FN på Folkemødet - i verdens vigtigste år

Udgivet på 05 juni 2015

I år skal verdens ledere blive enige om de nye mål for en bæredygtig fremtid for alle. Derfor er 2015 blevet kaldt verdens vigtigste år. Men 2015 er også året, hvor FN fylder 70. Begge dele markerer FN-organisationerne i Danmark ved at invitere til debat og udstilling i FN-teltet på Folkemødet på Bornholm. 

For første gang er FN-organisationerne i FN Byen i København gået sammen om at tage til Folkemøde på Bornholm for at møde danskerne og fortælle om FN’s arbejde. Over morgenmad, karrierebar, debatarrangementer og spil håber vi at få mulighed for at fortælle danskerne om FN’s arbejde og betydning i verden – og at høre, hvilke prioriteter danskerne har for verdens nye bæredygtighedsmål, der skal vedtages på FN’s Generalforsamling i september.

I modsætning til Millennium-målene, der udløber i år, gælder de nye mål for alle verdens lande – rige som fattige. Men er målene blot ønsketænkning, eller er de opnåelige? Hvad vil det kræve og hvad vil det koste? Det debatterer vi med Folketingets formand Mogens Lykketoft, der til september overtager posten som præsident for FN’s Generalforsamling.

Vi skal også tale om menneskerettigheder, om virksomhedernes sociale medansvar og om FN’s rolle i verden – nu og i fremtiden. FN rykker ud, når krig og katastrofe rammer lokalsamfund og sender tusindvis af mennesker på flugt – også da jordskælv for nyligt skabte kaos og massiv ødelæggelse i Nepal. Få øjenvidneskildringer fra FN-medarbejdere, som har stået midt i katastrofeområder – og hør, hvordan FN koordinerer nødhjælpsindsatsen og den langsigtede genopbygning til det bedre i timerne, dagene, ugerne og månederne, efter at katastrofen har ramt.

Har man lyst til være med på holdet, så er der mulighed for at få gode tips og tricks til at lande et job i FN i FN’s Karrierebar, hvor chefer for FN-organisationerne i København stiller op til en uformel snak om egne karriereveje, erfaringer og gode råd. På vej i karrierebaren kan man passende kaste et blik på foto-udstillingen, der markerer FN’s 70 års jubilæum med et historisk tilbageblik. 


Der blev diskuteret ivrigt på Folkemødet i 2014. Foto: Anne Poulsen

FAKTA
Folkemødet finder sted på Bornholm i dagene 11-14. juni. Det er 5. gang, der afholdes Folkemøde med deltagelse af politiske partier, organisationer, erhvervslivet, ngo’er og altså FN-organisationer.

FAKTA
Disse FN-organisationer kan du møde på Folkemødet:
UNDP – FN’s Udviklingsprogram er FN’s største udviklingsorganisation med et bredt mandat til at fremme bæredygtig menneskelig udvikling. 
UNFPA – FN’s Befolkningsfond, der arbejder for seksuel og reproduktiv sundhed og reproduktive rettigheder.
UNOPS – FN’s operationelle projekt-organisation, som støtter implementeringen af partneres fredsskabende, humanitære og udviklingsmæssige projekter verden over.
UN Women – UN Women er FN’s globale forkæmper for ligestilling og kvinders rettigheder.
UNWFP – FN’s Fødevareprogram (WFP) er verdens største humanitære organisation, som bekæmper sult globalt.
Foruden UNICEF Danmark – en af UNICEF’s i alt 35 nationale komiteer og arbejder for at udbrede kendskabet til FN’s Børnekonvention og for at samle penge ind til UNICEF’s arbejde. 
FN Forbundet, der som tværpolitisk NGO arbejder for at styrke interessen for FN og øge forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar for den internationale udvikling.