#IamSyrian - Marwa

Udgivet på 17 juni 2016

Marwas historie - En Syrisk Flygtning i Tyskland

Jeg hedder Marwa. Jeg er 38 år og jeg kommer fra Latakia i Syrien. Jeg har siden november 2015 boet i Berlin. I Syrien arbejdede jeg som lærer. Jeg har tre børn, to piger og en dreng. Dette er min historie.

 

FN’s Fødevareprogram sørger hver måned for fødevarer til omkring 4 millioner mennesker i Syrien, og sikre fødevarebistand til tæt på 1,5 millioner syriske flygtninge i nabolandene. Hver dag hører vi deres beretninger, og over de næste 6 måneder vil vi dele deres historier som en del af vores #IamSyrian kampagne.

Jeg blev skilt med min mand for fire år siden, men eftersom der ikke er nogle rettigheder for mødre i Syrien, er det ham, der har forældremyndigheden over vores børn. Det var efter skilsmissen, at jeg besluttede at besøge min søster, der bor sammen med sin mand i Tyrkiet. Jeg kunne ikke blive der, men jeg havde hørt, at der var behov for lærere i Idlib, ca. 50 km fra Aleppo, så jeg flyttede dertil. Selvom der var krig, var det ikke så slemt, da jeg ankom. Jeg havde en lejlighed og jeg underviste i arabisk.

Så blev situationen værre. Vi blev angrebet fra luften, militæret flyttede tættere på, og forskellige væbnede grupper kæmpede i nærheden.

En dag kom nogle ekstremister hen til mig. De truede mig og sagde, at jeg ikke kunne fortsætte med at være alene, som fraskilt kvinde. De sagde, jeg skulle finde en ny mand, ellers ville de vælge en for mig. Så snart de var gået, pakkede jeg mine ting sammen.

Men jeg havde ingen steder at tage hen. På vej fra Idlib som var et område besat af oprørere -  kunne jeg ikke tage tilbage til Latakia, hvor de ville have anholdt mig. Så jeg flygtede til Tyrkiet. Men tro mig, situationen i Tyrkiet er overhovedet ikke nem, heller ikke som en enlig kvinde uden en chance for at få et arbejde. Jeg besluttede mig for at rejse mod Grækenland.

Det var ikke let at tænke på bådturen. Vi vidste godt, at vi måske ikke ville klare den. Men heldigvis overlevede vi, og vi fortsatte mod Tyskland. Det var en meget vanskelig rejse, jeg tror slet ikke du kan forestille dig det.

Jeg rejste alene, uden nogen til at forsvare mig. Jeg måtte selv finde et sted at sove, og spise. Vi sov på jorden; vi sov hvor det var muligt.

Vi rejste til fods, og nogle gange med bus eller tog. Efter 15 dage, nåede vi endelig til Tyskland.

I begyndelsen boede jeg på et motionscenter med folk fra hele verden. Det var første gang i mit liv, at jeg var i kontakt med så mange forskellige mennesker! Nu er jeg flyttet til en tidligere skole og har et rigtigt værelse, som jeg deler med en anden kvinde. Folk her er alle fra forskellige lande. De er hjælpsomme og meget venlige.

I Berlin har jeg allerede lavet mange ting med mine tyske venner og med andre flygtninge: vi har været i biografen og i operaen.

For første gang i mit liv, har jeg løbet på skøjter. Man kan mærke friheden her.

Jeg har også tysk timer, men nogle gange forstår jeg slet ingenting, og er nødt til at spørge læreren "Nochmal, bitte!" (En gang til, tak). Det er sjovt, fordi nu ved jeg, hvordan mine elever må have haft det en gang imellem! Jeg elskede at være lærer. Det er en af ​​de vigtigste job i verden, fordi man er med til at uddanne en hel generation; man ledsager børnene fra en ung alder indtil de er voksne. Det er din pligt at udstyre dem med de nødvendige færdigheder; du er nødt til at styrke dem.

I Berlin har mange mennesker hjulpet mig - selvfølgelig tyskere, men også en polsk kvinde, en mand fra Marokko og mange flere. Det forhold vi har til hinanden er ikke kun et forhold mellem flygtninge og hjælpere, men noget større, et venskab.

Jeg kom hertil alene, uden min familie, men disse mennesker giver mig en fornemmelse af at have en familie igen.

Det, der sårer mig mest, er at jeg ikke rigtig har set mine børn i fire år. De lever hos en af deres fars søstre i Latakia. Jeg er i kontakt med dem via internettet, men min 14-årige søn er løbet væk fra sin tantes hjem, og er nu strandet ved grænsen til Tyrkiet. Hans situation er meget farligt, og mit hjerte brister ved tanken om, at jeg ikke kan gøre noget; jeg kan næsten ikke en gang få fat på ham gennem telefonen.

Jeg er som alle mødre, jeg savner mine børn rigtig meget og jeg ville ønske, at de kunne være her, væk fra krig, væk fra forfølgelse, væk fra hele den politiske situation. Jeg ville ønske, at de kunne få en chance for at gå i skole eller på universitetet, og muligheden for at leve et sikkert og lykkeligt liv. Jeg håber, at mine børn en dag også kan komme hertil.

Jeg kan være her, en chance som så mange andre ikke har. Jeg ville ønske, at denne krig ville slutte. 23 millioner syrere bor stadig i Syrien. De lever midt i krig og de lider af sult. Jeg håber, de får en fremtid med frihed og fred.