#IamSyrian - Zakariya

Udgivet på 30 juni 2016

Zakariyas historie – En syrisk flygtning i Danmark

Syrien er den største og mest komplekse humanitære krise i vor tid. I de fem år, der er gået siden ​​konflikten startede, er millioner af mænd, kvinder og børn blevet fordrevet i og uden for landet. Flere har mistet livet, børn er droppet ud af skolen og en hel generations drømme er blevet knust.

Siden starten af ​​året har FN’s Fødevareprogram givet stemme til de almindelige mennesker, som er fanget i kaosset af den igangværende konflikt. Det her er Zakariyas historie.



Mit navn er Zakariya. Jeg er 26 år. Jeg kommer fra Homs i Syrien. Jeg bor i Danmark nu med to af mine yngre brødre, Issam og Mohammed. Før krigen var min familie samlet. Nu er de spredt over hele verden.

Det er det, krigen har gjort, men jeg er glad, fordi de alle er i sikkerhed. Jeg håber, at vi igen vil kunne være sammen alle sammen, ligesom vi plejede at være under Ramadanen.

Vi havde alt i Syrien. Min familie ejede to mejerier. I mit hjem havde vi katte, hunde, fugle og heste. Min mor plejede at bage brød på terrassen. Det smagte så godt. Hun var meget god til det.

Vi havde alt, hvad vi kunne ønske os. Men det blev alt sammen ødelagt. Vi har ikke noget hjem nu. Vi har ingenting. Det eneste, jeg kan tænke på er, at vi i det mindste er i sikkerhed. I 2012 blev min families fabrikker taget fra os. Vi kunne ikke gøre noget. Vi kunne ikke sige noget.


”Det er dit liv, du vil gerne beskytte det.”

Jeg gik på universitetet i Tyrkiet, men efter min familie mistede fabrikkerne havde vi ikke råd til det længere. Så jeg var nødt til at droppe ud. Efter det vidste jeg ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg forsøgte at finde arbejde for at overleve.



Zakariya får tiden til at gå med at spille fodbold.
Foto: WFP / Ingrid Ernø


Jeg følte, at jeg måtte gøre noget for at hjælpe i Syrien. Jeg ville gerne hjælpe mine venner og min familie. Hele det syriske folk er min familie. Jeg begyndte at køre ambulancer, medicin og mad til mennesker i Syrien.

Jeg købte mad fra det lokale marked i Syrien og ikke i Tyrkiet, fordi det er godt for det syriske folk, at vi køber fra dem. Jeg forsøgte at give folk det vigtigste mad – såsom ris og olivenolie, sukker og te.
Det var en virkelig hård oplevelse, den første gang jeg var tilbage i Syrien. Det er virkelig hårdt at se mennesker, som slet ikke har noget.

”Mange af bygningerne var kollapset, og folk var fattige. ”

Nogle gange føler man, at man har lyst til at græde. Du kan ikke forestille dig det. Nogle mennesker har ikke noget at spise. Det er virkelig så hårdt at se, især når det er børn.

Det var en overraskelse for mig at se de mennesker. På trods af alt, er mange af dem glade.

De smilede stadig, fordi de er glade for at være i live. De laver jokes, de smiler, og de griner. Når jeg var i deres hjem, kunne vi høre bomberne. De kan høre hvor langt væk ​​bomberne er ved blot på lyden. De plejede at sige, "bare rolig, det er langt væk" og fortsatte med at joke.

”Mad er den vigtigste gave i livet, fordi det er livet."

Første gang jeg var levererede mad var jeg så nervøs. Hvad skulle jeg sige? Jeg ville gerne vise dem, at jeg er præcis som dem. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle banke på døren eller hvordan jeg skulle fortælle dem, at de skulle tage imod maden.

Det er svært at sige, hvordan de havde det, da de modtog maden - de var glade og de var flove på samme tid, og det var jeg også. Det, at uddele mad, betød meget for mig. Når du giver mad til mennesker, får de mere energi og de kan udrette noget. Mad er den vigtigste gave i livet, fordi det er livet.
 



Zakariya med sine brødre Mohammed (til venstre) og Issam (til højre).
Foto: WFP / Ingrid Ernø

 

Jeg startede min rejse i juli 2015, fordi jeg ikke kunne hjælpe i Syrien længere. Jeg kunne ikke få et job, og jeg kunne ikke studere. Jeg havde brug for et papir fra universitetet, men det kunne jeg ikke få, fordi jeg ikke kunne betale for det. Hele mit liv gik i stå på det tidspunkt. Det er derfor, jeg valgte at rejse til Europa for at starte mit liv igen.

Jeg rejste først til Izmir, hvor jeg fandt en menneskesmugler, som kunne tage os til Mytilini på den græske ø Lesbos. Jeg spurgte ham, hvor mange vi ville være på rejsen. Han sagde 20. Han sagde, at båden var gammel, men god og stor.

"Jeg var ikke bange for mig selv, men jeg var bange for mine brødre."

Da vi kom til kysten, kunne jeg se, vi var omkring 35 voksne og 10 børn. Båden var omkring 8 meter lang, og vi var meget tæt på vandet. Jeg var ikke bange for mig selv, men jeg var bange for mine brødre. Det var det eneste, jeg tænkte på.

Menneskesmugleren pegede på et lys i det fjerne, og sagde, at det var der, vi skulle hen. Han sagde at jeg skulle tage motoren, og det gjorde jeg. Så sprang han ud fra båden og svømmede tilbage til kysten. Båden gik meget langsomt, fordi vi var så mange mennesker, og motoren var lille og gammel. Den gik i stå hver 10. minut og hver gang måtte vi starte den igen. I sidste ende tog turen næsten 10 timer.


Zakariya: "Alt her handler om held«.
Foto: Ingrid Ernø

Folk havde fortalt mig, at Danmark er et godt land at tage til, fordi folk er meget venlige her. Folk fortalte mig, at livet her er godt, at man kan føle sig sikker, og at man har frihed.

Da vi kom til Europa, begyndte jeg rejsen til Danmark med mine to brødre. Nu lever vi i et fælles hus i Solrød Kommune. Alt her handler om held - det er held, der afgør, hvor du ender med at opholde dig, hvornår din samtale med politiet er, hvor længe du må vente, hvordan din samtale forløber, hvem din oversætter er, og hvilken kommune du ender i.

"Jeg er ikke dansk, og det sårer mig at jeg er flygtning."

Vi har det selvfølgelig bedre nu, men hvordan skal vi fortsætte? Som flygtning ser folk ned på dig, som om du er mindre værd end dem ... men det jeg er ikke. Jeg var rig, jeg studerede, jeg havde et job, jeg havde alt. Jeg er ligesom dig. En krig startede. Det er ikke min skyld, og jeg er ikke mindre værd end du er. Det burde folk forstå, men det gør de ikke.



Foto: Ingrid Ernø

__________________________________________________

Du kan vise din solidaritet og bidrage til at øge opmærksomheden på deres historier ved at like eller dele #IamSyrian historierne på de sociale medier.

Læs flere #IamSyrian historier: