Historier fra Syrien: #IamSyrian

Udgivet på 10 februar 2016

Her er vores historier. Del dem med verden. 

FN’s fødevareprogram lancerer en kampagne, der giver folk muligheden for at vise solidaritet med de lidelser, som millioner af syrere på flugt inde i og uden for Syrien er udsat for.

#IamSyrian består af korte online portrætter af almindelige syrere, hvor de fortæller om kontrasten mellem deres liv før konflikten begyndte og deres nuværende liv i Syrien og i eksil. De fortæller om hvad de og deres familier har mistet, og om deres håb for fremtiden. Med deres egne ord appellerer de til en fælles menneskelighed. Sympatisører kan vise deres solidaritet ved at bruge hashtagget #IamSyrian, ’synes godt om’ eller at dele historier på de sociale medier.

#IamSyrian initiativet understøtter appellen fra den 21. januar, offentliggjort af lederne fra FN-organisationer og hjælpeorganisationer, hvor de kræver en ende på lidelserne i Syrien og på specifikke aktioner, så humanitær assistance kan nå frem til alle i nød. Kampagnen kommer samtidig med konferencen i London, der opfordrer verden til at støtte Syrien, og kampagnen er et supplement til konferencens budskab.

 

INAS


Foto:WFP/Abeer Etafa

Mit navn er Inas, og jeg vil gerne fortælle dig om den 8. januar 2013 - en dag, som jeg altid vil huske. Det var den dag, min mand forsvandt og efterlod mig og mine tre døtre alene i verden.

Vi havde et meget lykkeligt liv i Syrien - det var et stille liv, men vi var tilfredse. Min mand gik på arbejde og vendte tilbage hver aften. Den 8. januar kom han ikke tilbage. Jeg forsøgte at ringe til ham, jeg forsøgte at kontakte hans kolleger - jeg prøvede alt, men ingen har hørt noget om ham siden den dag.

I to år ventede jeg hjemme på ham men en dag intensiverede kampene, og vores hus blev fuldstændigt ødelagt. Vi måtte køre midt om natten. Jeg var så bange på min små pigers vegne; Kampene føltes som en steppebrænd, der bredte sig hurtigere end vores ben kunne bære os.

"Jeg håber, at mine børn er heldigere end mig"

Nu er vi i Libanon, hvor vi stadig falder i søvn og vågner til lyden af ​​missiler, våben og kampe. Men det er også koldt her, og vi savner varmen fra ​​vores egne senge og vores eget hjem. Jeg pakker pigerne ind i tæpper så de ikke ryster hele natten. Intet holder os varme i disse midlertidige telte.

WFP’s kuponer betyder, at vi er i stand til at købe ris, hvedemel, smør, sukker, olie og hvad vi ellers har råd til. Det er ikke nok, men jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre uden dem - hvordan skulle jeg kunne brødføde mine døtre?

Foto:WFP/Abeer Etafa

 

Mit eneste håb er, at mine børn er heldigere end mig. Jeg håber på, at de kan vende tilbage til Syrien og få en uddannelse. Det håber jeg på, ikke kun for mine døtre, men for alle de syriske børn, der ikke går i skole. Jeg håber ikke, at de går glip af alt i livet.

#IamSyrian

Kærlig hilsen,

Inas

 

JAMAL


Foto: WFP/Giulio d'Adamo

Mit navn er Jamal. Jeg er fra landsbyen Khirbet Ghazaleh i Syrien, men nu bor jeg i en flygtningelejr i Jordan.

Mit hjem i Syrien var mit paradis. Jeg kunne gøre det, jeg havde lyst til. Som flygtning er jeg nu nægtet alt, hvad jeg ønsker mig og håber på. Derhjemme boede jeg sammen med min familie og blandt mine venner. Jeg arbejdede som tømrer, og livet var godt. Men da konflikten startede, var jeg tvunget til at stoppe mit arbejde. Alt forandrede sig.

"Mit hjem i Syrien var mit paradis. Jeg kunne gøre det, jeg havde lyst til. Som flygtning er jeg nu nægtet alt, hvad jeg ønsker mig og håber på. "

Foto: WFP/Giulio d'Adamo

Her i lejren laver jeg noget snedkeriarbejde, men det er svært uden ​​mine redskaber. Det eneste, jeg tog med mig fra Syrien, er en hammer - den er et minde fra mit land, og hvem jeg var der. Jeg ville ønske, at jeg også havde taget billeder af min familie med. 

Hvis jeg kunne få ét ønske ville det være at leve blandt mine venner igen. Vi havde så mange gode minder, men konflikten har dræbt halvdelen af ​​dem.

