#IamSyrian - Moustafa

Udgivet på 03 august 2016

Syrien er den største og mest komplekse humanitære krise i vor tid, og situationen forværres dag for dag. Gennem en serie af portrætter, giver FN’s Fødevareprogram en stemme til de helt almindelige mennesker, der er fanget i konflikten. Her er Moustafas historie.

Mit navn er Moustafa Jano og jeg blev født i Aleppo i 1977. Jeg har en kone og tre børn. Jeg har aldrig mødt min yngste - min kone var gravid, da jeg måtte flygte. Jeg har kun set ham på billeder og videoer.

Jeg studerede på universitetet i Damaskus og dimitterede fra Kunstakademiet. Jeg er en grafisk designer. Jeg startede min egen virksomhed i Aleppo, og det gik godt.

 

"Bomber regnede ned over os, og der var kampe i mit nabolag."

 

Så startede krigen i 2012 og kampene bevægede sig tættere på. Vi blev der i yderligere otte måneder for at se, hvad der ville ske, men tingene blev hurtigt kompliceret og kampene mere intense. Det lignede mere og mere en krig. Mit hjem lå midt i en kampzone. Bomber regnede ned over os, og der var kampe i mit nabolag. Vi kunne ikke gå udenfor.

På daværende tidspunkt havde jeg kun én dreng. Det var svært at finde mad og medicin. Du kunne ikke få mælk til dine børn. I Syrien er vi dybt afhængige af brød, men det blev virkelig svært at anskaffe. Livet var blevet så svært, at vi måtte forlade landet.

 

Med os havde vi kun to poser, som jeg bar, mens min kone bar vores søn. Vi flygtede fra Syrien til det nordlige Irak, hvor min fætter bor. I det område er der mange organisationer, der hjælper flygtninge, herunder FN’s Fødevareprogram. Min familie modtager stadig madrationer, der indeholder ris, madolie og spaghetti.

Jeg blev i det nordlige Irak i over tre år. Livet var hårdt og der var ingen fremtid for mine børn. Derfor besluttede jeg at tage til Sverige, hvor jeg håbede på at finde et job og derefter invitere min familie herop.

 

"Vi bruger al vores tid i asylcentret. Jeg blev nødt til at gøre noget."

 

Rejsen var virkelig udmattende. Da vi krydsede Middelhavet, var vi lige ved at dø, men heldigvis kom en turistbåd og reddede os. Jeg satte mit eget liv på spil for at give dem chancen for at få et nyt. Men nu kan jeg ikke se nogen fremtid.

Jeg kom til Sverige for ti måneder siden. Folk her er meget venlige og hjælpsomme, men vi tilbringer al vores tid i asylcentret. Jeg blev nødt til at gøre noget. Jeg ville sende en besked. Jeg begyndte at lave billeder af min rejse, mine erfaringer og lidelse.

 

"Jeg brugte Pokémon i min kunst, og startede en kampagne."

 

Verden er blevet helt vild med Pokémon Go. Men samtidig med at folk jager Pokémons her, jages mine venner og familie i Syrien. De bliver dræbt, blot fordi de er syrere.

Jeg brugte Pokémon i min kunst, og startede en kampagne, der spredtes verden over. Men selvom folk ’liker’ den og deler billederne, har vi mest af alt brug for at internationale ledere stopper den forfærdelige krig i Syrien.

 

Jeg vil gøre, hvad jeg kan; med ord, malerier og grafisk design. Jeg stopper aldrig og har allerede lavet en udstilling om syriske monumenter.

Syrien er meget mere end blot krigen og kampene. Vi har historie og kultur, vi opfandt verdens første alfabet. Har du hørt om Steve Jobs? Hans far er fra Syrien.

 

"Alle foretrækker at blive i deres eget land. Men i Syrien er der krig."

 

Der er flere områder, hvor folk sulter og ikke får nok mad. Her får de internationale organisationer ikke lov til at hjælpe. Det skal stoppes nu.

Det handler ikke om, hvem der skal vinde krigen. Jeg taler om menneskeheden - om de mennesker, der stadig lever og lider i Syrien. Som det gamle ordsprog: ’øst eller vest, hjemme bedst’. Alle foretrækker at blive i deres eget land. Men i Syrien er der krig. Vi er alle mennesker, vi har følelser, og vi har håb.

 

 

Står du midt i en orkan, kan du ikke se, hvad der sker. Men når det falder til ro, indser du, hvor meget du har tabt.

Jeg mistede det, der betød allermest: min familie, min by og mine venner. Jeg håber virkelig, jeg kan få min kone og børn hertil. Men vil ikke fokusere på det negative. Lige nu fokuserer jeg på den fotoudstilling, som jeg skal have i Stockholm.

 

 

Skrevet af Jonathan Eng og Nuppu Ervasti
Oversat af Jonas Krogh Madsen
Fotos af: WFP/Jonathan Eng, WFP/Abeer Etefa (grafik af Moustafa Jano), WFP/Jonathan Eng