#IamSyrian: Mød de syriske flygtninge. Del deres historier.

Udgivet på 05 maj 2016

FN’s Fødevareprogram sørger hver måned for fødevarer til omkring 4 millioner mennesker i Syrien, og sikre fødevarebistand til tæt på 1,5 millioner syriske flygtninge i nabolandene. Hver dag hører vi deres beretninger, og over de næste 6 måneder vil vi dele deres historier som en del af vores #IamSyrian kampagne.

AHMED

Mit navn er Ahmed. I 2012 blev jeg tvunget til at forlade mit hjem i Syrien og nu bor jeg her i Zaatari flygtningelejren med min kone Eehasan, min søn Ziad og min datter Zeina. Vi havde et lykkeligt liv i Syrien - Eehasan arbejdede som vikarlærer, Zeina klarede sig godt i skolen, Ziad spillede på det lokale fodboldhold. Økonomisk gik det godt for mig - jeg ejede et møbel showroom i byen.

Gradvist begyndte tingene at vende.

Det startede ikke som en krig. Jeg er ikke involveret i politik, men vi vidste godt, at der var demonstrationer i andre områder af landet. Derefter begyndte tingene gradvist at vende. Hver dag ville Ziad vende hjem fra skole med forfærdelige historier om ting, der var sket hans venner på vej hjem, så vi måtte holde ham fra at gå i skole.

En nat blev 4000 mennesker dræbt i vores by, Homs. Jeg begyndte at modtage trusler og advarsler, så jeg lukkede min butik, tog min familie og flygtede. Da jeg vendte tilbage to uger senere for at se hvordan det stod til, havde soldater overtaget min butik og vores hus var blevet brændt ned.

Jeg takker Gud for, at vi kom ud i tide, men den følelse, jeg får, når jeg tænker over at min virksomhed og mit hjem er gået tabt, er ubeskrivelig. Alle de varer, alle de penge, jeg havde - væk. Jeg kan ikke tænke på det, jeg er bare nødt til at se fremad.

Vi har lært at klare os. WFP forsynede os med varme måltider hver dag. Det hjalp så meget - det var bare én ting mindre at skulle tænke over.

Vi ville gerne begynde at leve normalt igen, og jeg formåede at få et fuldtidsjob med et af de organisationer her, og min kone er begyndt at arbejde som lærer i skolerne.

Jeg fortæller min datter, at hendes studie er hendes våben.

Zeina er klog og hun arbejder hårdt i skolen. Det er det, hun skal fokusere på nu. Hendes drøm er at blive en børnelæge.

Da vi ankom hertil, forsøgte vi at glemme, det vi havde set, og at komme videre. Gudskelov, er vi ankommet hertil i live, og vi er sammen. Det eneste, jeg virkelig ønsker mig, er fred i Syrien, og at vi kan rejse hjem. Men mest af alt ønsker jeg bare, at mine børn får en lykkelig fremtid.

 

MARWA

Jeg hedder Marwa. Jeg er 38 år og jeg kommer fra Latakia i Syrien. Jeg har siden november 2015 boet i Berlin. I Syrien arbejdede jeg som lærer. Jeg har tre børn, to piger og en dreng.

Jeg blev skilt med min mand for fire år siden, men eftersom der ikke er nogle rettigheder for mødre i Syrien, er det ham, der har forældremyndigheden over vores børn.

En dag kom nogle ekstremister hen til mig. De truede mig og sagde, at jeg ikke kunne fortsætte med at være alene, som fraskilt kvinde.

De sagde, jeg skulle finde en ny mand, ellers ville de vælge en for mig.
Så snart de var gået, pakkede jeg mine ting sammen.

Men jeg havde ingen steder at tage hen. Så jeg flygtede til Tyrkiet. Men tro mig, situationen i Tyrkiet er overhovedet ikke nem, heller ikke som en enlig kvinde uden en chance for at få et arbejde. Jeg besluttede mig for at rejse mod Grækenland.

