Folkene fra Diffa

Udgivet på 15 december 2016

Diffa. Det lyder som en invitation til poesi. Engang var Diffa-regionen i det sydøstlige Niger et af landets knudepunkter for kultur og handel. Men i dag er det præget af en omfattende konflikt, der rammer mere end 250.000 mennesker.

Jeg er på vej til Bouloungui, en landsby udenfor byen Diffa. Min kollega fra Niger Hassane minder mig om, at ”vi ikke kan bruge al for lang tid her.” Bouloungui er en rød zone – en zone, hvor sikkerheden er meget lav. Den nigerianske grænse er cirka 2 kilometer fra landsbyen, og Boko Haram er berygtet for at lave plyndringstogter i området.

De tilbagevendende angreb fra Boko Haram i byerne Bosso og Diffa har medført, at lokalsamfund er blevet fordrevet flere gange: to ud af tre personer har været fordrevne mere end én gang. Nogle har flygtet fra volden i det nordøstlige Nigeria for at bosætte sig på den anden side af grænsen i Diffa-regionen. Den omfattende tilstrømning af flygtninge, hjemvendte og internt fordrevne har lagt yderligere pres på de i forvejen skrøbelige forhold.

Diffa helt tæt på

Man fristes til at tro, at Bouloungui er blevet forladt. Stedet udsender en slående ro. Som vi kommer frem, samles landsbyens ledere på hovedpladsen. En af dem bliver vores guide. På de små snoede gader leger nogle børn og deres latter er beroligende.

Mourimar Boukar

Langt væk står en mand og vinker. Han er ivrig efter at tale med os. ”Følg med mig, jeg vil gerne vise jer noget,” siger han. Mourimar Boukar, 46 år gammel, er fra Bouloungouri, hvor han bor med sine 14 børn.

”Vi lever i frygt, men vi gør vores bedste for at have et normalt liv,” siger Mourimar.

I løbet af de sidste to år har landsbyen oplevet en massiv tilstrømning af flygtninge, hjemvendte og internt fordrevne og værtssamfundet prøver at tilpasse sig de nye forhold.

”De er vores brødre og søstre, vi skal tage imod dem og hjælpe dem med at starte et nyt liv,” tilføjer Mourimar.

I over to år har FN’s Fødevareprogram (WFP) støttet flygtninge, fordrevne og værtssamfund i Diffa-regionen med mad og for nylig også med penge. Den økonomiske støtte på 32.500 FCFA (53$) bruger borgerne til at købe mad og dække andre basale behov.

”Fødevarestøtten hjalp vores familie rigtig meget. Men skulle jeg vælge mellem fødevarehjælp og kontanter, ville jeg vælge det sidste. For med kontanter kan jeg købe mad til min familie og starte en forretning, der vil give os endnu flere penge,” siger Mourimar.

Mourimar har et stykke land, hvor hans familier dyrker okra. Pengene de tjener på at sælge overskuddene hjælper dem med at klare sig.

”Det er farligt for mig at gå udenfor landsbyen for at dyrke mit land. Men jeg må løbe risikoen for at tage mig af min familie,” siger Mourimar bestemt.

 

Aboubakar Wa-Gari

”Der er en anden familie, som du skal møde. De er flygtninge,” siger vores guide. To blokke væk fra Mourimars hus ligger Aboubakars hus.

Aboubakar er 69 år gammel og kommer fra Assaga i Nigeria. For to år siden kom han til Boulonguouri med sine syv børn.

”Vi måtte flygte for livet. Vi var bange. Boko Haram kom til vores landsby og dræbte 13 mennesker. Jeg kan stadig huske deres skrig,” siger Aboubakar med frygt i stemmen.

Han vil heller ikke tage tilbage til Nigeria, selvom der kom fred i landet: ”Det ville være vanvittigt efter alt vi har været igennem.”

Aboubakars familie har fået stor gavn af WFP’s fødevarer og kontanter. ”Pengene hjælper os meget. Det vil jeg gerne takke WFP for. Mit liv er bedre nu og jeg er mere tryg, når jeg tænker på fremtiden,” siger Aboubakar med et smil.

 

Situationen er stadig meget kompliceret i Diffa-regionen. De seneste resultater fra Emergency Food Security Assessment (EFSA) fra august viser, at over 350.000 mennesker er i fare for at blive fødevareusikre. Derfor giver WFP fødevareassistance til de mest sårbare og gennemfører projekter, der styrker modstandsdygtigheden, hvor det er muligt.

 

Tekst og billeder af Simon Pierre Diouf
Oversat af Jonas Krogh Madsen