#IamSyrian - May

Udgivet på 20 juni 2016

Mays historie - En Syrisk Flygtning i Sverige

Jeg hedder May. Jeg er syriske og jeg er svensk. Jeg er datter, hustru og mor til trillinger, mine tre musketerer.
Vi kom til Sverige for tre år siden som flygtninge. I dag bor vi i Teckomatorp, en lille landsby uden for Malmø. tidligere boede vi i Damaskus i Syrien.


May på taget af Malmö Universitet, hvor hun studerer og arbejder for studenterforeningen.

Vi flygtede fra Syrien for at være i sikkerhed og for at få en fremtid. Nogle gange skammer jeg mig og føler mig meget skyldig fordi det lykkedes mig at flygte med min familie og børn. Jeg flygtede uden at kunne hjælpe andre. Da vi tog afsted, var min mor og far stadig i Syrien, men de døde begge sidste år. De var meget syge. Min mor døde af kræft og min far døde 6 måneder senere - han blev deprimeret efter min mors død.

'' Jeg føler mig skyldig, fordi ... Det er mit land, det er det sted, mine drømme kommer fra. Jeg ønskede virkelig at leve og dø der.''

Der er en masse ting, jeg ville ønske jeg kunne have gjort med mine børn, min familie og med mine forældre. En masse steder vi kunne tage hen og se. Men nu har jeg mistet den chance ... de fleste af de steder er ødelagte nu.


''Denne plads (Lilla Torg) i Malmø minder mig om gamle Damaskus. Bygningerne her, væggene, og de grønne planter ved bygninger, duerne. Jeg græd først gang jeg var her''.

I Damaskus i 2000 meldte jeg mig som frivillig for Syriske Arabisk Røde Halvmåne og blev førstehjælpsarbejder i 2001. Jeg huske særligt en dag, hvor vi var i ambulancen, og vi kom til et checkpoint. De pegede deres våben på os, og vi kunne ikke komme forbi dem. Vi kunne høre skydning, men vi fik ikke lov til at hjælpe.

'' Vi hørte skrig, og vi hørte skyderi, men vi kunne ikke gøre noget ''


Maj med sin datter

På min fødselsdag i november 2012 spurgte mine venner mig, om jeg gerne ville at ud og rejse, og jeg sagde nej. Jeg havde ikke lyst til at forlade Syrien, men seks måneder senere var vi nødt til det. Jeg ønskede ikke at tage afsted, men jeg ville have at mine børn og min familie kunne være sikre.

Nu hvor jeg er i Sverige, føler jeg, at jeg ikke har noget andet valg end at være positiv og integrere mig. Jeg gør det for min egen for mine børns og mine forældres skyld. Især nu hvor jeg føler mig meget skyldig over at mine forældre gik bort, uden at jeg var der for dem.

Det var først da jeg kom til Sverige, at jeg indså, at jeg er en flygtning, og at jeg er ikke i stand til at tage hjem igen.

Jeg er nødt til at opbygge en stærk rettigfærdiggørelse for, at jeg er væk hjemmefra. Den er, at være en succes i det nye samfund og i mit nye hjemland. Og det er det, jeg har forsøgt at gøre ... selv om jeg føler meget knust nogle gange ....


Jeg går i farvestrålende tøj fordi i vores kultur vi siger, at pink bryder en dyb sorg.


Det er derfor, jeg går med pink tørklæde. Det er meget forskelligt fra det, der er inde i mig nu. Der er en masse smerte, og der er en masse stress.

For at hjælpe os med at integrere i vores nye samfund, har jeg gang i et projekt med at undervise i arabisk i en børnehaveklasse ved at lege. På den måde kan børnene få en forbindelse til deres kultur. Når børn har et godt forhold til deres modersmål, har de lettere at lære nye sprog og blive integreret i nye samfund. Vi er nødt til at forstå hinanden og tale mere om at bygge bro mellem vores kulturer. Det er det, integration handler om.


Maj og hendes mand i deres stue i Teckomatorp


Da vi kom til Sverige sagde alle, at svenskerne har en masse luksus og ting, som vi ikke har i Syrien. Jeg mener ikke materielle ting, men den mådesvenskere tænker på. Men så begyndte vi at indse, at det ikke er luksus men grundlæggende menneskerettigheder, som vi har manglet.

''At være i stand til at spise, det du har lyst til at spise, at kunne købe tøj til dine børn, at kunne tage dem med på legepladsen - det er ikke luksus, det er grundlæggende menneskerettigheder.''

 


"Min far begyndte at lære svensk i Syrien. Han var bange for, at han ellers ville miste forbindelse til mine børn. Han ville gerne overraske dem, når han havde lært det, men det han fik aldrig chancen for at gøre.''

 

Vi venter på at Syrien bliver et frit og fredeligt land. Det fortjener vores folk. Så vil vi måske gerne rejse hjem. Selv om vi virkelig føler os hjemme her, og vi føler os loyale over for det land, der har modtaget vores familie.

'' Nu er jeg både syriske og svensk ''

 


'' Husene i de gamle dele af Damaskus havde altid blomster og grønne buske som disse ''

 

FN’s Fødevareprogram sørger hver måned for fødevarer til omkring 4 millioner mennesker i Syrien, og sikre fødevarebistand til tæt på 1,5 millioner syriske flygtninge i nabolandene. Hver dag hører vi deres beretninger, og over de næste 6 måneder vil vi dele deres historier som en del af vores #IamSyrian kampagne.