#IamSyrian - Badreya

Udgivet på 21 april 2016

FN’s Fødevareprogram sørger hver måned for fødevarer til omkring 4 millioner mennesker i Syrien, og sikre fødevarebistand til tæt på 1,5 millioner syriske flygtninge i nabolandene. Hver dag hører vi deres beretninger, og over de næste 6 måneder vil vi dele deres historier som en del af vores #IamSyrian kampagne. 

BADREYA


Jeg hedder Badreya. Jeg er 26 år og kommer fra byen Ar-Raqqa i det nordlige Syrien.

I dag er hele området et helvede på jorden, og de tilbageværende indbyggere er belejrede og fanget – uden mulighed for at flygte til sikrere dele af landet.  

Jeg savner stadig mit liv og mit land frygteligt meget; forårsbrisen, latteren, familiemiddagene ... men det Syrien, som jeg kendte og holdte af, er væk nu.

Jeg er bange for at rejse tilbage og selv se de ødelæggelser min svigermor beskriver. Hun er stadig i Syrien og jeg er bekymret for hende. Hun er gammel og har svært ved at bevæge sig, så hun kunne ikke komme til Libanon med os for fire år siden, men hun insisterede på, at vi skulle tage af sted for børnenes skyld.

Jeg blev gift da jeg var 17 år og vi flyttede til Darayya i området omkring Damaskus, så vi kunne være tættere på hende. Min svigermor behandlede mig som sin egen datter, hun forkælede mig og tog mig med hvor end hun skulle hen. Jeg var hendes stolthed og glæde, og jeg følte mig som en dronning.

Jeg var så lykkelig. Mine bedste minder med henne er i køkkenet, hvor hun lærte mig at lave retter som Asheh – en hjemmelaget syrisk pølse med ris og krydret kød. Vi plejede at få Asheh ved specielle anledninger, såsom Eid, eller på fredage når alle vores slægtninge ville komme hjem til os og spise sammen med os. Selv om hun stod for størstedelen af madlavningen, ville hun altid fortælle alle at jeg havde lavet maden selv og min mand ville kysse mine hænder foran dem alle sammen.

I de dage var det så let at le.

Nu bor jeg i et telt med min mand og vores fem børn i en sørgelig lejr i Bekaa dalen. Jeg hader at være her. Begge vores søstre og deres familier blev smidt ud af deres hjem, fordi de ikke havde råd til at betale lejen. Nu bor de også hos os.


Vi prøver at stå op før solopgang og liste ud af teltet, mens vores mænd og børn stadig sover. Så drikker vi kaffe og snakker sammen alle tre. Det er det eneste rolige tidspunkt vi har hele dagen.

Når himlen begynder at lysne, siger min søster at vi skal lukke øjnene og lytte. Lyden af fuglenes sang minder os om Syrien.

Jeg takker Gud for at vi er sammen og trygge her i Libanon – men jeg har også ondt af mig selv på grund af vores ulykke. Hvordan kan livet være så smuk en dag, og blive så grusomt den næste? Vi har ingen varme, ingen rindende vand, jeg har ikke nok penge til at brødføde mine børn og slægtninge hver dag, og folk i Libanon er trætte af at vi er her.

Livet er begyndt at blive for tungt til at bære, og jeg føler jeg har glemt hvordan det føles at være lykkelig.

Copyright billeder: WFP/Dina Kassaby
Skrevet af: Dina Kassaby
Oversat af: Kathrine Jensen