Det var ikke let at tænke på bådturen. Vi vidste godt, at vi måske ikke ville klare den. Men heldigvis overlevede vi, og vi fortsatte mod Tyskland. Det var en meget vanskelig rejse, jeg tror slet ikke du kan forestille dig det.

Jeg rejste alene, uden nogen til at forsvare mig.

Jeg måtte selv finde et sted at sove, og spise. Vi sov på jorden; vi sov hvor det var muligt.
Vi rejste til fods, og nogle gange med bus eller tog. Efter 15 dage, nåede vi endelig til Tyskland.

I Berlin har jeg allerede lavet mange ting med mine tyske venner og med andre flygtninge: vi har været i biografen og i operaen. For første gang i mit liv, har jeg løbet på skøjter.

Man kan mærke friheden her.

Jeg kom hertil alene, uden min familie, men disse mennesker giver mig en fornemmelse af at have en familie igen.

Det, der sårer mig mest, er at jeg ikke rigtig har set mine børn i fire år. Jeg er som alle mødre, jeg savner mine børn rigtig meget og jeg ville ønske, at de kunne være her, væk fra krig, væk fra forfølgelse, væk fra hele den politiske situation. Jeg ville ønske, at de kunne få en chance for at gå i skole eller på universitetet, og muligheden for at leve et sikkert og lykkeligt liv.

Jeg håber, at mine børn en dag også kan komme hertil.

Jeg kan være her, en chance som så mange andre ikke har. Jeg ville ønske, at denne krig ville slutte. 23 millioner syrere bor stadig i Syrien. De lever midt i krig og de lider af sult. Jeg håber, de får en fremtid med frihed og fred.

 

MOHAMMED

Jeg hedder Mohammed og jeg er fra Aleppo. Jeg flyttede først til Kobane inden jeg kom til Tyrkiet for to år siden med min kone og syv børn.

Vi flyttede fordi vores børn var blevet alt for bange.

To af børnene gik på universitetet og jeg var musiklærer. Vi havde et hus, et godt job og jeg underviste også i saz, et traditionelt instrument, hjemme hos os selv. Jeg har opfundet et instrument som kan være både saz og guitar samtidig. Vi havde et godt liv.

Nu kan ingen af børnene gå skole, og de sidder bare derhjemme. De græd i over en måned – ikke på grund af vores hus, men fordi de ville gå på skolen.

Vi kom til Suruç til fods. Vores hus blev revet ned. Vi efterlod alt. Jeg efterlod otte af mine instrumenter, og tog kun et med mig. Da jeg skulle over grænseovergangen spurgte de mig ‘hvad er det?’, og jeg svarede ’Det er mit hjem’.

Jeg savner mit hjem, og jeg savner Syrien. Vi vil rejse hjem så snart der er fred i vores land.

I min familie spiller vi alle sammen instrumenter. Nogle gange spiller vi med glæde, andre gange med sorg. Jeg ville gerne have at alle børnene kan spille et instrument, fordi man altid har kunsten med sig. Det traditionelle instrument – en saz – er så yndefuldt

#IamSyrian

 

IBRAHIM

Jeg hedder Ibrahim, jeg er 50 år gammel, og jeg var skomager i Aleppo inden jeg måtte flygte til Tyrkiet. Nu kan jeg ikke finde et job på grund af min alder og mit helbred. Dagene er ens for mig.

I Syrien havde vi et behageligt liv, og vi levede godt.

Men da krigen startede, blev vi nødt til at flygte. En af mine sønner blev i Syrien for at kæmpe, og han blev dræbt.

Da vi kom til Tyrkiet, var vi heldige. En tyrkisk mand hjalp os med at finde et sted at bo, selvom vi ikke havde mange penge. Lejligheden er koldt og tom, men i det mindste kan jeg bo her med min kone og vores fire overlevende børn.

Når vi har gæster, tager jeg mit fineste tøj på, og vi bager kiks, der er ligesom dem vi spiste i Syrien.

Hver dag står jeg op, fordi livet må fortsætte. Vi har intet andet valg. Vi kan ikke tage tilbage til Aleppo, så vi må vænne os til vores liv her.

