Mere end blot køleskabe og lossepladser: et opgør med debatten om madspild

Udgivet på 16 november 2016

Hvis vi kan forhindre, at mad spildes inden det bliver spist, har vi taget et stort skridt frem mod en verden uden sult. Få et indblik i, hvor vi arbejder med madspild i Uganda og Burkina Faso.


WFP/Riccardo Gangale

Hver eneste sæson i landsbyer verden over sår småbønder jorden med frø i håbet om en vellykket høst.

Mens de pløjer jorden, beder mange om regn, så de kan høste frugten af deres arbejde: Så de kan betale for at børnene kan gå i skole, købe husdyr og øge indtægten og sætte næringsrig mad på bordet.

For Jane Baytanunga, en mor til seks i Uganda, stod hun overfor en anderledes udfordring for tre år siden.

”Regnen kom. Men efter høsten kom også snudebillerne og rotterne.”

”Vi var forsigtige, vi høstede kornet med kurver og presenninger for at sikre kvaliteten,” sagde hun. ”Men det var spild af tid. Da vi kom hjem, havde vi ikke noget godt sted at opbevare det.”

Som mange andre bønder i landsbyen mistede Jane en stor del af sine korn og bønner. For hver femte sæk hun opbevarede, blev en eller to ødelagt på under end en måned – enten beskadiget eller ædt. På få måneder mistede nogle landmænd op mod 60% af deres udbytte af enten insekter eller mug.

Madspildet er paradoksalt, idet mere end 50% af verdens sultne er småbønder. FN’s landbrugsorganisation FAO beregnede i 2011, at det årlige madspild efter høsten i Afrika syd for Sahara udgør mere end 30% af den totale madproduktion. De årlige omkostninger er 4 milliarder dollars, hvilket overstiger det beløb, som regionen får i bistand.

Siden er indsatsen for at begrænse madspild blevet lanceret på den globale scene som en del af kampen mod sult.
 

Spis eller bliv spist

Mad til en værdi af 1 billion dollars går tabt eller bliver smidt ud hvert år – det udgør ca. en tredjedel af verdens samlede madproduktion. Ifølge FAO ville resultatet af at omvende denne tendens sikre mad nok til at mætte 2 milliarder mennesker – mere end det dobbelte af antallet af underernærede mennesker i verden.

Potentialet har sat sagen højt på dagsordenen for den globale udviklingsagenda. På et tidspunkt, hvor 1 ud af 9 mennesker går sultne i seng hver eneste dag, har FN udfordret verden til at halvere den globale madspild inden 2030 som en del af de 17 Verdensmål.

Verdens opfattelse af madspild har ændret sig og inkluderer nu også, hvad der sker med maden længe inden den når vores lokale supermarked.

Og Janes fortælling og lignende historier har inspireret en anden global handlingsplan: reducere madspild i produktions- og forsyningskæder, herunder i perioden lige efter høsten.

Madspild kan forekomme på ethvert stadie af rejsen fra gård til marked. Når mad behandles, opbevares og transporteres er der en vis grad af risiko for, at det bliver ødelagt, bliver dårligt eller går tabt. At reducere madspild har til og med inspireret en ny standard for madspild til at hjælpe virksomheder, myndigheder og andre grupper med at måle, hvad der falder gennem sprækkerne.

Sidste efterår argumenterede UPS’ humanitære forsyningskæde-direktør Esther Ndichu for, at sult faktisk ikke er et madproblem – det er et logistikproblem, fordi man ikke lykkes med at fordele maden til de mennesker, der har størst behov for det.

 

”Noget rådner på lageret, mens det venter på at blive transporteret til markedet, mens noget andet rådner ved havne og grænseovergange, mens det venter på toldgodkendelse,” sagde Ndichu. ”Og noget rådner bare på markerne, fordi bønderne ikke mener, det er økonomisk rentabelt at høste det.”

Efterhøsttabet, der udgør størstedelen af den globale madspild, er så ødelæggende, fordi mange bønder allerede kæmper med at få mad på bordet. At miste 20 til 40 procent af en bare én høst, som Jane gjorde, forværrer fødevaresikkerheden, og når familier spiser ødelagte afgrøder, kan det skade deres ernæring og sundhed. Kvinder forstår dette problem nøje, fordi de ofte har ansvaret for at tørre, vaske og opbevare maden.

Disse dynamikker har sat madspild højt på WFP’s dagsorden, da vi arbejder for en fremtid uden sult – en fremtid, hvor landmænd som Jane har de rette værktøjer til at beskytte den mad, de dyrker.


WFP/Riccardo Gangale

3 innovationsløsninger til at reducere madspild

I sommers lancerede WFP for første gang vores Innovation-Accelerator. Målet er at gå forrest i kampen om at udrydde sult – og få værktøjer til at reducere madspild er et af dens mange lovende projekter.

