Jeg er en mand. Jeg er en kvinde. Jeg er mor, søn, far eller datter. Jeg er flygtning. #IamSyrian

Udgivet på 15 marts 2016

WFP/Shada Moghraby

FN’s Fødevareprogram sørger hver måned for fødevarer til omkring 4 millioner mennesker i Syrien, og sikre fødevarebistand til tæt på 1,5 millioner syriske flygtninge i nabolandene. Hver dag hører vi deres beretninger, og over de næste 6 måneder vil vi dele deres historier som en del af vores #IamSyrian kampagne. 

Det er fem år siden krigen startede i Syrien, jeg var en af de millioner af menneske, som er blevet ramt af konflikten. Vi har mistet vores hjem og vores arbejde, vores skoler og vores fremtid. Mange af os har mistet vore liv.

I dag står vi over for en usikker fremtid, hvor der ingen garantier er for vores næste måltid, for hvor vi kan sove, eller hvordan vi kan overleve.
De millioner af Syrere, som er blevet draget ind i denne krise, beder ikke om meget. Vi vil gerne vide hvor vores næste måltid skal komme fra, og hvor vi skal sove om natten.
Når vi ser fremad vil vi gerne vide om vi har en chance for at finde arbejde, sørge for et sikkert sted at bo for vores børn, måske endda have muligheden for at vende tilbage til de hjem og liv, som vi blev tvunget til at forlade. Med 5 års dagen for krisen har Syrerene brug for at vide at verden stadig tænker på dem. 

Vi håber du vil støtte #IamSyrian ved at hjælpe os med at dele disse historier på de sociale medier og blive involveret med de aktiviteter, vi vil lancere hver måned i de næste 6 måneder og som lægger op til FNs generalforsamling i september. Alle, også organisationer, kan deltage.

Hjælp os med at gøre dette til en global bevægelse:

#IamSyrian

BADREYA


Jeg hedder Badreya. Jeg er 26 år og kommer fra byen Ar-Raqqa i det nordlige Syrien.
I dag er hele området et helvede på jorden, og de tilbageværende indbyggere er belejrede og fanget – uden mulighed for at flygte til sikrere dele af landet.  
Jeg savner stadig mit liv og mit land frygteligt meget; forårsbrisen, latteren, familiemiddagene ... men det Syrien, som jeg kendte og holdte af, er væk nu.
Jeg er bange for at rejse tilbage og selv se de ødelæggelser min svigermor beskriver. Hun er stadig i Syrien og jeg er bekymret for hende. Hun er gammel og har svært ved at bevæge sig, så hun kunne ikke komme til Libanon med os for fire år siden, men hun insisterede på, at vi skulle tage af sted for børnenes skyld.
Jeg blev gift da jeg var 17 år og vi flyttede til Darayya i området omkring Damaskus, så vi kunne være tættere på hende. Min svigermor behandlede mig som sin egen datter, hun forkælede mig og tog mig med hvor end hun skulle hen. Jeg var hendes stolthed og glæde, og jeg følte mig som en dronning.
Jeg var så lykkelig. Mine bedste minder med henne er i køkkenet, hvor hun lærte mig at lave retter som Asheh – en hjemmelaget syrisk pølse med ris og krydret kød. Vi plejede at få Asheh ved specielle anledninger, såsom Eid, eller på fredage når alle vores slægtninge ville komme hjem til os og spise sammen med os. Selv om hun stod for størstedelen af madlavningen, ville hun altid fortælle alle at jeg havde lavet maden selv og min mand ville kysse mine hænder foran dem alle sammen.

I de dage var det så let at le.

Nu bor jeg i et telt med min mand og vores fem børn i en sørgelig lejr i Bekaa dalen. Jeg hader at være her. Begge vores søstre og deres familier blev smidt ud af deres hjem, fordi de ikke havde råd til at betale lejen. Nu bor de også hos os.
Vi prøver at stå op før solopgang og liste ud af teltet, mens vores mænd og børn stadig sover. Så drikker vi kaffe og snakker sammen alle tre. Det er det eneste rolige tidspunkt vi har hele dagen.

Når himlen begynder at lysne, siger min søster at vi skal lukke øjnene og lytte. Lyden af fuglenes sang minder os om Syrien.

Jeg takker Gud for at vi er sammen og trygge her i Libanon – men jeg har også ondt af mig selv på grund af vores ulykke. Hvordan kan livet være så smuk en dag, og blive så grusomt den næste? Vi har ingen varme, ingen rindende vand, jeg har ikke nok penge til at brødføde mine børn og slægtninge hver dag, og folk i Libanon er trætte af at vi er her.
Livet er begyndt at blive for tungt til at bære, og jeg føler jeg har glemt hvordan det føles at være lykkelig.

