Ros til WFP fra udviklingsministeren

Udgivet på 02 september 2011
Udviklingsminister Søren Pind udtalte i lørdags, at FN’s Fødevareprogram (WFP) gør et godt stykke arbejde i indsatsen mod den tørke og hungersnød, der har ramt omkring 13 millioner mennesker i det østlige Afrika.

Under et besøg sammen med HKH Kronprinsesse Mary i verdens største flygtningelejr i Dadaab i Kenya, udtalte Pind, at ”WFP er en af de få organisationer, som vi støtter stærkt. Det er mit klare indtryk at de udfører et godt stykke arbejde, og vi vil fortsat støtte organisationen i fremtiden, da det er en af måderne, hvorpå vi kan sikre at fødevarerne bliver fordelt”.

Ministeren talte også om det enorme pres, der findes på bistandsydelser til flygtninge i regionen: ”Siden jeg var her for otte måneder siden, kan jeg se at faciliteterne er blevet bedre, men at presset på disse også er steget. Sidste gang jeg var her, var der omkring 300.000 flygtninge – nu er der mere end 400.000. Opsætningen er velorganiseret, men presset er enormt”.

Under besøget, som var arrangeret af Dansk Flygtningehjælp, besøgte Kronprinsessen og Ministeren et modtagelsescenter, et hospital og et udleveringssted for fødevarer til nyligt ankomne flygtninge.

HKH Kronprinsesse Mary brugte tid på at tale med nyligt ankomne flygtninge, som overvejende var fra Somalia og næsten udelukkende bestod af kvinder og børn. Ved modtagelsescenteret så hun, hvorledes de fik taget tommelfingertryk og blev testet for underernæring og vaccineret.

Kronprinsessen blev informeret om WFP’s generelle fødevareudleveringer og om WFP’s nye ernæringsinitiativer. Initiativerne omfatter generel distribution af særlig ernæringsrig mad til små børn og brugen af ’Plumpy Sup’, som er et beriget peanutbaseret produkt, der behandler moderat underernæring.

Flygtninge på flugt fra hungersnød, tørke og konflikt i Somalia og andre nabolande fortsætter med at strømme til Dadaab. Mere end 1200 ankommer dagligt til lejren, nogle med komplikationer og akut underernæring. Lejren huser i øjeblikket op mod en halv million flygtninge.

Fødevareassistance fra WFP er fortsat en vigtig livline for specielt børn, gravide kvinder, ammende mødre og familier ramt af HIV/AIDS.

Som en af de vigtigste multilaterale donorer til WFP har Danmark bidraget med 25 millioner dollars (130.7 millioner DKK) alene i år. 
 

 Photos: Copyright: WFP/Lydia Wamala