Nordiske profiler - Janne Suvanto

Udgivet på 15 april 2015

Finske Janne Suvanto har arbejdet for FN’s fødevareprogram (WFP) siden 1997. Siden han startede sin karriere i Rom, har Suvanto været udstationeret rundt omkring i verden, bl.a. i Kosovo, Indonesien, Chad, Haiti og Mauretanien.

Hvorfor begyndte du at arbejde for FN?

Min interesse for internationale organisationer startede i en meget ung alder. Efter jeg afsluttede min kandidat i statskundskab, påbegyndte jeg et praktikophold for den finske ambassade i Rom. Herigennem fik jeg muligheden for at arbejde som Junior Professional Officer (JPO) for WFP i Rom. Dengang forstod jeg ikke fuldt ud, hvad jeg gik ind til, men retningen mod en international karriere var et bevidst valg.

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Michal Huniewicz

Hvad arbejder du med i din nuværende position?

Det er første gang, at jeg besidder en stilling som landedirektør, hvilket betyder, at jeg leder WFP’ kontor i Mauretanien. I praksis består mit job i at føre tilsyn med, at projekterne følgerne reglerne og når de mål, som FN sætter. Jeg har regelmæssig kontakt med Mauretaniens regering og FN-organisationer. Vi følger naturligvis også med i udviklingen med fødevaresikkerheden i landet. Den største udfordring for fødevaresikkerheden i Mauretanien er spørgsmålet omkring, hvordan naturressourcer fordeles mest ligeligt i befolkningen.

Du har arbejdet for WFP mange forskellige steder i verden. Hvad har disse erfaringer lært dig?

Ud fra WFP’s perspektiv, tror jeg, at det er meget vigtigt, at en medarbejder trækker på erfaring fra både hovedkontorerne og fra arbejdet i felten. I hovedkontorene er det muligt at netværke med folk og se, hvordan de overordnede strategier bliver udviklet. Men derudover har man brug for at vide, hvordan disse strategier bliver implementeret i praksis. Enhver tjenestestation er forskellig, og man skal aldrig antage at den samme tilgang virker ens alle steder.

Ud fra mit personlige perspektiv, er jeg blevet mere åbensindet og tolerant gennem årene. Jeg har erfaret, at folks lykke og sorg er den samme, uanset hvor man befinder sig i verden. Det er altid muligt at finde nogen, man kan relatere sig til, uanset hvor man er i verden.


Foto: UNRIC

Du har vidnet en række kriser i løbet af din karriere. Er der nogen situationer, som har fået dig til at miste håb?

Nej, ikke rigtigt. Kriser er meget forskellige. Det er nemmere at arbejde med operationer, som ikke er menneskeberørte, som f.eks. naturkatastrofer. Det er lidt hårdere at arbejde steder, hvor problemerne har en politisk karakter som i Kosovo eller Irak. Nogle gange tænker man, om der nogensinde kommer fremgang; men jeg tror dog på, at det er muligt at forandre tingenes tilstand til det bedre, alle steder, med den rette politiske vilje og ressourcer.

Hvordan vil du beskrive din nuværende arbejdsplads i Mauretanien?

Hovedstaden er mere udviklet i forhold til nogle af de andre byer i Sahel. Elektriciteten og infrastrukturen fungerer, og der er et stort udbud af varer. På den anden side, er der omkring 3,5 millioner indbyggere i Mauretanien fordelt på et stort stykke land, der dækker en million kvadratmetre. I de få store centre udbydes sociale tjenesteydelser, og der er skoler, men i store dele af landet er der ingenting.

Nogle gange føles det som om, at folk bliver skræmt af, at Mauretanien er et islamisk land. Selvom mere traditionelle former for islam bliver udøvet i de østlige dele af landet, er den islamiske tro ganske afdæmpet her for størstedelens vedkommende. Det er mit indtryk, at Mauretaniens islamiske tradition er meget anderledes fra andre muslimske lande. Mauretanien er blevet kaldt landet for poesi og videnskab, og i det 12. og 13. århundrede var mange af de centrale byer i arabisk kultur placeret i Mauretanien.

Hvad laver du i din fritid?

Fritidsmulighederne i Mauretanien er begrænsede. Jeg har set et par ruiner fra de tidligere byer i ørkenen, og så er der de smukkeste strande, som er helt urørte. Derudover er der fire veje, som forlader Nouakchott, og jeg har kørt på dem alle. Det sociale liv er en smule begrænset, men alle de relationer, jeg har fået udenfor arbejdet, er meget tætte. Alkohol er forbudt på restauranter, så ofte inviterer man venner hjem til sig for at grille og tilbringe tid sammen.

Foto: Michal Huniewicz

Artiklen indgår i Unric's Nordiske Nyhedsbrev, april 2015.