#IamSyrian
Kærlig hilsen,
Badreya

MOHAMMED


Jeg hedder Muhammed. Jeg er fra Aleppo, men nu bor jeg i Gaziantep i Tyrkiet med mine børn - min kone gennem femten år forlod mig for at tage til Tyskland. Hun kunne ikke håndtere situationen længere.

Jeg bad hende om at være tålmodig. Men hun kunne bare ikke, så hun forlod os. Folk tror en fars hjerte er hårdere end en mors, men sådan er det ikke.

Jeg kunne aldrig forlade mine børn, jeg lever for mine børn. De er mit liv.
 

"I Syrien ... ville jeg bruge min fritid med min familie, vi ville gå i tivoli, tage på udflugter til Eufratfloden...
 

Nu er jeg nødt til at arbejde 12 timer om dagen, men når jeg kommer hjem og ser mine børn, glemmer jeg alle problemerne. Min ældste datter arbejder som skrædder, men hun kan være nødt til at stoppe, så hun kan tage sig af sin lillebror og søstre.

Med hjælp fra FN og den tyrkiske regering kan jeg købe mad. Det har hjulpet os meget. Nu behøver jeg ikke bekymre mig så meget, og jeg har råd til at købe det køleskab min kone altid ønskede sig.

#IamSyrian

Kærlig hilsen,

Mohammed
 

ALIYE



Jeg hedder Aliye og min mand hedder Ali. Jeg savner alt fra Syrien, menneskerne, vores liv der, duften ...

Vi kom fra Raqqa for 4 år siden med vores 4 døtre. En nat hørte jeg lyde udenfor, og jeg troede, det regnede. Jeg sagde til min datter at hun skulle hente vasketøjet, som hang udenfor, men hun sagde, "Nej, det er ikke regn, det er bomber." To dage senere forlod vi vores hjem.
 

"Vi var lykkeligere der, fordi det var vores land, vores jord ..."
 

Hver gang jeg tænker på Syrien kan jeg ikke lade være med at græde. Hvordan kan jeg beskrive det? Vi var gladere der, fordi det var vores land, vores jord. Mine børn gik i skole, jeg lavede husarbejdet, vi havde alt, hvad vi havde brug for, vi havde råd til alt det, vi ønskede os. Vi kendte alle i nabolaget, alle var venlige ... Her er vi fremmede, og vi kender ikke ret mange mennesker.

Jeg ville vende tilbage til Syrien i dag, hvis jeg kunne. Mine tårer vil ikke ende, før jeg er hjemme igen ...

#IamSyrian

Kærlig hilsen,

Aliye
 

FIRAS



Jeg hedder Firas. Jeg er 18 år gammel og kommer fra Syrien. Min far havde sendt mig til Tyrkiet for at arbejde. Tre måneder senere ringede min onkel, og bad mig om at komme hjem og tage penge med.

Da jeg kom tilbage, så jeg at mit hus var revet ned. Da jeg fik at vide at hele min familie var blevet dræbt i et angreb følte jeg mig så ensom, jeg havde seks brødre og søstre, og forældre, og nu er de alle sammen væk.

Jeg vil aldrig glemme mine forældre, men nu er min onkel som en far for mig.

Min onkel tog mig med tilbage til Tyrkiet. Nu bor jeg der med ham og hans familie. Jeg vil aldrig glemme mine forældre, men nu er min onkel som en far for mig.

Jeg arbejder på en slikfabrik, 10 timer om dagen, seks dage om ugen. I Syrien arbejdede jeg hos en snedker. Jeg savner mit liv der. Jeg havde venner og familie, jeg var gladere.

Nu har jeg mistet kontakten med dem allesammen. Min eneste drøm er at vende tilbage til Syrien. Det er det eneste… Hjælp mig med at få min drøm til at gå i opfyldelse.
 

#IamSyrian

Kærlig hilsen,

Firas

 

HVAD DU KAN GØRE FOR AT HJÆLPE PÅ 5-ÅRSDAGEN 15. MARTS 2016 - KRIGENS START I SYRIEN
På denne dato går WFP sammen i det globale #withSyria samarbejde for at støtte den globale indsats med at dele billeder på de sociale medier af mennesker, der former et due-symbol med hænderne.

WFP vil indarbejde dette i vores egen #IamSyrian kampagne på 5-årsdagen med brug af billeder af kendte deltagere og syriske flygtninge.

Del gerne denne historie og deltag i kampagnen ved at dele et billede af dig selv, hvor du laver due-symbolet på Facebook eller Twitter og ved at bruge hashtagget #IamSyrian.

FØLG MED

Tilmeld dig WFP’s webside, og få adgang til regelmæssige nyheder og interessante historier om syrere, der er blevet ramt af fem års krig og fordrivelse.

Hver måned bringer vi historier med billeder og beretninger om livet i og uden for Syrien. Vi forklarer hvad du kan gøre for at fastholde verdens opmærksomhed på den største og mest komplekse internationale krise i vor tid.

Klik her for at læse flere #IamSyrian historier