’Zero Post-Harvest Losses’-projektet sælger billige, lokalproducerede kornsiloer til landmænd og giver dem træning i kornhåndteringen efter høsten. Indtil videre har projektet solgt 65.000 metalsiloer bare i Uganda, og småbønder har lært at opdatere håndteringsteknikker fra WFP og lokale landbrugsorganisationer indenfor fem centrale områder: høst, tørring, tærskning, lysbehandling og lagring.

Beslutningen om at udvide projektet blev taget efter, at pilotinitiativer i Uganda og Burkina Faso viste imponerende resultater. Ifølge en rapport fra WFP i 2014 resulterede disse projekter blandt landmænd i en 98 procents nedgang i madspild over en 9-måneders periode. Projektet, som blev støttet af vores partner i den private sektor UPS, blev udvidet til at inkludere mere end 16.000 familier samme år.

De yderligere fordele var betydelige. Landmænd kunne effektivt lagre sine afgrøder og sælge dem, når markedspriserne var højere, familierne oplevede forbedret ernæring og blev mindre udsat for madforgiftning, og kvinders arbejdsbyrde blev reduceret, da den lange proces med daglig vask af kornet blev overflødig.

”Det var et særdeles betydeligt resultat, at vi næsten udryddede madspild efter høsten,” siger rapporten.

Verden over er ny innovation med til at styrke bønder med en ny måde at teste og forbedre kvaliteten af sine afgrøder.

I reaktion på de giftige aflatoksiner, der blev fundet på lokale afgrøder i Guatemala, skabte man ”Blue Box”, som er et værktøj til at teste madkvaliteten på stedet, ude i markerne. Når det bliver brugt sammen med oplæring i håndtering af korn efter høsten for småbønder er disse fælles indsatser med til at reducere sandsynligheden for madforgiftning og madspild i landsbyer rundt omkring i verden.

”Blue Box” understøtter også to andre vigtige mål: ved at hjælpe bønder med at forbedre kvaliteten af afgrøderne, er det mindre sandsynligt, at familier vil rammes af de negative ernæringsmæssige konsekvenser af at spise mad i dårlig kvalitet. Det hjælper også afgrøderne med at leve op til de kvalitetsstandarder for engroskøb gennem WFP’s Purchase for Progress-initiativ, der køber afgrøder af høj kvalitet fra småbønder for at forsynes organisationens fødevareprogrammer, såsom skolemåltider.

En tredje innovationsløsning understreger, hvordan det at koble landmænd til markeder forbliver en topprioritet. I Den Demokratiske Republik Congo har WFP primært forsynet kvindelige landmænd med ladcykler for at øge deres tilgang til markeder.

Tidligere har mange kvinder båret tunge sække, som ofte vejer over 50kg for at fragte deres produkter til markedet. Nu bruger de ladcykler for at transportere flere af overskudsafgrøderne til at sælge på det lokale marked. Salg af disse afgrøder giver kvinder muligheden for at købe den mad, de trænger for at få opfyldt deres ernæringsbehov, inklusiv tomater, gulerødder og frugt.

”Ved at fokusere på løsninger kan vi få mad til de mennesker, der har brug for det,” sagde UPS’ Ndichu. ”Succes afhænger af offentlige og private partnerskaber, som bringer myndigheder, ikke-statslige organisationer og den private sektor sammen for at investere i forsyningskæder. Hvis det sker, kan vi udrydde sult i vores levetid.”

En yderligere forsvarslinje

Tilbage i Uganda har Janes held kommet tilbage. I dag er det slut med, at skadedyr ødelægger hendes korn og bønner.

Som en af de 16.000 familier, der deltog i WFP’s efterhøstprogram mod madspild i august 2014, fik hun adgang til lagringssiloer og information om, hvornår det er bedst at høste afgrøderne, hvordan man undgår angreb fra skadedyr og sikrer, at de ikke indeholder insekter før man bruger dem til lagring.


Småbonden Jane Baytanunga står ved siden af en opbevaringssilo, som hun modtog gennem WFP's Post- Harvest Loss Expansion Programme i Uganda/WFP

”Vi er utrolig glade for, at vi er blevet introduceret til siloerne,” sagde Jane. ”De reducerer angreb fra skadedyr og forgiftning, og de bidrager til, at vi kan beholde alt det, vi dyrker og kan lagre det, så længe vi vil. Udover siloerne, har vi fået nye, nyttige færdigheder og ved nu, hvordan vi skal tørre kornet, så det lagrer optimalt i siloerne.”

Højere temperaturer og uregelmæssig regn skaber tørke fra Latinamerika til det sydlige Afrika, og konflikter forstærker fødevarekriser i lande som Nigeria og Sydsudan. Derfor er indsatsen for at reducere madspild helt afgørende – ikke kun på kort sigt for landmænd som Jane, men på lang sigt for hele verden.


Læs den originale artikel på WFP USA.
Skrevet af Ash Kosiewicz
Oversat af Jonas Krogh Madsen