#ShareHumanity - Mød Mohamad Bakkar, Syrien

Udgivet på 19 august 2016

I dag er det World Humanitarian Day. Derfor deler otte ansatte i FN’s Fødevareprogram deres historier fra arbejdet med at udrydde sult i deres hjemlande. Den ottende og sidste i serien er Mohamad Bakkar fra Syrien.

Jeg tilbragte min barndom i Damaskus, den syriske hovedstad. Jeg gik i skolerne i nabolaget, og som barn drømte jeg om at blive en berømt fodboldstjerne. Jeg begyndte i FN’s Fødevareprogram i 2006, hvor jeg overvågede projekter i felten, og nu er jeg chef på vores kontor i Homs.

Homs har lidt mere end noget andet sted i Syrien. Halvdelen af byen er blevet ødelagt og hundredtusindvis er flygtet til sikrere områder.

De fleste dage på kontoret i Homs starter med et smil og et ’godmorgen’ til kollegaer, tjekke email mens man drikker kaffe, organisere møder med ansatte, partnere og lokale myndigheder osv. I dag, for eksempel, havde jeg et møde med logistikholdet for at se, hvordan vi kan sikre fødevarehjælp til 900.000 mennesker hver måned. Vores distributionsområde er ustabilt og ændrer sig hele tiden: der er aldrig mangel på udfordringer eller komplikationer. Vi diskuterede også planlægningen af en vigtig opgave på den anden side af grænsen, til et område hvor 25.000 personer er fanget under belejring; vi kan kun nå dem med flere måneders mellemrum med madrationer, hvedemel og speciallavet næringsrig mad. Vi færdiggjorde også papirarbejdet for at få tilladelse til at vores lastbiler kan transportere mad til mere end 100 distributionssteder i områderne Hama og Homs.

Adgang er altid vores største problem. Vi kan have alle ressourcerne på vores lagre og alle planer og logistik på plads – men vi kan ikke nå alle menneskerne i nød på grund af fortsatte kampe og belejringer fra alle parter i konflikten. Bombekastere, bilbomber og andre eksplosiver er altid en trussel. Faktisk kan jeg høre eksplosionerne netop nu.

Det sværeste øjeblik siden jeg kom ind i WFP var, da vi blev taget til fange af en ekstremistisk gruppe sammen med 16 andre FN-kollegaer. Vi var på vej tilbage fra en opgave i et belejret område på den anden side af grænsen. Vi havde netop leveret mad og andre forsyninger til næsten 70.000 mennesker, som ikke havde fået hjælp i 10 måneder. Heldigvis blev hele gruppen løsladt uskadt efter to timer. Men pludselig at befinde sig i liv-eller-død situation gav mig et chok, som jeg aldrig glemmer.

At snakke sproget og respektere traditionerne hjælper med at bryde barriererne til de lokale og vinde deres tillid. Eksempelvis var vi engang ved en af myndighedernes kontrolposter med mad og andre forsyninger og ventede på at krydse grænsen til et oppositionskontrolleret område ude på landet nord for Homs. En soldat var meget oprevet over FN-holdet og råbte til os, at vi leverede forsyninger til de mennesker, som havde dræbt hans bror. Først kondolerede jeg ham på den lokale traditionelle maner. Så forklarede jeg ham, at vi prøvede at nå ud til de uskyldige civile fanget midt i kampene – iblandt dem kvinder, børn og ældre – og at de fortjente at modtage nødhjælpsforsyninger. Soldaten faldt til ro og endte med at lade nødforsyningerne slippe igennem.


Photo: WFP/Dina El-Kassaby

Min kone og 13-årige søn har boet hos mig i Homs de sidste to år, da sikkerhedssituationen blev god nok til, at de kunne komme. Min 19 år gamle datter studerer for tiden i USA. De har det alle sammen fint, men hver gang der er en eksplosion, frygter jeg for min søn – uanset om han er i skole eller udenfor. Så sent som i sidste uge løb han hjem, skræmt af en eksplosion i nærheden af, hvor han og hans kammerater spillede fodbold. Det værste er, at folk i Homs ser dette som en ’hverdagsoplevelse’. Spørgsmålet som følger er som regel: hvor og hvor mange døde?

For at være ærlig, har stresset og presset i løbet af de sidste fem lange år med konflikter sat sit præg på min fysik. Jeg gør mit bedste for at sove, spise godt og forblive positiv. Jeg fokuserer tankerne på det jeg inderst inde tror på: at uanset hvor længe krigen varer, vil det her vanvid på et tidspunkt høre op og folk vil begynde at leve sammen som de gjorde før i tiden. Jeg er klar over det store ansvar, vi har i FN’s Fødevareprogram: folk har brug for os og vi skal forblive stærke for deres skyld.

 

 

Danmark er blandt WFP’s vigtigste donorer af kernebidrag. Kernebidrag giver WFP fleksibilitet og gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt, når katastrofer indtræffer, finansiere forsømte kriser og dermed sikre, at hjælpen når dem, der har mest brug for den. Læs mere her.