Den glemte krise: En livline til flygtninge i Tanzania

Udgivet på 20 november 2016

Siden de tidlige 1970’ere har Tanzania taget imod flygtninge på flugt fra civile uroligheder og etniske konflikter i nabolande.

Den seneste politiske uro i Burundi har sendt titusindvis af nye flygtninge på flugt ind i Tanzania. Som konsekvens heraf er antallet af flygtninge i Tanzania tredoblet og flere flygtninge ankommer hver uge.

På nuværende tidspunkt støtter FN’s Fødevareprogram (WFP) 250.000 flygtninge i Tanzania. For dem er WFP’s madrationer deres primære livline. WFP giver varme måltider til nye flygtninge, når de ankommer til modtagelsescentrene, månedlige rationer til den almene flygtningebefolkning samt vigtig ernæringsstøtte til børn under fem år, gravide og ammende kvinder, der er i risiko for fejlernæring.

Fra flygtningelejren Nyarugusu i Kasulu-distriktet fortæller WFP’s repræsentant i Tanzania Michael Dunford om WFP’s flygtningeindsats og forklarer, hvordan fleksibel støtte fra blandt andre de nordiske donorer hjælper WFP med at imødekomme behovene hos mennesker, der ikke altid får den internationale presses opmærksomhed.