Jeg ønsker at opfordre det internationale samfund til at løse konflikten i Syrien, så vi kan vende hjem til vores liv. Nu er jeg fanget ... min fremtid er som flygtning, ude af stand til at bevæge mig frit og ude af stand til at arbejde. Jeg savner mit land, mit hjem, mine naboer ... men mit land er ødelagt. Nu er der intet tilbage for mig der.

#IamSyrian
Kærlig hilsen,

Jamal

 


ZIAD
Foto: WFP/Giulio d'Adamo

Mit navn er Ziad. Jeg voksede op i en lille landsby Al Hajah i Syrien. Jeg vil gerne sige tak for at du læser mit brev. Hvis du var her i Zaatari flygtningelejr med mig, ville jeg byde dig velkommen i mit hjem. Det betyder så meget for mig at dele min historie med jer.

I disse dage jeg bor i en flygtningelejr i Jordan, hvor jeg holder mig beskæftiget med at arbejde som vagt ved WFP’s fødevareuddelingsstation, og ved at hjælpe med at ordne forskellige ting i lejren.

Mit liv er meget anderledes nu end før konflikten startede. Der var en følelse af at høre til hjemme i Syrien. Jeg levede blandt pårørende og naboer, som jeg kendte godt. Jeg arbejdede som landmand, jeg fik sved på min pande, men jeg kunne leve af mit arbejde. Jeg ejede et landområde, hvor jeg havde grøntsager og jeg havde tillid til at mine børn var sikre og blandt familie. Her i flygtningelejren må man klare sig selv.

"Jeg arbejdede som landmand, jeg fik sved på min pande, men jeg kunne leve af mit arbejde. Jeg havde tillid til, at mine børn var sikre og blandt familie. " 

At forlade sit hjemland er en meget svær beslutning at træffe. Jeg vidste, at jeg ville føle mig fremmedgjort når jeg først ankom til Jordan. Jeg bruger poesi som en måde at håndtere mine oplevelser på. Jeg har skrevet flere digte siden jeg ankom her. Derhjemme havde jeg en notesbog fuld af de digte, som jeg havde skrevet. Men på grund af omstændighederne, var jeg ikke i stand til at tage den med mig.

Livet er hårdt her – der er ikke meget arbejde og den bistand, som vi får, kan knap nok dække vores basale behov indtil slutning af ​​hver måned. De eneste ting, jeg har her, er en boremaskine til småarbejde rundt i lejren, og en rababa, som er et strenginstrument, som jeg bruger til at recitere min poesi.

Da jeg boede i Syrien plejede jeg at elske at skrive digte om romantik, værdier og heltemod. Siden jeg ankom til Zaatari handler alle mine digte om min længsel efter at komme hjem.

#IamSyrian
Kærlig hilsen,

Ziad

 

NASSER


Foto:WFP/Abeer Etafa

Mit navn er Nasser, og jeg er 13 år gammel. Jeg er fra Aleppo men nu bor jeg i en flygtningelejr i Libanon med min mor og far, og mine brødre og søstre. Jeg er den ældste.

Hver dag fra solopgang til solnedgang, er jeg ude for at lede igennem skraldet, så jeg kan finde metal og tomme dåser, som jeg kan sælge. På en god dag, kan jeg tjene en dollar eller to, som kan hjælpe min familie.

Når jeg tænker på mit hjem i Aleppo, husker jeg hvor smukt det var, og jeg tænker på min skole, som lå ved siden af. Vores hus blev ødelagt i et luftangreb. Det tog os tre dage at flygte fra Aleppo – der var intet tilbage. Jeg ved ikke, hvor ​​mine venner er nu.

"I dag håber jeg kun på at komme tilbage til mit land. Jeg vil have mit liv i Syrien tilbage. "

Foto:WFP/Abeer Etafa

Nogle gange tror jeg, at jeg måske aldrig får mulighed for at gå i skole igen. Jeg forlod min skole i Syrien for fire år siden, og jeg kan ikke huske hvordan man læser og skriver. Nu må jeg bare hjælpe min familie. Min far plejede at arbejde, men nu er han syg, og han besvimer og kollapser ofte.

Alt hvad min lillebror og jeg kan indsamle fra skraldet hjælper os med at have råd til brød så vi kan brødføde vores yngre brødre og søstre.

Jeg ønsker at mit land vender tilbage til sådan, som det var før, eller endnu bedre. Alt hvad jeg ønsker mig er at komme tilbage til mit hjemland. Jeg vil have mit liv i Syrien tilbage.
#IamSyrian
Kærlig hilsen,

Nasser

 

 


Foto:WFP/Abeer Etafa