Nødsituation i oversvømmelsesramte Pakistan

Udgivet på 16 september 2011
ISLAMABAD– Da yderligere kraftig regn truer oversvømmelsesramte områder i det sydlige Sindh, optrapper FN’s Fødevareprogram (WFP) nu indsatsen for at levere livreddende fødevarebistand til de berørte mennesker. Dårlige vejrforhold komplicerer nødhjælpsleverancerne, da mange veje er oversvømmede.

Fra og med mandag har WFP udleveret madrationer til mennesker ramt af oversvømmelsen i de hårdest ramte distrikter. De første udleveringer startede i Badin, og indtil videre har 15.300 mennesker modtaget bistand.

I øjeblikket er WFP aktiv i de tre hårdest ramte områder, Badin, Mirpurkas og Shaheed Benazirabad, og vil øge sin tilstedeværelse i flere distrikter i løbet af de kommende dage.

En måneds fødevareration indeholder hvedemel, bælgfrugter, grøntsager, olie, salt, højenergikiks, te og specialiserede nærende fødevarer til de mindste børn, så som Wawa Mum, som er en kikærtepasta, der er udviklet af WFP og fremstillet i Pakistan.

WFP benytter eksisterende fødevarelagre i Pakistan i reaktionen på krisen men har brug for donorstøtte i de kommende uger til at genopbygge bestanden og sørge for, at indsatsens omfang bliver som ønsket.

WFP forsøger at yde nødhjælp til omkring en halv million mennesker inden udgangen af denne måned og planlægger at optrappe leverancerne for at nå ud til 2.2 millioner i løbet af oktober.

En fælles akut vurdering af 16 distrikter, foretaget af WFP, Pakistans National Crisis Management Unit (NDMA) og OCHA, er nu afsluttet.

Ifølge de foreløbige data er 5,4 millioner mennesker ramt af oversvømmelserne, omkring 665.000 hjem er beskadigede eller ødelagte og 1.8 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem – hvoraf mange søger midlertidig husly langs vejkanter eller flodbanker.

73 procent af alle fødevareafgrøder i oversvømmelsesområdet er blevet ødelagt og 36 procent af alle husdyr er gået tabt.

På tværs af det sydlige Sindh lider kommunikationsnetværket af alvorlige forstyrrelser og vandkilder er forurenet.

Foruden uddelingen af fødevarer yder WFP logistisk støtte til hele det humanitære samfund. Efter rapporter om betydelige skader på infrastrukturen som følge af yderligere kraftige regnskyl indenfor de sidste 48 timer, arbejde logistiske grupper fra WFP nu på tværs af distrikterne for at vurdere omfanget af utilgængeligheden og graden af forstyrrelse på vejene.

Udover denne nyeste reaktion yder WFP desuden fødevarebistand til 1.4 millioner mennesker, der stadig kommer sig efter de store ødelæggende oversvømmelser, der ramte Pakistan i 2010.