Elfenbenskysten: WFP’s nødhjælpsoperation modtager mad til ivorianere på flugt

Udgivet på 05 april 2011
Her ses en fødevaredistribution i Elfenbenskystens største by Abidjan arrangeret af WFP og vores lokale partner Association des Elèves et Etudiants Musulmans de Côte d'Ivoire (AEEMCI)
Alt imens politiske spændinger fortsat eskalerer i Elfenbenskysten, lancerer WFP en nødhjælpsoperation i begge lande for at hjælpe de mere end 150.000 flygtninge, der er flygtet over grænsen til Liberia og de 125.000 internt fordrevne i Elfenbenskysten.

ROM – Midt i den internationale bekymring over urolighederne i Elfenbenskysten har WFP taget føringen i forhold til at yde fødevareassistance til de hundredtusindvis af ivorianere, der er drevet på flugt i deres egen land eller er flygtet til nabolandet Liberia.

WFP lancerede en nødhjælpsoperation i januar i begge lande for at nå ud til alle de mennesker, der er blevet drevet på flugt af urolighederne. WFP søger at hjælpe 125.000 mennesker over en seks måneders periode med rationer bestående af kornprodukter, bælgfrugter, korn/soya blanding og vegetabilsk olie. 

WFP leverer madrationer til yderligere 150.000 ivorianske flygtninge i Liberia samt de 36.000 liberianere, der gavmildt har delt deres i forvejen begrænsede ressourcer med de mange flygtninge.
 

Store udfordringer
På trods af den øgede bekymringer omkring FN personales sikkerhed og restriktioner for FNs mobilitet, har WFP på nuværende tidspunkt formået at distribuere fødevarer til omkring 29.000 mennesker på flugt i Elfenbenskysten. Derudover er der også uddelt fødevarer til mere end 4.000 mennesker i hovedstaden Abidjan, hvor nogen af de hårdeste kampe siden konfliktens begyndelse i november 2010 har stået på.

I Liberia, hvor den humanitære bistand er vanskelig på grund af den dårlige infrastruktur, ødelagte veje og problemer med registrering af flygtninge, har WFP på nuværende tidspunkt uddelt fødevarer til omkring 45.000 mennesker. Da flygtningene er spredt i mere end 90 landsbyer over en strækning på 300 km i den mest ufremkommelige del af det nordlige Liberia, er nødhjælpsoperationen fortsat problematisk.

WFP yder derudover også logistisk hjælp og telekommunikationsstøtte til det bredere humanitære samfund.
 

Finansieringsproblemer
På grund af manglende finansiering er det en stor udfordring for WFP at nå ud med fødevareassistance til de mest udsatte. Operationen i Liberia mangler 84 millioner kr, mens operationen i Elfenbenskysten mangler næsten 58 millioner for at kunne forsætte de næste måneder. WFP’s logistik- og telekommunikationsoperation mangler desuden mere end 13 millioner kr.