WFP medarbejder vender hjem for at arbejde i Congo

Udgivet på 25 oktober 2010

Efter at have været vokset op i DR Congo, er Peter Transburg vendt tilbage for at arbejde for WFP i den urolige østlige del af landet. 

Copyright: WFP/Peter Transburg

Peter Transburg tilbragte det meste af sin barndom i udkanten af DR Congo, mens hans forældre arbejdede der som lærere. Han vendte tilbage sidste år som voksen og som medarbejder i WFP. Han fortæller, at selv om han ser tingene anderledes nu, er der stadig meget som minder ham om dengang han klatrede i guava-træer og fiskede i floderne.

BUNIA – Jeg satte for første gange mine fødder på den røde, afrikanske jord som elleve-årig. Vores hjem i næsten seks år, lå i det relativt isolerede nordvestlige hjørne af DR Congo, der dengang hed Zaire. Her arbejdede mine forældre som lærere. Min opvækst dér, hjalp mig til at til at forstå, at jeg havde et ansvar for at hjælpe dem, der var vokset op uden de samme muligheder for uddannelse, som jeg havde taget for givet. Dette ansporede mig til at gøre nødhjælps- og udviklingsarbejde til min karriere.

I april 2009, 14 år efter at jeg flyttede fra Congo, vendte jeg tilbage som programleder ved WFPs kontor i Bunia i den nordøstlige provins, Orientale. Synet, lydene og lugtene bragte mig straks tilbage til min barndom.
 
Sådan hjælper vi i DR Congo

At hjælpe familier tilbage til deres liv igen efter mange år med uroligheder, er en del af hverdagen for nødhjælpsarbejdere som Peter. At give kvinderne de værktøjer og den mad, de behøver, er en måde at gøre det på. 

Som at komme hjem
Da jeg var lille, boede vi i en by der hed Tandala, cirka 1000 kilometer fra hvor jeg arbejder nu. Det var et sted, hvor den daglige mad kom fra jorden, hvor familien omfattede det meste af landsbyen og hvor fattigdommen var en måde at leve på. Ligesom mine congolesiske venner, tilbragte jeg tiden med at spille fodbold, snakke på lingala, som er sproget i Congo, og spise de fugle og antiloper, som vi jagede. I dag bliver jeg mindet om min barndom alle steder: Folk er travle og udadvendte, og når det regner, så styrter det ned. Alle er glade når der er vand og strøm, men det er bestemt ikke forventet. Jeg har lært at tale lingala igen, og jeg kan gå i måneder uden at se en asfalteret vej.
 
 
 
 
 
De sørgelige realiteter
Men disse rare, velkendte barndomsminder kan ikke rigtig overskygge den dystre virkelighed i landet, der plages af fattigdom og sult, og hvor konflikterne hærger. Disse omstændigheder har placeret DR Congo nær bundet på FN’s Human Development Index. I stedet for at klatre i træer som dengang, bruger jeg nu dagene på at planlægge og gennemføre aktiviteter, der giver fødevareassistance til de mange mennesker, der hver dag kæmper for at overleve midt mellem vold, oversvømmelser, tørke, HIV og knugende fattigdom.
Alligevel er jeg taknemmelig for at have lært dette sted at kende. At se disse menneskers vilje til at overleve trods overvældende fysisk og psykisk modgang, er utroligt givende.
Både personligt og professionelt er jeg vokset lige så meget i de sidste 16 måneder her, som da jeg boede her som barn, for mange år siden.