#IamSyrian - Ahmed

Udgivet på 18 juli 2016

Ahmeds historie – En syrisk flygtning i Zaatari-lejren

Syrien er den største og mest komplekse humanitære krise i vor tid. Siden starten af ​​året har FN’s Fødevareprogram givet stemme til de almindelige mennesker, som er fanget i kaosset af den igangværende konflikt.  Det her er Ahmeds historie.

Mit navn er Ahmed. I 2012 blev jeg tvunget til at forlade mit hjem i Syrien og nu bor jeg her i Zaatari flygtningelejren med min kone Eehasan, min søn Ziad og min datter Zeina. Vi havde et lykkeligt liv i Syrien - Eehasan arbejdede som vikarlærer, Zeina klarede sig godt i skolen, Ziad spillede på det lokale fodboldhold. Økonomisk gik det godt for mig - jeg ejede et møbel showroom i byen.

"Gradvist begyndte tingene at vende"

Det startede ikke som en krig. Jeg er ikke involveret i politik, men vi vidste godt, at der var demonstrationer i andre områder af landet. Derefter begyndte tingene gradvist at vende. Hver dag ville Ziad vende hjem fra skole med forfærdelige historier om ting, der var sket hans venner på vej hjem, så vi måtte holde ham fra at gå i skole.



Ahmed Hassan Al-Henawi: "Vi havde et lykkeligt liv i Syrien." Foto: Salah Malkawi

En nat blev 4000 mennesker dræbt i vores by, Homs. Jeg begyndte at modtage trusler og advarsler, så jeg lukkede min butik, tog min familie og flygtede. Da jeg vendte tilbage to uger senere for at se hvordan det stod til, havde soldater overtaget min butik og vores hus var blevet brændt ned.

Jeg takker Gud for, at vi kom ud i tide, men den følelse, jeg får, når jeg tænker over at min virksomhed og mit hjem er gået tabt, er ubeskrivelig. Alle de varer, alle de penge, jeg havde - væk. Jeg kan ikke tænke på det, jeg er bare nødt til at se fremad.

"Det var en meget svær tid for os"

Da vi først ankom hertil, var livet meget svært. Zeina blev meget syg. Vi var gået fra at leve et normalt liv til at leve i et telt i ørkenen.

Støvet og omstændigheder gjorde hende fysisk syg, men hun var også i chok - hun havde hyppige panikanfald og var holdt op med at spise. Vi troede, hun skulle dø. Mit eget forværrede helbred og al bekymringen gav mig et hjerteanfald. Det var en meget hård tid for os.



Ahmed, hans kone Eehasan, og deres børn Ziad og Zeina. Foto: WFP / Alexandra Murdoch

Efter et stykke tid, holdt vi op med at fokusere på alle de ting, vi havde det svært med, og vi begyndte i stedet at se på den lyse side. Vi lærte at klare os. WFP forsynede os med varme måltider hver dag som hjalp så meget - det var bare én ting mindre at skulle tænke over.

Vi ville gerne begynde at leve normalt igen, og jeg formåede at få et fuldtidsjob med et af de organisationer her, og min kone er begyndt at arbejde som lærer i skolerne.

"Jeg fortæller min datter, at hendes studie er hendes våben"


Jeg fortæller min datter, at hendes studie er hendes våben. Zeina er klog og hun arbejder hårdt i skolen. Det er det, hun skal fokusere på nu. Hendes drøm er at blive en børnelæge.

Hun har altid ønsket sig at hjælpe andre, men nu, efter alt, hvad der er hændt os, er hendes drøm kun blevet stærkere, og vi er så stolte af hende.

Zeina studerer på sin skole i Zataari lejren, hvor WFP giver nærende snacks til eleverne. Foto: WFP / Alexandra Murdoch

WFP’s skolemad er en stor hjælp - det får mange af børnene til at gå i skole. Vi har ikke nogen penge at give Zeina til mad, men vi ved, at hun vil får noget at spise der, og vi kender mange forældre her, der har det på samme måde.

Da vi ankom til Zaatari, var der én skole - nu har vi 13 skoler! Jeg ved, at Eehasan føler sig så stolt over, at hun kunne hjælpe WFP med at fremme skolemad og uddannelse her i lejren.

"Nu tilbereder vi de måltider, vi kan lide"

For os er det som om livet er ved at blive bedre, og det har WFP hjulpet med. Vi bruger vores elektroniske betalingskort fra WFP til at købe det, vi gerne vil have fra butikken.

Nu tilbereder vi de måltider, vi kan lide og køber de ingredienser, vi har brug for. Når vi træder ind i supermarkedet nu er det med værdighed.

Zeina i skolen. Foto: WFP / Alexandra Murdoch

"Det eneste jeg virkelig ønsker mig er fred"

Da vi ankom hertil, forsøgte vi at glemme, det vi havde set, og at komme videre. Gudskelov, er vi ankommet hertil i live, og vi er sammen. Det eneste, jeg virkelig ønsker mig, er fred i Syrien, og at vi kan rejse hjem. Men mest af alt ønsker jeg bare, at mine børn får en lykkelig fremtid.

 

Du kan vise din solidaritet og bidrage til at øge opmærksomheden på deres historier ved at ’like’ eller dele #IamSyrian historierne på de sociale medier.

Læs flere #IamSyrian historier:

·         Mød Zakariya

·         Mød May

·         Mød Marwa

·         Mød Essame

·         Mød Badreya

·         Mød Inas, Jamal, Ziad & Nasser

·         Mød Mohammed, Aliye & Firas