Moving the World - to End Hunger

Udgivet på 09 marts 2015

Under Moving the World - to End Hunger 2014, blev der indsamlet 81.300 kroner, hvilket svarer til, at 270 børn i Burkina Faso nu kan få et dagligt og nærende skolemåltid, hver dag - i et helt skoleår. Foto: WFP/Anne Poulsen

Moving the World - to End Hunger er et initiativ fra det danske netværk af kvinder i erhverv Soroptimist International Denmark (SI Danmark), som arbejder for kvinder og børns liv og rettigheder, både i Danmark og internationalt. Hvert år afholder Soroptimist International Danmark under overskriften Moving the World – to end Hunger aktiviteter over hele landet for at skabe opmærksomhed omkring og indsamle penge til FN’s Fødevareprograms (WFP) skolemadsprogram i Burkina Faso.
Sidste års indsamling
I 2016 blev der i alt indsamlet 125.000 kroner, hvilket svarer til, at 355 børn i Burkina Faso nu kan få et dagligt og nærende skolemåltid hver dag – i et helt skoleår. 
 
Moving the World 2017
Igen i år afholder SI Danmark Moving the World – to End Hunger aktiviteter henover hele året. Og igen i år vil de indsamlede midler gå ubeskåret til FN’s Fødevareprograms skolemadsprogram i Burkina Faso. Følg med på SI Danmarks hjemmeside samt her på hjemmesiden.

 

WFP’s skolemadsprogram i Burkina Faso
Gennem FN’s Fødevareprogram (WFP) i Burkina Faso får 77.000 skolebørn i Sahel regionen dagligt to måltider nærende mad. WFP’s skolemadsprogram dækker 994 grundskoler og sikrer, at eleverne dagligt får morgenmad og frokost igennem hele skoleåret. For at sikre, at piger færdiggør grundskolen, får familier med døtrene i de to ældste klasser i grundskolen ekstra fødevarerationer. Skolemåltiderne tilskynder generelt forældre i Burkina Faso til at sende og holde deres børn i skole og dermed sikre dem en uddannelse og en bedre fremtid. Skolemadsordningen sikrer samtidig, at børnene bliver i stand til bedre at følge undervisningen. Det er svært at fokusere på matematik og grammatik, når maven er tom.