Viljer af stål - en hverdag i Zimbabwe

Udgivet på 01 december 2016
Sipiwe Moyo bor i en landsby i Zimbabwe. Hun er smittet med HIV og hendes marker er ødelagt af tørke forårsaget af El Niño. Men med støtte fra FN's Fødevareprogram (WFP) kan Sipiwe igen se fremad.

Fra sit hjem i en landsby nær Bulawayo – Zimbabwes andenstørste by – skal jordbrugeren Sipiwe Moyo, gå fem timer for at nå klinikken, hvor hun får sin behandling for HIV. Sipiwe bor nu alene med sin søn efter hendes mand døde af AIDS i 2004.

”På grund af mit helbred, skal jeg tage medicin og spise to gange om dagen. Jeg er ofte svimmel og så er det vigtigt, at jeg får noget at spise,” siger hun. ”Men i år fik jeg ingenting ud af høsten. Vi plantede tre eller fire gange, men der kom ingen regn.”

I Zimbabwe er mange af de distrikter, der er hårdest ramt af tørke på grund af El Niño, også dem med de højeste forekomster af HIV. Det anslås, at der i 15 af de hårdest ramte distrikter bor op mod 196.000 mennesker, inklusiv børn, der er smittet med HIV. Mange HIV-smittede personer er blevet mere sårbare efter gentagen fejlslagen høst.

I det sydlige Afrika udgør tørken en stor udfordring, hvis vi skal nå det bæredygtige verdensmål om at udrydde AIDS-epidemien inden 2030. Personer med HIV er særligt udsatte overfor fødevareusikkerhed og fejlernæring og der er en direkte sammenhæng mellem fødevareusikkerhed og behandlingens fastholdelse og succes.

”I løbet af de seneste måneder har vi set øgede forekomster af fejlernæring i bestemte dele af landet på grund af tørke forårsaget af El Niño,” siger Niels Balzer, Programchef for FN’s Fødevareprogram (WFP) i Zimbabwe. ”Det har haft store konsekvenser for personer med HIV/AIDS, idet de ikke har adgang til nok mad og næring, som de har brug for, hvis deres daglige medicin skal have den fornødne effekt.”

Fødevareusikkerhed kan også presse mennesker ud i uholdbare eller skadelige overlevelsesstrategier, såsom prostitution, som kan videreføre HIV-smitten. Et studie fra 2014 af 18 lande i Afrika syd for Sahara, inklusiv Lesotho, Malawi, Mozambique, Swaziland, Zambia og Zimbabwe, som er ramt af El Niño, viste at infektionsraterne i landlige områder med høje forekomster af HIV steg med 11% for hver nylig tørke.

For at hjælpe sårbare lokalsamfund såsom Sipiwes med at håndtere både tørke og HIV, støtter WFP fødevareusikre husholdninger med mad og penge. Derudover uddeler WFP ernæringstilskud i et program, der er støttet af USAID til at forebygge moderat akut fejlernæring blandt børn under 5 år. Pengene giver personerne mulighed for at købe forskellige friske fødevarer og gavner samtidig lokaløkonomien. Når almindelige fødevarer som hvide majs ikke er på markedet, støtter WFP også med mad.

”Dette er første år, at jeg modtager støtte fra WFP,” siger Sipiwe. ”På klinikken får jeg af vide, at jeg ser meget bedre ud nu – jeg plejede nemlig at være så tynd. Nu bliver jeg stærkere hver dag.”
Se Sipiwes historie her:


 

Tekst og fotos af Fiona Guy
Oversat af Jonas Krogh Madsen