Det er altid børnene, der rammer dig

Udgivet på 19 august 2011
I anledningen af World Humanitarian Day d. 19. august bragte Politiken dette indlæg skrevet af Fethi Mohammed, som er Senior Logistics Assistant ved FN’s Fødevareprogram (WFP) i Etiopien. Han fortæller her om, hvordan han som nødhjælpsarbejder oplever sultkatastrofen på Afrikas Horn.

Det kommer altid som en overraskelse for mig, når folk spørger, om det er svært at være nødhjælpsarbejder. Men jeg forstår hvad de mener.
”Ja, nogen gange”, siger jeg og mener det – nogle dage kan solen ikke gå hurtigt nok ned, så jeg kan få vasket støvet af ansigtet. Men for det meste smiler jeg indeni, når jeg får det spørgsmål. Jeg synes, jeg er privilegeret. Jeg er i en position, hvor jeg kan hjælpe dem, der er dårligere stillet. Og det er der ikke mange mennesker, der kan sige, der hvor jeg kommer fra.

Jeg arbejder som logistiker for FN’s Fødevareprogram (WFP) i Etiopien. På en god dag – når vores leverancer af humanitær fødevarehjælp bare glider, så føler jeg mig uovervindelig. Ligesom Supermand, der redder verden. Men på en dårlig dag – når vi står midt i en vejblokade eller skal kontrollere en ængstelig folkemængde - så får det mig til at tænke på alle de ting, der kunne gå galt; på de ting som går galt i denne verden. Dér føler jeg en tunghed, som er svær at ryste af igen.

Som det skete forleden, da jeg var nede i Dolo Ado ved grænsen til Somalia. Her er der nu 120.000 flygtninge. Vi var ved at aflaste en forsendelse med højenergikiks, da jeg så denne her familie på 12 eller 13 familiemedlemmer. De lå bare der på jorden med deres få ejendele – jeg gætter på, at det var alt, hvad de havde kunnet bære – måtter og vanddunke og små tøjbylter. Børnene kikkede bare på mig med de her store øjne. Som om de ikke vidste, hvad der var sket med dem. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvor længe de havde mon havde vandret for at komme her. Hvornår de sidst havde spist. Det er altid børnene, der rammer dig. Uanset hvor hærdet du tror, du er.

Jeg var også flygtning. Men det var en helt anden situation. Jeg og min familie var ikke tvunget til at flygte, men vi gjorde det alligevel for at være på den sikre side - også selvom det betød, at vi kun skulle være i England i seks måneder. Jeg var ni år gammel. Jeg var ikke tvunget til at vandre gennem en ørken, men det var hårdt nok. At føle sig så afhængig af et fremmed land. At være sårbar på den måde. Det var en af grundene til, at jeg besluttede mig for at blive nødhjælpsarbejder.

Jeg tror på, at vi står midt i en forandringens tid for Etiopien. Der er tegn på vækst alle vegne - kinesiske, indiske og tyrkiske virksomheder etablerer sig i Addis Ababa. De fornemmer mulighederne her. Det er mit håb, at vi etiopierne formår at drage fordel af denne udvikling. Det vil give os flere jobs – og dermed flere muligheder.

Jeg ønsker nemlig ikke at se mit folk være afhængig af nødhjælp. Men problemet er vores dybe afhængighed af regn. Vi er et landbrugssamfund, og vores velfærd afhænger af, om det regner nogle få dage hvert år.