#IamSyrian - Essame

Udgivet på 27 maj 2016

 Essames historie - På Frontlinjen i Syrien


Mit navn er Essame Al Saman. Jeg er søn, ægtemand og jeg skal snart være far. Jeg er syrer. 
Min far og hans familie er flygtninge. De flygtede til Syrien i 1948, da de blev tvunget ud af Palæstina og ikke have andre steder at tage hen. Syrere bød dem velkommen.

Jeg er også en softwareingeniør og jeg er i gang med min Masters i virtuel teknologi. Jeg havde altid tænkt mig at rejse til Tyskland for at tage min Masters, men Syrien har givet mig alt her i livet. Syrien blev hjem for mine bedsteforældre og far. Jeg var nødt til blive her for at gøre noget for mit land og mit folk.

 

Da jeg var teenager, flygtede hundredvis af libanesere ind i Syrien for at undslippe krigen i Libanon. Syrien var et sikkert tilflugtssted for dem dengang. Det var i 2006, og det var der jeg begyndte at arbejde frivilligt for Syrisk Arabisk Røde Halvmåne (SARC). Gennem frivilligt arbejde kunne jeg opfylde min pligt som nabo og som menneske.

Lige siden har jeg været humanitære koordinator ved SARC i Homs, men jeg havde aldrig forestillet mig jeg en dag skulle hjælpe andre syrere.

Jeg vil gerne have at folk rundt omkring i verden skal vide, at det øjeblik, hvor der bliver fred i Syrien, vil vi se den største strøm af mennesker i historien. I det øjeblik vil syrerne pakke deres ting og rejse fra Tyskland, Schweiz og Europa. De vil rejse fra Libanon, Jordan og Tyrkiet ... de vil rejse, og de vil skynde sig hjem.

Det mest mindeværdige øjeblik i mine 10 år med SARC var i 2014, da vi evakuerede civile og leverede mad for første gang til den belejrede gamle bydel i Homs. Det var en fælles mission med World Food Programme, Internationalt Røde Kors og andre FN-organisationer. Selvom vi kom under beskydning og mortergranater, forsatte vi og kom ind.

Folk havde været holdt tilbage i mere end 300 dage uden mad eller medicin. Den mission var et vendepunkt i den humanitære indsats i krisen i Syrien. Det var skræmmende ... Jeg kan absolut ikke benægte, at vi var bange, men vores tro på Gud holdt os oppe.

Da vi skulle krydse frontlinjen, var det en kombination af adrenalin, beslutsomhed og bøn, som beskyttede os ... mange bønner. Jeg tænkte meget på min mor den dag. Jeg ringede til hende, da vi krydsede frontlinjen, for at fortælle hende, at jeg var OK. Så begyndte morterangreb rundt om os. Vi løb alle sammen ned og gemte os i en bunker. Vi var der i 3 timer uden at vi ville komme ud igen.

De sidste fem år har været hårde. Når du bor omringet af krig, forstår du hvor skrøbeligt og dyrebart livet er, og at det kan være forbi på et splitsekund. At være frivillig med SARC giver mig et formål. I dag er vi en del af det, som forsøger at få Syrien på rette spor, og det er noget, jeg aldrig ville vende ryggen til.



FN’s Fødevareprogram sørger hver måned for fødevarer til omkring 4 millioner mennesker i Syrien, og sikre fødevarebistand til tæt på 1,5 millioner syriske flygtninge i nabolandene. Hver dag hører vi deres beretninger, og over de næste 6 måneder vil vi dele deres historier som en del af vores #IamSyrian kampagne.