#ShareHumanity - mød Lucy Wasuk

Udgivet på 10 august 2016

For at markere World Humanitarian Day den 19. august, deler otte ansatte i FN’s Fødevareprogram deres historier fra arbejdet med at udrydde sult i deres hjemlande. Den første i serien er Lucys historie fra Sydsudan.

 

Jeg har tilbragt det meste af mit liv i lejrene. Fra flygtningelejren Bombo i Uganda – hvor jeg gik i den grundskole, som min far underviste på - til lejrene for internt fordrevne i Khartoum, hvor jeg tog en uddannelse i Ledelse fra Ahfads universitet for kvinder.

Mit karrierevalg kom ikke ud af det blå. Jeg er fuldstændig overbevist om, at akut fødevarehjælp er det eneste håb for de fleste flygtninge og fordrevne - de har ikke andre valg. Hvordan ville livet have været uden denne støtte? For mig, er det at hjælpe folk i nød som at give en person en ny chance - et fornyet håb i livet.

 


WFP/George Fominyen

 

I 1998, da krigen intensiveredes i det, der nu er Sydsudan, og mange landsbyer blev angrebet af SPLA (Det Sudanske Folks Befrielseshær), så jeg en jobannonce om at arbejde med de berørte lokalsamfund. Jeg ansøgte med det samme. Jeg kendte selv til det at være hjemløs og sulten. Jeg fik jobbet, og vi startede med at dele mad i Wau, i delstaten Bar el-Ghazal. Der var situationen så alvorlig, at man holdt ligene lodret, så de ville blive anset som levende. De blev først begravet efter morgengrøden var blevet fordelt. På den måde kunne de levende få de dødes madrationer.

Det farligste er at gå ind i "ingenmandsland" - hvor der er ukendte militser, børnesoldater, uklare grænser og FN’s adgang er begrænset. I løbet af mine 18 års erfaring med feltarbejde, var den mest skræmmende oplevelse at blive tilbageholdt af en børnesoldat. Vi havde overset en lille landsby i staten Jonglei i vores plan fra 2003, så (de lokale myndigheder) tvang os til at stoppe der. De spurgte efter gruppelederen, og tog mig så og låste mig inde i en lille hytte sammen med en bevæbnet dreng på omkring 12 år. Hans gevær pegede på mig – så tæt at det nærmest rørte mit ansigt. Han var træt, sulten og døsede næsten hen med hånden på aftrækkeren. Der kunne ske hvad som helst. Det stod på i seks timer indtil vores sikkerhedsansvarlige kom fra Khartoum og forhandlede min løsladelse på plads.

Et af de bedste oplevelser var på en mission til Pibor i Jonglei State i 1999 - da jeg fik navnet 'Bolen’, efter et stort træ, der giver læ til de ældre ved kraftig regn. Dengang var jeg den første kvindelige nødhjælpsarbejder, der ikke var en khawaja (udlænding), til at sætte sin fod i Pibor. Da vi modtog madrationer fra nedkastninger og samtidig organiserede fødevaredistributionen, sammenlignede de mig med det beskyttende træ. De sang sange om mig, såsom: "Med Bolen er du sikker på at få mad; med Bolen ser vi store fly smide mad fra himlen; med Bolen på jorden, kan du høre vores trommer, vores børn bliver gift, og vores mad smager godt på grund af salt." Der er mange piger i Pibor mellem 8 og 14 år, der hedder Lucy eller Bolen!

 


WFP/Ahnna Gudmunds

 

En anden stor oplevelse kom to år senere, også i Pibor, da jeg mødte Wad Shilling. Vi var i gang med at uddele mad, da et forældreløst barn på omkring 11 år kom op til mig og sagde: "Jeg får kun varm mad, når WFP er her. Herefter spiser jeg igen kun lalop (vilde frugter), indtil næste gang der bliver kastet mad ned til os." Han sagde, at han var træt af at spise lalop og foreslog, at jeg tog ham med hjem til et varmt måltid. Til gengæld lovede han at betale mig tilbage med kvæg, når han engang blev voksen (gennem det traditionelle kvægtyveri). Jeg kunne virkelig ikke forestille mig, at et liv med kvægtyverier var den her unge drengs største drøm, så jeg besluttede mig for at hjælpe ham på en anden måde. Med tilladelse fra både hans onkel og min overordnede, tog jeg ham med tilbage til min arbejdsbase i Malakal. Hele landsbyen fulgte ham til flyet. Han boede hos mig i Malakal i 4 år, fik undervisning og flyttede senere til Juba for at blive en forretningsmand. Til gengæld støttede Wad sin nevø, der nu arbejder for Plan International, en af WFP’s partnere i Sydsudans Jonglei-stat.

Mit eneste håb er, at sydsudanerne vil enes om, at de er en nation og en stamme - og mindske de lidelser, som befolkningen i Sydsudan har på grund af stammekonflikter. Mine ledere bør arbejde hårdt på at udvikle denne unge nation.


 

 

Danmark er blandt WFP’s vigtigste donorer af kernebidrag. Kernebidrag giver WFP fleksibilitet og gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt, når katastrofer indtræffer, finansiere forsømte kriser og dermed sikre, at hjælpen når dem, der har mest brug for den. Læs mere her.