#ShareHumanity - Mød Momoh Bockarie, Sierra Leone

Udgivet på 11 august 2016

For at markere World Humanitarian Day den 19. august, deler otte ansatte i FN’s Fødevareprogram deres historier fra arbejdet med at udrydde sult i deres hjemlande. Den anden i serien er Momohs historie fra Sierra Leone.


 

Jeg er søn af en skolelærer og en lokal købmand, jeg voksede op under trange kår – men uddannelse var altid vigtigt. Jeg begyndte og blev færdig med skolen i en tidlig alder og startede på universitetet i 2002.

Jeg blev ansat i WFP i begyndelsen af 2015, netop som Ebola-epidemien tog til. Jeg blev sendt til et af de mest udsatte Ebola-ramte områder på det tidspunkt – Port Loko-distriktet. Sygdommen spredte sig hurtigt. Vi arbejdede med mere end 30 lokale og internationale partnere for at begrænse denne voldsomme sygdom uden behandling. Den eneste måde at få sygdommen under kontrol var at bryde smittekæden – og det krævede karantæne for alle dem, der havde været blot i nærheden af smittede personer. Hele Port Loko-distriktet blev sat i karantæne tidligt – og WFP fik besked på at brødføde alle husholdninger i distriktet for at sikre dette skrøbelige system.

At sikre at folk forblev i karantæne var en stor udfordring. Mange personer, som så karantænen som en dødsdom, ønskede at flygte for enhver pris. Oftest forsøgte de at undgå restriktionerne ved at sige, at de ikke havde nok mad. Alle partnere vendte sig WFP for at vi skulle gøre noget. Der var et enormt pres for at leve op til kravene. Og når der var mad, spurgte de ofte om ting, som WFP ikke kun tilbyde – såsom alkohol og cigaretter. Jeg kan oprigtigt sige, at hvert eneste øjeblik under Ebola-udbruddet var en udfordring.


WFP/Rein Skullerud
 

Jeg prøvede at forestille mig selv i samme, desperate situation som personerne vi hjalp var i. Hvordan ville det eksempelvis være i karantæne, afskåret fra alle daglige aktiviteter og kontakt med menneskerne udenfor, med mangel på mad og andre nødvendigheder som rent vand? De svar som min samvittighed gav mig, fik mig til at holde ud og fortsætte med at kæmpe for at få leveret mad til alle husholdninger i karantæne. Det var det, som fik mig til at gå de ekstra skridt for vores partnere, for eksempel ved at give dem logistisk assistance så de kunne reagere hurtigt.

I begyndelsen var min familie bekymret for mig. Men som månederne skred frem, og de så, at jeg stadig havde det fint, blev deres frygt mindre og mindre. Jeg blev ved med at forsikre dem om, at jeg tog alle de nødvendige forholdsregler.

For mig betyder det at være humanitærarbejder, at din tilfredsstillelse faktisk stammer fra tilstanden hos dem du hjælper. Hvis de er glade, er jeg glad – og omvendt. At være en humanitærarbejder betyder, at du når som helst skal være klar til at forlade familie og venner for at rejse derhen hvor katastrofen indtræffer. Det kræver en fornuftig balance mellem dit arbejdsliv og det familieliv.

 

Danmark er blandt WFP’s vigtigste donorer af kernebidrag. Kernebidrag giver WFP fleksibilitet og gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt, når katastrofer indtræffer, finansiere forsømte kriser og dermed sikre, at hjælpen når dem, der har mest brug for den. Læs mere her.