer fra hjertet.

For mig var det katastrofestyring og koordinering. En dag mødte jeg en WFP katastrofekoordinator på et af de kurser, jeg tog. Det var som om et lys blev tændt. Den dag blev den første dag i resten af mit liv. Få måneder senere startede jeg hos WFP i Østtimor som en absolut novice. Det er 10 år siden nu, og jeg føler det stadig, som om det er hvedebrødsdage. Med en følelse af, at det her, det giver så meget mening. Og med en viden om, at det her betyder så meget.

 

 

Fakta om World Humanitarian Day:

World Humanitarian Day markeres hvert år den 19. august for at anerkende de tusindvis af hjælpearbejdere, som sætter deres liv på spil i den humanitære sags tjeneste, for at hylde den humanitære ånd og for at mobilisere mennesker til at advokere for en mere human verden.

Dette års World Humanitarian Day markeres på den dystre baggrund, at der aldrig før i verdenshistorien har været så mange mennesker, som er afhængige af humanitær hjælp. Over 130 millioner. Sammenlagt ville de udgøre verdens 10. største land, mellem Rusland og Mexico.

 

Fakta om FN’s Fødevareprogram (WFP):

FN’s Fødevareprogram (WFP) er verdens største humanitære organisation, som bekæmper sult globalt. Under katastrofer redder WFP liv og sikrer, at nødhjælpen kommer ud til dem, der har mest brug for den – hvad enten det er ofre for krig, konflikter eller naturkatastrofer. Når den umiddelbare fase er overstået, bruger WFP fødevarer strategisk til at hjælpe mennesker med at genopbygge deres liv og samfund.