WFP øger fødevareleverancer til millioner af sultende på Afrikas Horn

Udgivet på 10 august 2011

Howlwadag er et af 16 centre i Mogadishu, hvor WFP uddeler varm mad til omkring 5000 mennesker om dagen. De fleste af dem er fordrevne. WFP når ud til omkring 85.000 mennesker i Mogadishu på denne måde.

 

NAIROBI – Siden begyndelsen af juli måned er FN’s Fødevareprogram (WFP) nået ud med fødevareassistance til næsten 8 millioner mennesker på Afrikas Horn. WFP målretter sit arbejde mod 11.5 millioner mennesker ud af de mere end 13 millioner, der er ramt af tørke og hungersnød i regionen, mens regeringer og deres partnere støtter resten.

Tirsdag d. 9. august startede WFP en luftbro med i alt ni flyvninger til Mombasa i Kenya, der skal levere 800 tons højenergikiks (High Energy Biscuits (HEBs)). Dette er nok til at brødføde 1.6 millioner mennesker i en dag. Kiksene udleveres til sårbare folk på hele Afrikas Horn.

Et fragtfly landede i Nairobi mandag aften lastet med 47 tons af særligt nærende ”Plumpy sup”, et peanutbaseret produkt, hvilket er nok til at mætte næsten 16.500 underernærede børn under fem år i en måned. Flytransporten, som var doneret af det internationale fragtfirma TNT, afgik fra Liege i Belgien.

I de næste to måneder vil WFP arbejde mod at levere i alt 2000 tons Plumpy sup, 2000 tons HEBs og op mod 10.000 tons ”Super Cereal” til Somalia for at hjælpe de sultende, specielt sårbare børn under fem år. Super Cereal er en blanding af majs- og soyabaserede produkter beriget med essentielle mikronæringsstoffer, tørret mælkepulver, sukker og fedt, og anvendes til underernærede børn i alderen 6-23 måneder.

Mellem d. 27. juli og d. 3. august blev i alt 86 tons Plumpy sup fløjet ind til Mogadishu. Dette er nok til at brødføde mere end 30.000 underernærede børn under fem år i en måned.

I Etiopien er fødevareudleveringer begyndt for flygtninge, der er blevet overført til en nyligt åbnet lejr i Haloweyn. Det forventes, at lejren vil nå op på 15.000 beboere i slutningen af denne måned.

WFP leverer også en generel distribution af særlig ernæringsrig mad til alle børn under fem år  i flygtningelejrene og transitcentret i Etiopien – i alt 42.000 børn.

I Kenya er den første periode af augusts generelle fødevareleverancer startet i lejrene for registrerede flygtninge. Nyankomne modtager en endagsration af kiks og generelle madrationer til 21 dage, som fornyes hvis de ikke er blevet registreret derefter.

Online donationer til WFP’s kampagne for Afrikas Horn har nu rundet 3 million dollars (15.7 millioner DKK). Mere end 34.500 donorer har således bidraget med gennemsnitligt 90 dollars (470 DKK) hver, gennem online og SMS donationer. Private firmaer, deriblandt Unilever, DSM, Cargill, Bloomberg, National Geographic and Idexx mobiliserer deres medarbejdere til at deltage.

WFP’s kampagne for Afrikas Horn mangler stadig 230 millioner dollars (1.3 milliarder DKK) for at dække det aktuelle behov til trods for at omtrent det samme beløb er modtaget i bidrag, hovedsageligt fra statslige donorer.