#IamSyrian

 

BADREYA

Jeg hedder Badreya. Jeg er 26 år og kommer fra byen Ar-Raqqa i det nordlige Syrien.

I dag er hele området et helvede på jorden, og de tilbageværende indbyggere er belejrede og fanget – uden mulighed for at flygte til sikrere dele af landet.

Jeg savner stadig mit liv og mit land frygteligt meget; forårsbrisen, latteren, familiemiddagene ... men det Syrien, som jeg kendte og holdte af, er væk nu.

Jeg er bange for at rejse tilbage og selv se de ødelæggelser min svigermor beskriver. Hun er stadig i Syrien og jeg er bekymret for hende. Hun er gammel og har svært ved at bevæge sig, så hun kunne ikke komme til Libanon med os for fire år siden, men hun insisterede på, at vi skulle tage af sted for børnenes skyld.

Jeg blev gift da jeg var 17 år og vi flyttede til Darayya i området omkring Damaskus, så vi kunne være tættere på hende. Min svigermor behandlede mig som sin egen datter, hun forkælede mig og tog mig med hvor end hun skulle hen. Jeg var hendes stolthed og glæde, og jeg følte mig som en dronning.

Jeg var så lykkelig. Mine bedste minder med henne er i køkkenet, hvor hun lærte mig at lave retter som Asheh – en hjemmelaget syrisk pølse med ris og krydret kød. Vi plejede at få Asheh ved specielle anledninger, såsom Eid, eller på fredage når alle vores slægtninge ville komme hjem til os og spise sammen med os. Selv om hun stod for størstedelen af madlavningen, ville hun altid fortælle alle at jeg havde lavet maden selv og min mand ville kysse mine hænder foran dem alle sammen.

I de dage var det så let at le.

Nu bor jeg i et telt med min mand og vores fem børn i en sørgelig lejr i Bekaa dalen. Jeg hader at være her. Begge vores søstre og deres familier blev smidt ud af deres hjem, fordi de ikke havde råd til at betale lejen. Nu bor de også hos os.

Vi prøver at stå op før solopgang og liste ud af teltet, mens vores mænd og børn stadig sover. Så drikker vi kaffe og snakker sammen alle tre. Det er det eneste rolige tidspunkt vi har hele dagen.

Når himlen begynder at lysne, siger min søster at vi skal lukke øjnene og lytte. Lyden af fuglenes sang minder os om Syrien.

Jeg takker Gud for at vi er sammen og trygge her i Libanon – men jeg har også ondt af mig selv på grund af vores ulykke. Hvordan kan livet være så smuk en dag, og blive så grusomt den næste? Vi har ingen varme, ingen rindende vand, jeg har ikke nok penge til at brødføde mine børn og slægtninge hver dag, og folk i Libanon er trætte af at vi er her.

Livet er begyndt at blive for tungt til at bære, og jeg føler jeg har glemt hvordan det føles at være lykkelig.

#IamSyrian

Kærlig hilsen,

Badreya

 

MOHAMMED

 

Jeg hedder Muhammed. Jeg er fra Aleppo, men nu bor jeg i Gaziantep i Tyrkiet med mine børn - min kone gennem femten år forlod mig for at tage til Tyskland. Hun kunne ikke håndtere situationen længere.

Jeg bad hende om at være tålmodig. Men hun kunne bare ikke, så hun forlod os. Folk tror en fars hjerte er hårdere end en mors, men sådan er det ikke.

Jeg kunne aldrig forlade mine børn, jeg lever for mine børn. De er mit liv.

I Syrien ville jeg bruge min fritid med min familie, vi ville gå i tivoli, tage på udflugter til Eufratfloden...

Nu er jeg nødt til at arbejde 12 timer om dagen, men når jeg kommer hjem og ser mine børn, glemmer jeg alle problemerne. Min ældste datter arbejder som skrædder, men hun kan være nødt til at stoppe, så hun kan tage sig af sin lillebror og søstre.

Med hjælp fra FN og den tyrkiske regering kan jeg købe mad. Det har hjulpet os meget. Nu behøver jeg ikke bekymre mig så meget, og jeg har råd til at købe det køleskab min kone altid ønskede sig.

