WFP-direktør: "Tredobbelt trussel udfolder sig i Pakistan"

Udgivet på 03 september 2010

Josette Sheeran møder kvinderne, der har mistet deres hjem i oversvømmelserne i Pakistan.

"Tab af såsæd, afgrøder og indkomster er de tre trusler i Pakistan nu", siger direktør i Verdenfødevareprogrammet, Josette Sheeran, som er på besøg i de oversvømmede områder i Pakistan. Hun opfordrer det internationale samfund til at optrappe den økonomiske støtte.

ISLAMABAD - Direktør i UNICEF, Anthony Lake, og direktør i WFP, Josette Sheeran, talte med pressen efter et fælles besøg i Muzzafargarh-distriktet i Punjab-provinsen, et af de områder i landet, der er hårdest ramt af oversvømmelserne.

 "Folk har mistet afgrøder og indtægtskilder, og det gør dem sårbare overfor sult, hjemløshed og desperation - situationen er meget kritisk. Vi har virkelig brug for et styrket engagement for folket i Pakistan." 

 I felten besøgte de to FN-ledere en pigeskole der er lavet om til nødhjælpscenter, hvor UNICEFs hygiejneartikler deles ud til familier, der er ramt af oversvømmelserne. Her deler WFP også speciel mad ud, der skal hindre tidlige stadier af underernæring hos spædbørn.

 


Tweet about it / Share it on Facebook / Add to your Youtube playlist

Risiko for vandbårne sygdomme
WFP har formået at nå ud med næringsrige kosttilskud til 750.000 børn og med madrationer til en måned til næsten 3 millioner mennesker. Antallet af underernærede i de oversvømmede områder var allerede kritisk før vandet kom og små børn udsættes nu for en endnu større risiko - nemlig vandbårne sygdomme.

"Det, jeg har set i dag, har overbevist mig om at vi må optrappe vores humanitære operationer for at afværge en potentiel bølge af sygdom og elendighed for millioner af familier, specielt de mest sårbare, børn og kvinder", sagde Anthony Lake.

 

Sanitær bistand
UNICEF når i dag ud til to millioner mennesker med rent vand og hygiejneartikler. Sanitær bistand skal bidrage til at forebygge alvorlige sygdomsudbrud.
WFP og UNICEF fokuserer på at redde liv, men har også allerede startet projekter der indebærer reparation af rør, brønde og vigtig infrastruktur. Begge organisationer hjælper bønder med at kunne vende tilbage til deres marker for at forberede den kommende så-sæson.