Endelig et øjebliks hvile for sultne flygtninge

Udgivet på 12 august 2011

Saruuro bærer sin handicappede datter i tryghed i Dadaab (Alle rettigheder: WFP/ Rose Ogola)

På modtagelsescentrene ved lejrene i Dadaab får nyankomne somaliske flygtninge uddelt tre ugers madrationer fra FN’s Fødevareprogram (WFP). Rationerne hjælper dem med at klare sig, mens de finder sig til rette i lejrene.

I mere end tre uger bar Saruuro Mohamus (51) sin syv år gamle handicappede datter på ryggen, hvilket ikke var en let opgave for et menneske, som næsten ikke havde spist i flere uger. Sammen med sine seks børn, svigermoderen og mand vandrede hun fra Somalia til Dadaab i det nordøstlige Kenya. Da de endelig nåede frem, var de udmattede, sultne og tørstige efter den lange rejse. De rationer, de fik på modtagelsescentret i Dagahaley flygtningelejr, gav et glimt af håb i en ellers håbløs situation.

Saruuro og familien er enkelte skæbner blandt de titusinder af flygtninge, der for nyligt er strømmet til Dabaab fra Somalia for at undslippe politiske konflikter og tørke i hjemlandet. Efter at have vandret langt med begrænset adgang til vand og mad, ankommer de til Dabaab, underernærede og ved dårligt helbred. 

Tidligere oplevede Dabaab en tilstrømning på omtrent 10,000 flygtninge hver måned, men siden begyndelsen af juni er dette tal steget til 10,000 om ugen. Flertallet er kvinder og børn – mændene bliver ofte tilbage for at passe på hjem og ejendele, eller de kvæg, som endnu måtte være i live. 

For at være i stand til at håndtere den store tilgang til lejrene, blev tre modtagelsescentre opført i begyndelsen af juni i flygtninglejrene Hagadera, Dagahaley og Ifo. Det er her, de nyankomne flygtninge modtager nødhjælp efter at være blevet identificerede og have modtaget armbånd, som giver dem midlertidig flygtningestatus (senere følger derefter en officiel registrering).

FN’s Fødevareprogram udleverer madrationer til flygtningene med mad til 21 dage, bestående af en majs- og soyablanding (CSB), korn, linser, vegetabilsk olie og salt. De modtager også anden hjælp, så som redskaber, tæpper og beholdere, som de kan hente vand i. Så snart de er blevet registreret, bliver de nyankomne inkluderede i den generelle fødevaredistribution i lejren.

“Allah hamdullilah” (tak til den Almægtige)” er hvad Saruuro Mohamud sagde, da hun og familien fik udleveret deres madrationer. ”Da vi vandrede, prøvede vi at få den smule mad, vi havde, til at slå til så længe som mulig, men den slap op, og nu har vi ikke spist i to dage”.

Underernærede børn, gravide og ammende mødre får særlige produkter med ekstra CSB, som indeholder mange mikronæringsstoffer. Alle børn mellem 6 og 24 måneder modtager færdiglavede madprodukter, beriget med ekstra mikronæringsstoffer for at fremme deres vækst. Alvorligt underernærede børn bliver indlagt på hospitaler, hvor sygeplejerskerne også modtager mad fra FN’s Fødevareprogram.