WFP optrapper indsatsen på Afrikas Horn

Udgivet på 05 august 2011
Efter 25 dages vandring fra Somalia, ankommer en familie til Dadaab flygtningelejren i Kenya, hvor de får udleveret madrationer til 21 dage fra WFP (Copyright: WFP/Rose Ogola).
Midt i den tiltagende sultkatastrofe på Afrikas Horn arbejder WFP i døgndrift for at brødføde 11.5 million mennesker i hele regionen. En luftbro har åbnet op for fødevareforsyninger til Somalias hovedstad, Mogadishu, og til områder i landets hungersnødsramte sydlige del, alt imens WFP optrapper støtten til flygtninge i Kenya og Etiopien.

NAIROBI – Det andet fly i rækken af flytransporter, som udgør WFP’s luftbro til Mogadishu, landede fredag d. 29. juli, lastet med specielle fødevare-produkter til små børn. Mere end 28 tons af et specielt nærende produkt baseret på peanuts (plumpy sup) er hidtil blevet fløjet ind til Mogadishu, og yderligere 100 tons er på vej til omkring 35.000 underernærede børn i regionen. WFP leverer hver dag mad til omkring 85.000 mennesker i den krigshærgede somaliske hovedstad og må ofte stå ansigt til ansigt med skræmmende sikkerhedsmæssige udfordringer. WFP optrapper nu indsatsen for at brødføde 1.5 million tørke-ramte folk i flere af landets regioner, heriblandt Mogadishu, det centrale Somalia, Somaliland og Puntland.

En strøm af flygtninge
Flygtninge strømmer fortsat ud over Somalias sydlige grænser ind i nabolandene Etiopien og Kenya. I gennemsnit ankommer omtrent 1300 mennesker til Kenyas Dabaab flygtningerlejr hver dag, mange af dem alvorligt underernærede.

Nyankomne i lejren modtager energikiks for at dække deres umiddelbare næringsbehov, og derudover gives madrationer til tre uger. Små børn og gravide kvinder modtager også specialprodukter, skræddersyet til deres behov. 

WFP deler mad ud til 1.6 millioner mennesker i Kenya, hvoraf ca. 498.000 er flygtninge. Den kenyanske regering deler mad ud til yderligere 800.000 mennesker.
I takt med at tørkesituationen i området forværres, forventes antallet af mennesker med behov for bistand og fødevarehjælp at stige drastisk.

Situationen i Etiopien
I Etiopien er flygtningestrømmen ligeledes stærk, selvom antallet af flygtninge er faldet fra omkring 2000 om dagen til mindre end 1000. Men underernæring er fortsat et meget stort problem blandt nyankomne. 

Omkring 50 procent af børn under fem år lider af akut underernæring, når de ankommer til Dolo Ado. WFP er begyndt at uddele højenergikiks til alle flygtninge, der ankommer til lejren, mens de venter på at blive registreret for fødevareudlevering.

I de kommende uger planlægger WFP at øge sin bistand til over 3,5 millioner mennesker i tørkeramte områder af landet.