Flygtning fra CAR: ’Hvordan mit liv har ændret sig’

Udgivet på 31 juli 2014
Fatimatou Djara er en ud af over 100.000 mennesker, som er ankommet til Cameroun. De er flygtet fra blodbadet i Den Centralafrikanske Republik. Foto: WFP/Martin Penner.

Fatimatou Djara er en ud af over 100.000 mennesker, som er flygtet fra blodbadet i Den Centralafrikanske Republik (CAR) til Cameroun. Hun og hendes tre børn modtager mad fra FN’s Fødevareprogram (WFP) hver måned. I dette interview fortæller hun om nogle af ændringer, livet som flygtning medfører.

Af Martin Penner, den. 26. juli 2014

BATOURI – Fatimatou og hendes børn ankom til Cameroun i februar. De lever i en lille flygtningelejr i Yokadouma, tæt ved Camerouns østlige grænse. Hendes mand døde for et par år siden, men hun har flere familiemedlemmer, som også er i Yokadouma og de hjælper hende. Hun svarer gerne på nogle spørgsmål om sit liv.

Hvad er de største ændringer der er sket i dit liv?
Det at jeg ikke har nogen penge og intet at lave. Hjemme i vores landsby i CAR, havde jeg en bod på det lokale marked. Jeg solgte tomater, løg, olie… og lignende.  Så jeg havde altid nok at se til. Og selvom jeg ikke var rig, så klarede vi os. Jeg kunne også godt tænkte mig at starte en lille forretning her. Men det bliver svært fordi jeg har brugt alle mine penge på at komme hertil. Måske jeg kan finde en løsning.

Hvad har ellers ændret sig?
Mine to piger går ikke i skole. Der er for langt for dem at gå til fods. Så vi er afhængige af, at nogen kan køre dem på en motorcykel. Og de kan ikke selv tage af sted. Det er en skam. Skolen er vigtig, især for piger. En anden forskel er hvordan vi sover. Derhjemme var vi seks mennesker i soveværelset – børnene og jeg. Her er vi 21 mennesker, der sover i det samme rum.

Er der kun dårlige ting at fortælle?
Nej. I det mindste er vi langt væk fra drabene og volden. Og vi har mad at spise hver dag. Det er vi meget taknemmelige for. Og jeg har venner og familie her, som hjælper mig.

Hvornår ankom du til Cameroun?
For cirka fem måneder siden. Vi tog afsted samtidig med en masse andre fra vores landsby, da urolighederne startede. Situationen var meget anspændt og folk blev overfaldet. Det var for farligt at blive. For at komme hurtigere afsted betalte vi for en bil som kørte os noget af vejen. Det var meget dyrt.

Hvad tog du med dig?
Jeg fik én anden kjole med, i tillæg til den jeg har på, så jeg kan skifte tøj. Det samme gælder for børnene. Ellers tog vi ikke noget med. Vi var nødt til at efterlade alt.

Er der noget som du specielt savner?
Ja, mine nye hvide middagstallerkner. Jeg havde nok til 20 personer. Jeg havde lige købt dem og de var så fine. Hvem ved, hvad der er sket med dem nu.

Tager du tilbage til CAR?
Tilbage til hvad? Hvad skal jeg lave der, så længe der stadig er uroligheder og kampe? Hvis kampene stopper og der bliver mere roligt… så måske, jeg ved det ikke. Det kommer an på hvad resten af min familie gør. De bestemmer det. Jeg vil bare gerne være der, hvor de er.

Hvad vil du sige til dem som læser dette om dig?
Vi plejede at leve sammen i CAR, muslimer og kristne. Det var ikke noget problem. Nu bekæmper vi hinanden. Det er dumt. Mennesker som os har været nødt til at efterlade alt bag sig. Og komme hertil, hvor vi må starte helt forfra igen. Krig er forkert. Mennesker burde kunne leve sammen.