#IamSyrian

 

ALIYE

Jeg hedder Aliye og min mand hedder Ali. Jeg savner alt fra Syrien, menneskerne, vores liv der, duften ...

Vi kom fra Raqqa for 4 år siden med vores 4 døtre. En nat hørte jeg lyde udenfor, og jeg troede, det regnede. Jeg sagde til min datter at hun skulle hente vasketøjet, som hang udenfor, men hun sagde, "Nej, det er ikke regn, det er bomber." To dage senere forlod vi vores hjem.

Vi var lykkeligere der, fordi det var vores land, vores jord ...

Hver gang jeg tænker på Syrien kan jeg ikke lade være med at græde. Hvordan kan jeg beskrive det? Vi var gladere der, fordi det var vores land, vores jord. Mine børn gik i skole, jeg lavede husarbejdet, vi havde alt, hvad vi havde brug for, vi havde råd til alt det, vi ønskede os. Vi kendte alle i nabolaget, alle var venlige ...

Her er vi fremmede, og vi kender ikke ret mange mennesker.

Jeg ville vende tilbage til Syrien i dag, hvis jeg kunne. Mine tårer vil ikke ende, før jeg er hjemme igen ...

#IamSyrian

 

FIRAS

Jeg hedder Firas. Jeg er 18 år gammel og kommer fra Syrien. Min far havde sendt mig til Tyrkiet for at arbejde. Tre måneder senere ringede min onkel, og bad mig om at komme hjem og tage penge med.

Da jeg kom tilbage, så jeg at mit hus var revet ned. Da jeg fik at vide at hele min familie var blevet dræbt i et angreb følte jeg mig så ensom, jeg havde seks brødre og søstre, og forældre, og nu er de alle sammen væk.

Jeg vil aldrig glemme mine forældre, men nu er min onkel som en far for mig.

Min onkel tog mig med tilbage til Tyrkiet. Nu bor jeg der med ham og hans familie. Jeg vil aldrig glemme mine forældre, men nu er min onkel som en far for mig.

Jeg arbejder på en slikfabrik, 10 timer om dagen, seks dage om ugen. I Syrien arbejdede jeg hos en snedker. Jeg savner mit liv der. Jeg havde venner og familie, jeg var gladere.

Nu har jeg mistet kontakten med dem alle sammen. Min eneste drøm er at vende tilbage til Syrien. Det er det eneste… Hjælp mig med at få min drøm til at gå i opfyldelse.

#IamSyrian

 

Konflikten i Syrien er i sit 6. år.

Jeg var en af de millioner af menneske, som er blevet ramt af konflikten. Vi har mistet vores hjem og vores arbejde, vores skoler og vores fremtid. Mange af os har mistet vore liv.

I dag står vi over for en usikker fremtid, hvor der ingen garantier er for vores næste måltid, for hvor vi kan sove, eller hvordan vi kan overleve.

De millioner af syrere, som er blevet draget ind i denne krise, beder ikke om meget. Vi vil gerne vide hvor vores næste måltid skal komme fra, og hvor vi skal sove om natten.

Når vi ser fremad vil vi gerne vide om vi har en chance for at finde arbejde, sørge for et sikkert sted at bo for vores børn, måske endda have muligheden for at vende tilbage til de hjem og liv, som vi blev tvunget til at forlade.

Vi håber du vil støtte #IamSyrian ved at hjælpe os med at dele disse historier på de sociale medier og blive involveret med de aktiviteter, vi vil lancere hver måned i de næste 6 måneder og som lægger op til FNs generalforsamling i september. Alle, også organisationer, kan deltage.

 

FØLG MED

Tilmeld dig WFP’s webside, og få adgang til regelmæssige nyheder og interessante historier om syrere, der er blevet ramt af fem års krig og fordrivelse.

Hver måned bringer vi historier med billeder og beretninger om livet i og uden for Syrien. Vi forklarer hvad du kan gøre for at fastholde verdens opmærksomhed på den største og mest komplekse internationale krise i vor tid.