#ShareHumanity - Mød Abeer Noman, Yemen

Udgivet på 17 august 2016

For at markere World Humanitarian Day den 19. august, deler otte ansatte i FN’s Fødevareprogram deres historier fra arbejdet med at udrydde sult i deres hjemlande. Den sjette i serien er Abeers fra Yemen.

Min lillebror og jeg voksede op med se vores alenemor arbejde hårdt for at kunne forsørge os. Hun ville have, at vi fik en god uddannelse og lærte engelsk, så vi fik muligheder i livet. Jeg ved, det var hårdt for hende at stå alene i det traditionelle yemenitiske stammesamfund, at kæmpe for at sikre hendes børn et bedre liv – men hun gjorde det! Vi er stolte af at være hendes børn. Mine venner og familie fortæller mig altid, at jeg arvede min stærke personlighed fra hende.

Efter jeg blev færdig med gymnasiet, fik jeg et musikinstrument af min mor – en lut – fordi hun vidste, at jeg var meget musikalsk. Jeg spillede så godt, at jeg overvejede at studere musik udenfor Yemen, men jeg vidste, at det ikke var praktisk. I stedet tog jeg en bachelor i revision og regnskab. Før jeg blev ansat i WFP i 2010, arbejdede jeg 13 år med kommunikation, koordinering og projektledelse for et flyselskab, et uddannelsescenter og en udviklingsorganisation. Så begyndte jeg at kigge efter stillinger i internationale organisationer og søgte to stillinger ved WFP, herunder en administrativ stilling i sikkerhedsafdelingen.

Karrieren indenfor sikkerhed kom som en overraskelse. Jeg husker stadig minutterne med stilhed, der opstod hos mine venner og familie, da de forsøgte at forstå nyheden. De fleste af dem plejede altid at ende med at sige, ”Ved du hvad, på en måde passer det med din personlighed.” Den skriftlige prøve overrumplede mig, da der var spørgsmål som: ”Forestil dig at skrive en rapport om kidnapningen af en ansat” … men jeg bestod dem alle. Jeg er stor fan af krimiromaner og jeg har en hel samling, der hjalp mig med at forstå begreber og betegnelser indenfor sikkerhed. Prøverne skræmte mig ikke og jeg vidste, jeg havde de grundlæggende evner, som jobbet krævede: handlekraft og gode kommunikationsevner. Jeg blev hurtigt en af de få arabiske kvinder, der lavede den type arbejde for WFP i regionen. Nu har jeg arbejdet med det i seks år.

Et år efter jeg kom ind i WFP, skulle jeg forberede evakuering af min familie til en sikrere del af hovedstaden på grund af kampene og de voldsomme bombardementer. På samme tid skulle jeg holde opsyn med ansatte i de omkringliggende områder via sms – og svare på de mange opkald og beskeder om, hvad der skete. Så begyndte min 2-årige nevø pludselig at kaste op, så vi blev nødt til at finde det nærmeste hospital. Vi gik rundt ude i gaderne hele dagen og natten indtil vi fandt et hotel i nabolaget, hvor der var relativt fredeligt.

Uforudsigeligheden i landets sikkerhedssituation udgør en reel udfordring – og mange farer. Fordi min stilling er en nøgleposition, er jeg forpligtet til at rapportere til kontoret i det fleste situationer, også når byen er mål for luftangreb eller under væbnede konflikter på jorden. En meget svær opgave er at vægte de ansattes sikkerhed og tryghed op imod operationelle behov, at føre tilsyn med situationen og så rådgive dem om hvorvidt de skal rapportere til kontoret eller ej.

I april 2015, da kampene med den arabiske koalition intensiveredes, fik jeg til opgave at være national leder af WFP’s sikkerhedsafdeling. Landedirektøren beordrede mig til akut at evakuere 15 internationale ansatte fra deres hjem i det sydlige Sana’a, hvor luftangreb fandt sted – og få dem ud af landet. Jeg kan huske, at jeg planlagde det, kortlagde vejene og dirigerede chaufførerne i de armerede biler, alt imens jeg talte i telefon med utallige ansatte, som stillede mig alle mulige spørgsmål. Jeg løb også rundt og hjalp min egen familie med at flytte fra ét område af Sana’a til et andet på grund af beskydningerne.

I den periode var min vigtigste opgave at holde styr på alle ansatte. Det var svært for flere områder havde hverken elektricitet eller telefonforbindelse. Og alligevel tog hele operationen mindre end en time. Når jeg ser tilbage på det, går det op for mig, at jeg havde skabt et operationsrum på et kvarter og delt mig selv op i tre personer – en til at instruere chaufførerne, en til at lede de ansatte og en til at rapportere i tide. Men selvfølgelig kunne det ikke lade sig gøre uden mine kollegaers og chaufførernes fantastiske indsats i disse meget vanskelige situationer. Alle voksede med opgaven og arbejdede som et hold.

Jeg kan ikke bære at se uskyldige børn blive dræbt eller folk blive fordrevet fra deres hjem og leve under forfærdelige forhold. Men jeg håber stadig, at parterne i den yemenitiske konflikt begynder at prioritere de civiles liv over alt andet – og når til en fredsaftale. Den massive ødelæggelse har ikke engang taget et år. Det er altid nemmere at ødelægge end at bygge op. Jeg håber, at de tænker sig om og indser, hvad der er værd at bruge penge og tid på. Mit land har en stolt arv, rødder i en smuk gammel civilisation og en fantastisk natur. Jeg håber, at mit land bliver en del af de fredelige og udviklede lande i løbet af min levetid. 

 

Danmark er blandt WFP’s vigtigste donorer af kernebidrag. Kernebidrag giver WFP fleksibilitet og gør det muligt at reagere hurtigt og effektivt, når katastrofer indtræffer, finansiere forsømte kriser og dermed sikre, at hjælpen når dem, der har mest brug for den. Læs mere her.