Elfenbenskysten: Fødevarehjælp hjælper mor med at tage sig af søn

Udgivet på 05 april 2011
Foan Theolile (i midten) sammen med andre ivorianske flygtninge under fødevaredistributionen i Bahn flygtningelejren i det østlige Liberia
Foan Theolile havde aldrig troet at en helt almindelig infektion skulle koste hendes søn hans ene ben. Da urolighederne brød ud i Elfenbenskysten blev de, da de ikke kunne finde en læge, nødt til at flygte til Liberia. Desværre kom de for sent til at redde sønnens ben, men nu er de i sikkerhed og har mad at spise, mens sønnen kommer sig.

BAHN, Liberia – Foan Theolile var ikke kommet til Liberia hvis hendes søn ikke hvade fået en infektion i foden. Det startede alt sammen med en smule kløen, og infektionen ville nok være gået væk, hvis den var blevet behandlet. 

Men i Abidjan brød kampene ud, og pludselig var der ikke en læge eller sygeplejerske at finde i byen. Theolile blev i byen i tre uger og forsøgte forgæves at finde nogen til at hjælpe sig – alt i mens blev hendes søns infektion værre og værre.

”Hans fod var helt sort og det begyndte at sprede sig op af benet,” siger Theolile. Der var ikke noget valg – de måtte flygte til Liberia sammen med alle de andre.
 

Tvunget til at flygte
Efter to-døgns busrejse fra Abidjan til den liberiske grænse kom Theoliles søn endelig på en klinik, hvor lægerne prøvede at redde hans ben. Infektionen havde dog bredt sig så meget, at der ikke var noget de kunne gøre. Benet måtte amputeres.

Efter operationen blev Theolile og hendes familie overflyttet til Bahn flygtninge lejr, hvor de lige nu overlever på fødevareassistance.

Før hun kom til Liberia arbejdede Theolile som tøj- og smykkesælger langs grænserne til Mali og Ghana. Hun taler engelsk, fransk og det lokale sprog gio. Dette har givet hende mulighed for at tjene lidt ekstra penge i lejren som tolk.
 

Chokket
Theolile siger, at hun er lettet over at hendes familie nu er i sikkerhed og har noget at spise, men at de stadig ikke er kommet sig over chokket efter hendes søns operation og efter at være tvunget til at forlade deres hjem.

”Jeg er for urolig for min familie til at kunne tænke på fremtiden,” siger hun. ”Det eneste jeg ønsker er at alting bliver som før, og at vi kan tage hjem.”