#IamSyrian - Hani

Udgivet på 22 august 2016

Syrien er den største og mest komplekse humanitære krise i vor tid, og situationen bliver fortsat forværret. Gennem denne serie af portrætter, giver FN’s Fødevareprogram stemme til menneskerne fanget i konflikten. Her møder vi Hani, hvis beretning om sin egen indsats for at hjælp andre syrere kommer få dage efter World Humanitarian Day – en begivenhed, der ærer dem, som arbejder ihærdigt for at forbedre andres liv.


Foto: WFP/Dina El Kassaby

Mit navn er Hani. Jeg er 29 år gammel og voksede op i Tartous. Min by plejede at være en populær feriedestination for syrere, men nu kommer familierne hertil, fordi de ikke har andre steder at tage hen.

Jeg er uddannet advokat, men har aldrig praktiseret det. Krigen var allerede brudt ud, da jeg blev færdig med mine studier og det betød, at der ikke var nogen jobs til mig. Min far, Gud velsigne ham, er ældre nu, så han kan ikke arbejde og min brødre er væk – den ene er i Aleppo og den anden i Lattakia. Så jeg tager mig af min familie helt alene. Jeg har to jobs.

”Jeg blev skudt i armen for et stykke tid siden, da jeg var på vej hjem.”
 

Om dagen arbejder jeg for en NGO, Al Batoul for Humanitarian Services, og om aftenen arbejder jeg i en kaffebar. Jeg blev skudt i armen for et stykke tid siden, da jeg var på vej hjem. Jeg var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det er bedre nu, selvom jeg skal gå med forbinding og nogle gange gør det ondt at bære tunge kasser. I det mindste mistede jeg ikke mit liv.

Mit arbejde med NGO’en er virkelig en chance for mig. Vi er partnere med FN’s Fødevareprogram og det betyder at vi hjælper tusindvis af familier hver dag.

Det bedste er, at jeg føler, at jeg gør en forskel og jeg er virkelig stolt af mit arbejde. Når jeg giver en kasse med mad til en gammel dame, er lettelsen i hendes øjne og bønnerne hun beder for mig nok til at holde mig i gang.

”Jeg er så taknemmelig over at jeg kunne tilbyde noget.”
 

Når jeg går hjem om aftenen og tænker over de mennesker, jeg møder hver dag, føler jeg mig så taknemmelig over, at jeg kunne tilbyde noget for at lette deres byrder. Det er det, som giver mig energi og motiverer mig til at komme tilbage dagen efter for at gøre mere.

Madrationerne som vi deler ud er ikke blot sække med ris og flasker med olie – det er livliner. Vi er nået et punkt, hvor alle i Syrien er i vanskeligheder, og jeg siger til dem, at det ikke er noget at skamme sig over.


Foto: WFP/Dina El Kassaby

Jeg ville ønske at folk udenfor Syrien ville komme og se med egne øjne, hvordan situationen er her, i stedet for at høre historierne på TV. Ind imellem føler jeg, at døden er blevet en vare, et politisk spil, og syrerne betaler prisen for det.

Jeg sværger, vi er gode mennesker og vi vil bare leve et normalt liv. At bekymre sig hver dag om man finder brød at spise eller vand at vaske sig med er ikke et liv.

”Jeg var heldig med at få den uddannelse jeg har.”
 

Hvis jeg havde en fridag uden arbejde, ville jeg tage et sted hen, hvor der er træer og bare sidde helt stille for mig selv for at samle mine tanker… Jeg har ikke længere ro i sindet, det har ingen længere her.

Folk spørger mig om jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kan arbejde som advokat, men det er jeg overhovedet ikke. Jeg var heldig med at få den uddannelse jeg har, og når jeg tænker over det, går det op for mig, at jeg kunne have mislykkedes som advokat. Nu er jeg succesfuld som humanitær arbejder og det er nok for mig.



Foto: WFP/Dina El Kassaby

 

 

Hani arbejder i Syriens vestlige kystdistrikt Tartous, hvor han hjælper The World Food Programme (WFP) med at forsyne tusindvis af internt fordrevne familier fra Homs, Hama og Aleppo. Han organiserer fordelinger af WFP’s madrationer til at støtte fordrevne familier med desperate behov og deltager også i et nyt program af WFP og FAO, som hjælper lokale landmænd med at få deres landbrug op at køre igen. Mange internt fordrevne fra Aleppo og Homs er ansat på disse landbrug.