Vinderen af årets Freerice-konkurrence er fundet!

Udgivet på 14 december 2011

Eleverne fra 9.a ved Stensnæsskolen samlede i løbet af konkurrencen i alt 463.660 riskorn, som vil gå til WFP's skolemadsprogrammer i Cambodja.

Med et imponerende resultat på 465.660 riskorn fremstår eleverne fra 9.a på Stensnæsskolen i Voerså som klare vindere af dette års Freericekonkurrence. Klassens 21 elever har i løbet af konkurrencens to uger flittigt spillet med og har i gennemsnit optjent godt 22.000 riskorn per person, som vil gå direkte til WFP’s skolemadsprogrammer i Cambodja.

Årets konkurrence blev afholdt mellem d. 7. og 18. november og indbød alle landets 9. klasser til at spille Freerice, som er et interaktivt netbaseret læringsspil, hvorigennem eleverne kan styrke deres viden og samtidigt støtte FN’s Fødevareprogram (WFP) i kampen mod sult.

Spillet er et online spørgsmålsspil med forskellige kategorier og sværhedsgrader og er spændene og udfordrende for børn såvel som for voksne. For hvert korrekt svar samles 10 riskorn, som via WFP går direkte videre til mennesker, der sulter i verdens udviklingslande. Det er ganske gratis at spille med, eftersom det er sponsorer, som betaler den ris, der samles. Børn og voksne kan gennem Freerice teste deres viden indenfor engelsk, geografi, matematik, kemi, humaniora og en række sprogfag. Spillet har haft stor succes og blev for nyligt kåret af TIME Magazine som værende blandt de 50 bedste hjemmesider i 2011.

Freerice kan spilles af enkeltpersoner eller af grupper, og gennem konkurrencen bragte WFP landets 9. klasser i spil med hinanden. Vi har modtaget mange fine resultater fra skoleklasser landet over og er glade for den positive feedback, vi har fået. Formålet med konkurrencen har primært været at sætte fokus på sult som et globalt problem, og det mål har vi uden tvivl opnået.

Hvad bliver der af riskornene?
De riskorn, som er blevet samlet gennem efterårets konkurrence, vil gå til WFP’s skolemadsprogrammer i Cambodja. Cambodja er et land, som i øjeblikket oplever fremskridt og bedring efter mange år med konflikter og økonomisk stagnation. Stigende fødevarepriser har gjort det vanskeligt for mange cambodjanske familier at tjene penge nok til dagen og vejen, og mere end 27 procent af landets befolkning lever i dag under fattigdomsgrænsen på mindre end 1 dollar (eller 5,5 danske kroner) om dagen. WFP’s skolemadsprogrammer hjælper med at skabe tryghed i hverdagen for mange familier, samtidig med at det giver fattige forældre en god grund til at sende deres børn i skole.

En stor tak skal lyde til alle deltagere for en formidabel indsats. Vi håber, at alle har haft to lærerige og inspirerende uger, og at I vil kunne tænke jer at være med igen næste gang.

Til de af jer, der ikke har haft mulighed for at deltage i konkurrencen, vil vi opfordre jer til at besøge www.freerice.com. For selv om konkurrencen er slut for i år, kan I stadig spille Freerice - alene eller sammen med andre - og derved deltage i kampen mod sult.

Endnu en gang, tusind tak for indsatsen.

Freerice i Cambodja 

WFP medarbejder Sok Sophal besøger en skole i Siem Reap i Cambodja, hvor WFP uddeler skolemad til alle eleverne gennem finansiering fra Freerice. Se videoen her.