Feltarbejdet med WFP er en uvurderlig erfaring

Udgivet på 30 januar 2014
"Det som har gjort størst indtryk er at møde mennesker, som udtrykker glæde og taknemlighed for den hjælp de får."

Peter Jourdan arbejder for FN’s Fødevareprogram (WFP) i Burkina Faso, Ouagadougou. WFP er ifølge Peter en af de mest operationelle FN-organisationer, og han anser erfaringerne fra feltarbejdet som uvurderlige, uanset hvilket arbejde han skulle få senere.

 

Hvad laver du for WFP i Burkina Faso?
WFP har flere programmer, som sikrer befolkningen adgang til nok og rigtig mad til særligt udsatte grupper over hele verden. Jeg arbejder som programansvarlig for WFP i Burkina Faso, et lille land i Vestafrika. Landet har få naturressourcer, og klimaet er udfordrende med tørke og lidt regn. Derudover er flere tusinde for nyligt flygtet over grænsen til Burkina Faso, for at undgå konflikten i nabolandet Mali.

Hvilke programmer har du været involveret i?
De sidste år er forekomsten af HIV i Burkina Faso faldet drastisk. Til trods for de positive effekter heraf, er Hiv-positive i Burkina Faso forsat stærkt stigmatiseret. Mange bliver udstødt fra indtægtsbringende arbejde og må leve fra hånden til munden, uden at vide om de har noget at spise den næste dag. Det program, som jeg er en del af, sørger for at disse mennesker har mad, så de kan overleve. Det indebærer, at vi organiserer alt fra at skaffe midler til projekterne, bestille mad, planlægge og gennemføre transport af maden til de forskellige regioner i Burkina Faso, og til selve maduddelingen. En vigtig del af projektet er samarbejdet mellem WFP, myndighederne i Burkina Faso og de lokale organisationer, der sikrer Hiv-positive indtægtsbringende aktiviteter, der gør det muligt for dem at tjene deres egne penge og sørge for sig selv og deres familier.Som programansvarlig arbejder jeg med ernæringsprojekter målrettet mennesker, som er særligt udsatte for underernæring og de alvorlige helbredsproblemer det kan medføre. Et af WFP’s projekter er at sørge for mad til Hiv-positive. Kombinationen af majs, bønner, palmeolie og mel, samt de vitaminer og mineraler som vi deler ud styrker immunforsvaret og bidrager kombineret med medicin til at forebygge alvorlige infektioner og tidlig død. Udover madrationerne, gives der blandt andet også ernæringsrådgivning og tips om madlavning, og der afholdes kurser og gruppesamtaler, hvor der gives råd og information om, hvordan man bedst kan leve med HIV, og hvordan man kan beskytte sig selv og andre mod infektionen.

Hvad er det mest udfordrende ved dit arbejde?

WFP har ambition om at nå alle grupper som er udsat for underernæring. Det er i sig selv en udfordring at møde mennesker, som lever i en ekstrem udsat situation, og som har få eller ingen midler at leve for. WFP’s projekter er udelukkende afhængige af midler fra donorer, og udfordringen er ofte at rette opmærksomheden og velvilligheden ikke kun mod de akutte krisesituationer, men også mod langvarige kriser og udviklingsarbejde. I mødet med sårbare grupper som Hiv-positive eller flygtninge, er det måske det, som er det mest udfordrende ved arbejdet, at repræsentere det internationale samfund uden altid at have nok ressourcer til at hjælpe så meget som man gerne vil.

Hvorfor bestemte du dig for aarbejde for WFP?

Jeg lærte om FN’s Fødevareprogram gennem det norske udenrigsministeriums hjemmeside og deres kontaktpersoner. Jeg ønskede at arbejde for en etableret og international organisation, og FN’s idealer appellerer til mig som person. WFP er en af de mest operationelle FN-organisationer, og jeg anser erfaringerne fra feltarbejdet som uvurderlige, uanset hvilket arbejde man får senere.
 

Peter Jourdan er uddannet læge fra Oslo Universitet i 2007. Under studierne rejste han til Cameroun og Zimbabwe for at studere børne- og kvindesundhed, og i 2005 ledede han de norske medicin-studerendes humanitæraktion – MedHum. Efter sin turnus, fuldførte han en doktorgrad i tropisk medicin og kvindesundhed. Undervejs i studiet underviste og vejledte han medicinstuderende i infektionssygdomme. Efter hans doktorgrad arbejdede han som gynækolog og fødselslæge ved Oslos Universitetssygehus Ullevål, før han begyndte som program-ansvarlig for WFP.

Hvad har gjort størst indtryk på dig i din tid som JPO?
Det som har gjort størst indtryk er at møde mennesker, som udtrykker glæde og taknemlighed for den hjælp de får. Meget af det arbejde vi laver består af politik, møder og tekniske forberedelser til maduddeling og udviklingsarbejde, og ofte bærer arbejdet præg af bureaukrati og langvarige processer. Derfor er det altid en stor glæde at møde de mennesker man arbejder for, og at se den positive effekt WFP’s arbejde har.


På en af turene i felten sydvest i Burkina Faso mødte jeg en Hiv-positiv enke og alenemor. På grund af de tabuer der er om HIV, ved hverken hendes familie eller venner, at hun er smittet. Før hun vidste, at hun var smittet, var hun alvorlig syg og udmagret. På det tidspunkt solgte hun frugt på det lokale marked. Da folk så, at hun var blevet syg, stoppede de med at købe frugt hos hende, og hun havde ikke længere mulighed for at skaffe mad til sig selv eller sin familie. Da manden senere døde af AIDS, var hun helt alene om at forsøge sin familie. Hun har klaret sig med hjælp fra WFP, og hun har i dag sin egen lille forretning, hvor hun lejer salgsboder ud til interesserede. Selvom hun i dag har det godt, var mødet med hende en stærk oplevelse. Disse mennesker har få ressourcer at klare sig for og må ofte kæmpe en daglig kamp for overlevelse, som er svær at forestille sig.

Hvilke råd har du til andre, som ønsker en karriere indenfor humanitært arbejde?

Feltarbejdet er en særlig værdifuld erfaring, hvis man vil arbejde med humanitært arbejde og udviklingsarbejde. Det giver en forståelse for, hvad der virker og hvad der ikke gør, samt hvilke faktorer der spiller ind i et ofte komplekst billede. Intet kan erstatte den nære kontakt til de mennesker man arbejder for, eller det at blive eksponeret til en anden kultur, frustrationen over at måtte håndtere udfordringer på en måde som ikke altid svarer til sin egen, eller glæden ved at løse tilsyneladende uoverkommelige opgaver. Meget af det tror jeg man kan forestille sig, men det er ikke før man står i det hver dag, at man forstår den virkelige værdi.

Jeg synes man skal bruge sin uddannelse til dét man har lyst til, ikke nødvendigvis hvad andre mener man skal bruge den til. For mig er det at være med til at bekæmpe sult og fattigdom en unik mulighed og et privilegium, som jeg ikke ville være foruden.

Fotos: WFP/Michel Quédraogo